Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

mer aldrig foran. Men Siele som Naturen har indplantet en lykkelig Geist, finde her
en aaben Vei til at blive Original”. 152
Den akademikunstneriske originalitet virker paradoksal i en moderne optik, hvor
man normalt forbinder begrebet med enkeltindividets overskridelse af den bestående
praksis, dvs. tiltag som udspringer af den særegne personlighed og afføder noget di-
stinkt anderledes. Akademiet derimod opererede med en klar afhængighed af den
etablerede orden. Paradokset synes særligt tydeligt i Winckelmanns og Wiedewelts
udlægninger, hvor de på den ene side stærkt fremhæver den personlige skaberkraft
og på den anden side advokerer for imitationen af den græsk-antikke billedkunst. 153
Det akademiske originalitetsbegreb var bundet op på billedkunstneriske idealer, der
leverede en nødvendig basis for den kunstneriske skabelse af nye, originale værker.
Således var begrebet ikke centreret omkring et subjektivt kunstudtryk, men funderet i
relationen til et overindividuelt, eviggyldigt kunstideal. I kontrast til den moderne
forståelse ønskede man at undgå den personligt særegne udlægning, for som Wiede-
welt skrev: “At stadfæste en Smag, som i Almindelighed kan være antagelig, vilde
blive umueligt, dersom en Konstner ikke grunder sin heele Lære-Bygning paa Natu-
ren. Derimod saasnart Naturen tages til Rette-Snor, bliver det ikke vanskeligt at opda-
ge den sande og gode Smag, som beholder et sikkert Herredømme over alt andet, som
skabes af Konstneres forudfattede egen Indbildning og Hierne-Spind”. 154 Ordet “na-
tur” refererer til den periodiske forestilling om et fundamentalt, universelt princip,
dvs. den sande, ideelle natur, der hævede sig over det partikulære. 155 Naturen stod i
152 Wiedewelt 1762 p. 19. Winckelmann skrev ligeledes: “Wenn der Künstler auf diesen Grund bauet, und sich
die griechische Regel der Schönheit Hand und Sinne führen lässet, so ist er auf dem Wege, der ihn sicher zur
Nachahmung der Natur führen wird. Die Begriffe des Ganzen, des Vollkommenen in der Natur des Altertums
werden die Begriffe des Geteilten in unserer Natur bei ihm läutern und sinnlicher machen: er wird bei Entdeckung
der Schönheiten derselben diese mit dem volkommenen Schönen zu verbinden wissen, und dürch Hülfe
der ihm beständig gegenwärtigen erhabenen Formen wird er sich selbst eine Regel werden. Alsdenn und nicht
eher kann er, sonderlich der Maler, sich der Nachahmung der Natur überlassen in solchen Fällen, wo ihm die
Kunst verstattet von dem Marmor abzugehen, wie in Gewändern, und sich mehr Freiheit zu geben ...”, hvorefter
han citerede Michelangelo for udsagnet: “Seelen, denen die Natur hold gewesen ... haben hier den Weg vor
sich offen, Originale zu werden” (Winckelmann 1995 p. 14).
153 Dette paradoks har Else Marie Bukdahl påpeget flere gange, jf. Bukdahl 1993 p. 22, Bukdahl 2004 p. 72.
154 Wiedewelt 1762 p. 7. Wiedewelt skrev desuden i en kritik af kunsten i “de seenere Tider af det Romerske
Kæyserdom”: “Enhver jagede efter nye Opfindelser; det Solide, det ædle og det behagelige blev reent udryddet;
enhver Konstnere gav sin egen Grille Tøylen” (Wiedewelt 1762 p. 39).
155 Vedr. periodens naturbegreb, jf. Honour 1968 pp. 105 ff. Bl.a. skrev den schweiziske kunstner og professor
ved The Royal Academy of Arts Johann Heinrich Füssli: “By nature I understand the general and permanent
62