Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

til intet”. 187 Denne passionerede kunstattitude synes bl.a. reflekteret i Runges udsagn,
der demonstrerer en bemærkelsesværdig indføling, bevirkende hallucinationer. 188 De
antikke skulpturer ansås for guddommelige, og kunstnergerningen iscenesattes som
et nærmest helligt kald, hvilket bemærkes i Wiedewelts anråb til tidens kunstner:
“Nye Prometheus! Lad Dag og Nat være eet for Dig! Grav ikke i de Peruanske Bierge!
Betænk at Dit Arbeide bør være et Offer paa Evighedens Alter”. Denne kunstforståel-
se fremskrev en subjektposition, der hævede sig over den profane verden, understøt-
tet ved fremstillingen af de billedkunstneriske idealers ophøjethed.
Som tidligere demonstreret, forsøgte de akademiske kunstnere at positionere sig
ved bl.a. kontrasten til håndværket og derved fremdrage et eget ståsted. Den kunstne-
riske selvforståelse baseredes på distinktionen til andre orienteringer, og gennem
grænsedragninger funderedes en identitet, der var tæt sammenknyttet med de billed-
kunstneriske forbilleder, hvilket blev særligt klart efter det winckelmannske omsving,
som promoverede en dybfølt personliggørelse af de græsk-antikke kunstværker. In-
den for Akademiets orden etableredes kunstnerstatussen ved en graduering af ud-
dannelsestrinene, således at kunstneriskheden tiltog med klasseniveauet. Denne dis-
tinktion blev særligt udtalt efter år 1771, hvor Kunstakademiet frekventeredes af en
stor mængde håndværkerlærlinge, hvilket skabte et meget åbenbart, direkte erfaret
modsætningsforhold mellem en majoritet af håndværksorienterede og en minoritet af
kunstorienterede elever. Omstændighederne efter år 1771 involverede en klar kon-
trast mellem Akademiets underste og øverste klasser, eks. beretter Runge om en me-
daljeuddeling i antiksalen, hvor elever fra de lavere klasser klatrede på antikkerne,
dvs. gipsafstøbningerne af antikke skulpturer, hvilket affødte et korporligt sammen-
stød mellem disse og eleverne i de højere klasser, dvs. kunstnerne: “Man stormer og
bestiger Fæstningen (Antikkerne); nogle ubevæbnede tapre unge Kunstnere (hvor-
187 Wiedewelt 1762 p. 52. Jf. desuden Goldstein 1996 p. 153.
188 Den radikale indlevelse i kunsten var et centralt karakteristika ved den efterfølgende romantiske forståelse.
Den akademiske praksis synes at foregribe en række elementer i den romantiske attitude, bl.a. personliggørelsen
af kunstforholdet, dog på en måde, der konflikter med senere tiders subjektivisme-objektivisme-dikotomi. I
nyere tid er det stærkt ekstatiske kunstforhold blevet kendt under betegnelsen Stendhal-syndromet, opkaldt efter
den franske forfatter Henri-Marie Beyle, med pseudonymet Stendhal, som i mødet med Italiens kunst oplevede
en intens følelsesmæssig tilstand, hjertebanken og svimmelhed; erfaringer ikke helt ulig Runges og Carstens’
(jf. note 183).
72