Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

og det var således muligt at løbende korrigere fejltrin og derved nøje kontrollere ud-
viklingen. Den akademiske uddannelses lineære, fortløbende progressive organisati-
on tilvejebragte en evolution, en bøjning af elevens adfærd i retning af det kunstneri-
ske endemål. Der var tale om en detaljeret regulering af den studerendes skolære
fremfærd, hvorved man gjorde pågældende disponeret for en bestemt væremåde, og
derved ledte hans kunstneriske praksis i retning af de akademiske idealer. 145 Det må
påpeges, at da den kunstakademiske uddannelse i sidste halvdel af det 18. århundre-
de ikke indbefattede undervisning i maleri, måtte eleverne tilegne sig dette aspekt
ved en form for mesterlære, dvs. privatundervisning ved en akademiprofessor eller
anden billedkunstner. Derved etableredes personlige afhængighedsforhold, der med
al sandsynlighed har påvirket elevernes kunstneriske udvikling betydeligt.
▪ Akademisk dannelse
Trods at lavets mesterlære ikke implicerede det samme skematiske, detaljerede arran-
gement vedrørende uddannelsen som i den akademiske praksis, havde lavet andre
teknikker i ansporingen af en bestemt adfærd. Den lavsmæssige adfærd var karakteri-
seret ved en udpræget respekt for den faglige tradition, en efterlevelse af den etable-
rede orden, hvorved arbejdet blev blottet for personlig nyskabelse. Dette blev bl.a. sik-
ret gennem et indgroet fagkodeks med en modvilje over for innovative tiltag, lavsved-
tægter, der dikterede mange fagaspekter, en billedkunstnerisk praksis, hvor man di-
rekte afkopierede forlæg og brugte en række traditionsbestemte, fikserende tegne- og
maleinstrumenter. 146 Der var tale om en meget iøjnefaldende, håndgribelig styring af
den billedkunstneriske fremfærd. Denne mekaniske, håndværksmæssige tilgang til
billedkunsten var en torn i øjet på de akademiske kunstnere, der i høj grad definerede
sig selv som antitesen til denne praksis.
145 Jf. Foucault 2002b pp. 175 ff, Raffnsøe 2002 pp. 27 ff. Den disciplinære tid fik et åbenlyst udtryk i akademiets
skoleskema, dvs. tidsorganisering, hvorved man fastlagde den studerendes aktiviteter i et forhold, der sikrede
en bestemt udvikling. Vigtigheden af at opretholde det skematiske forløb observeres i Det danske Kunstakademis
reglement fra 1754, hvor det bekendtgøres: “Det er fornøden at Exercitierne daglig dags fortsættes, paa det
de Lærende icke hafve Leylighed til at komme i Efterladenhed” (Meldahl, Johansen 1904 p. 52).
146 Jf. Berg 1922 pp. 11-13, 15, Johannsen, Johannsen 1993 p. 27, Nyborg 1990 pp. 145, 147.
59