Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

Et centralt element i kunstakademiets etablering var bestræbelsen på at omstøde
lavsforholdet og gøre billedkunsten fri, og et fundamentalt aspekt i denne sammen-
hæng var betoningen af en billedpraksis, der hævede sig over den mekaniske efterlig-
ning, den rene kopi. Den billedkunstneriske reproduktion af det omkringværende
stod i den akademiske optik langt under afbildningen af den ideelle form. Den ideelle
form, og i særdeleshed den ideelle krop, blev udtrykt i historiemaleriet eller i idealise-
rende skulptur, hvor man ikke blot gengav det forhåndenværende, men forsøgte at nå
videre ved en akademisk processuering, for som Wiedewelt skrev om sit studie af de
græsk-antikke værker: “... mit fornemste Studium ved Omgang med dem har været at
undersøge Konstens Deele, for deraf at formere mig en Stiil, som kan have Overeen-
stemmelse med Naturen og Sandheden af en Ting, uden at være Copiist”. 147 Man lag-
de afstand til den direkte brug af billedkunstneriske hjælpemidler, det være appara-
ter/instrumenter, billedforlæg, praktiske kneb etc., som gjorde beskæftigelsen nemme-
re og derved demonstrerede en overfladiskhed i billedprocessen, en mekanisk indstil-
ling til værket blottet for virkeligt engagement. 148 Dette var lavets praksis og uforene-
ligt med forestillingen om den frie kunst.
Akademiet ønskede at uddanne kunstnere, der kunne levere nye ideale billeder,
dvs. foretage en kunstnerisk skabelse af noget nyt ved en idealistisk attitude, frem for
en billedlig reproduktion af noget bestående. Den akademiske kunstner skulle være i
stand til at manøvrere den ideelle stil, således at billedet ikke blev en direkte kopi af
tidligere værker, men et unikt udtryk for den ideelle, sande billedkunst. Der var tale
om en tilgang til kunstværket, som krævede et så fuldstændigt kendskab til den ek-
semplariske udtryksmåde, at denne ekspertise kunne omsættes til nye, men samtidig
147 Wiedewelt 1762 p. 31. Særligt det hollandske maleri blev associeret med billedkunstnerisk kopipraksis og
derfor ringeagtet, jf. Barasch 1985 p. 347, Duro 1997 pp. 135-136, Honour 1968 p. 107, Klinkhammer 1986 pp. 31-
32, Posner 1993 p. 585, Winckelmann 1995 p. 13.
148 Eks. kritiserede Leonardo da Vinci brugen af hjælpemidler: “There are some who look at things produced by
nature through glass, or other surfaces or transparent veils. They trace outlines on the surface of the transparent
medium ... But such an invention is to be condemned in those who do not know how to portray things
without it, nor how to reason about nature with their minds ... They are always poor and mean in every invention
and in the composition of narratives, which is the final aim of this science” (Kemp 1990 p. 163). Vedr. negeringen
af hjælpemidler i den kunstneriske praksis, jf. Cochin, Diderot 1954 p. 13, Dickel 1987 pp. 253-254, Fosie
1753 p. 2, Kemp 1990 p. 165, Klinkhammer 1986 p. 31, Preisler 1753-1754 del 2 p. 5 fra titelblad (bogen er uden
sidetal), Salling 1975 p. 19.
60