Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

særdeles krævende og til tider anspændt, intens proces. Akademieleven bevægede sig
frem igennem en hierarkisk orden, fra de lavere til de højere skoler, for afslutningsvis
at konkurrere om den store guldmedalje og derved det store rejsestipendium, som var
af vital betydning i opnåelsen af den rigtige kunstneriske indsigt. Uddannelsens hie-
rarkiske orden markeredes i Akademiets rumlige orden, således at eleven inkludere-
des og ekskluderes i henhold til hans kunstneriske status. Gennem konkurrencesejrer
skabtes adgang til nye områder af Akademiet. I Kunstakademiets tidlige periode hav-
de man tilmed forskellige indgange til Charlottenborg, således at elever i de underste
skoler ankom gennem et trappehus på siden af slottet, mens elever i de øverste skoler
entrerede gennem hovedporten. 182 Derved fik eleven en meget konkret, kropslig ople-
velse af den graduelle uddannelsesbane. Ved efterlevelse af den normative praksis åb-
nedes døren til næste stadium.
Et centralt punkt i elevens bevægelse mod kunstnerstanden var Akademiets antik-
sal, der rummede samlingen af gipsafstøbninger. Adgang til antiksalen krævede er-
hvervelse af den lille sølvmedalje og var således forbeholdt de elever, der havde de-
monstreret den rette kunstneriske fremfærd. I det akademiske univers var de antikke
værker det kunstneriske klimaks, og antiksalen på det nærmeste en helligdom, hvil-
ket gjorde, at indtrædelsen i Akademiets antiksal ikke bare var et skridt blandt andre,
men en særdeles vigtig overgang i uddannelsen, hvilket skinner igennem i en række
overleverede udsagn. 183 Antiksalen var en materialisation af kunstforståelsen og som
sådan et hjemsted for den akademiske kunstneretos. Uddannelsen roterede om denne
kunst, tilstræbte dette punkt, og uden at have oplevet selve rummet, havde eleven en
klar fornemmelse af salen grundet hans akademiske praksis, for som Philipp Otto
Runge skrev om indtrædelsen i Kunstakademiets antiksal:
182 Jf. Saabye 1973 pp. 9-10.
183 Antiksale synes at besidde en særlig aura, eks. udtalte Asmus Jacob Carstens, der var elev ved Det danske
Kunstakademi år 1776-1781: “... en hellig Følelse af Tilbedelse, som næsten bevægede mig til Taarer, giennemtrængte
mig; ... Jeg havde ikke kunnet ønske og tænke mig en større Lyksalighed, end altid at leve i disse herlige
Skikkelsers Betragtning; og denne Lykke var nu virkelig i min Magt” (Drees 2000 p. 28, jf. desuden Jørnæs
1970 pp. 53-54, Jan Zahle: “Antiksalen ▪ Figursalen ▪ Museet” i: Kjerrman, Nørgaard, Zahle, Bertelsen 2004 pp.
176-177). Den religiøse tone genfindes hos bl.a. Friedrich Schiller, der kaldte antiksalen i Mannheim for: “...
Tempel der Kunst. Schon deine erste Überraschung hat etwas Ehrwürdiges, Heiliges” (Jørnæs 1970 p. 50).
70