Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

modsætning til maneren, som var en adfærd, der afveg fra det sande karakter, skabt
ved særprægede individuelle eller sociale, historiske omstændigheder. 156 Således ba-
seredes den akademikunstneriske originalitet på herredømmet over dvs. selvkontrol-
len af ens manér, det forhold som var i modstrid med naturen, hvilket vil sige i mod-
strid med de akademikunstneriske idealer. 157 Selvbemestring var en forudsætning for
den kunstneriske originalitet.
Samtidig er det forkert at sige, navnligt i Winckelmanns og Wiedewelts tilfælde, at
der ikke var tale om et personligt kunstforhold. Man må snarere forestille sig en sub-
jektivitet, hvor det “upersonlige” forsøgtes “personliggjort”, en kunstnerisk attitude
hvor genialitet lå i evnen til at være i overensstemmelse med naturen, dvs. idealet.
Denne subjektivitet står i stærk kontrast til moderne forståelser vedrørende relationen
mellem individet og de større strukturer, mellem den personlige frihed og efterlevel-
sen af overindividuelle idealer, og er et sigende udtryk for den diskrepans, der eksi-
sterer mellem datidens og nutidens kunstforståelser. 158 Senere tider har ofte fremstillet
kunstakademiet som værende repressiv i relation til den kunstneriske frihed, men i
samtiden så mange tværtimod et frihedsaspekt i den akademiske uddannelse. Dati-
dens instruktionsbøger i tegning, som i vid udstrækning sympatiserede med den aka-
demiske undervisning, var ofte indlæg i den kunstneriske kamp mod lavsforholdene
principles of visible objects, not disfigured by accident, or distempered by disease, not modified by fashion or
local habits. Nature is a collective idea, and, though its essence exists in each individual of the species, can never
in its perfection inhabit a single object” (Honour 1968 p. 105).
156 For eks. på kontrasteringen af natur og manér, jf. Cochin, Diderot 1954 p. 10, Dickel 1987 p. 261, Gombrich
2002 pp. 134-135, Kemp 1979 p. 122, Rubin 1977 p. 26. Der foregik i d. 18. årh. en diskursiv kamp om, hvad der
var natur og manér, og dette begrebspar anvendtes også i en negativ kritik af kunstakademiets praksis, jf. Marian
Hobson: “Diderot, the Academy, and Manner” i: Hargrove 1990 pp. 118, 122-128, Montagu 1994 p. 95, Weimarck
1996 pp. 165-166.
157 Charles Nicolas Cochin d. yngre skrev bl.a. i Den franske Encyklopædis artikel om “dessein”: “The vicious
mannerism becomes ever greater a danger to the artists who have surrendered to it as they lose the self-control
necessary to render faithfully the gracefulness and the simplicity of nature” (Cochin, Diderot 1954 p. 10). Forestillingen
om, at tegnepraksisens implementering af en bestemt selvkontrol ikke var uforenelig med den personlige
frihed, men tværtimod gavnlig for denne, observeres så sent som 1828, hvor de danske akademiprofessorer
G.F. Hetsch og G.F. Ursin skrev om den geometriske tegnelære, hvorved eleven “... vænnes til en vis
Sandhed og Correcthed i alle sine Frembringelser ...”, hvilket skulle medføre, at han “... næppe vil forfalde til
det Manierede, ligesaa lidet som til den modsatte Feil, nemlig Stivhed og Pedanteri; thi her er kun Talen om
Elementar-Kundskaber, med hvilke man maa blive saa Fortrolig, at Geniets höiere Flugt derved paa ingen
Maade standses, men tværtimod hjælpes til at arbeide med mere Grundighed og Sikkerhed og altsaa med större
Frihed” (Hetsch, Ursin 1828 pp. vii-viii).
158 Man bør huske på, at der mellem datidens og nutidens forståelser ligger et stort kompleks af individualismetanker,
det være romantiske, borgerlig-liberalistiske etc. Datidens kunstforståelse er paradoksal i en moderne
optik, men derfor ikke nødvendigvis i samtidens.
63