Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

for den nyttigste inspiration i tilegnelsen af den sande smag. 110 Skulle man nå billed-
kunstens øverste trin var studiet af de antikke skulpturer uundværligt, eftersom disse
værker var blevet skabt under særligt gunstige forhold; vilkår som den winckelmann-
ske samtid var foruden. Det antikke kropsperspektiv, der opstod ved grækernes dag-
lige omgang med de skønneste legemer, var forbilledet i nyklassicismens idealiseren-
de optik og en synsmåde, som forsøgtes tilnærmet ved langvarig fordybelse i de an-
tikke statuer. 111 Det bør understreges, at den nyklassicistiske beskæftigelse med de
græske skulpturer ikke stilede mod en kopipraksis, hvilket var særdeles ringeagtet,
men derimod en billedkunstnerisk udfoldelse af deres essens, dvs. den store kunst ev-
nede at imitere uden at kopiere. Promoveringen af den græsk-antikke kunst handlede
ikke om en simpel genoplivning af en partikulær, historisk stil, men etableringen af
en til alle tider sand smag, sub specie æternitatis, hvori de græske skulpturer var det
privilegerede udtryk. 112
Som det ovenstående afsnit har demonstreret, komplementerede kunstakademiets
anatomiske og billedkunstneriske modeller hinanden i forelæggelsen af en idealistisk
kropsoptik. Disse modeller i forening med den matematiske indstilling dannede ram-
men om Det danske Kunstakademis tilgang til kroppen. Det følgende afsnit vil forsø-
ge at anskueliggøre, hvorledes disse kropsforståelser virkede i den konkrete praksis
og motiverede dannelsen af den akademiske kunstner.
▪ Disciplineringen af hånd og øje
Kunstakademiernes primære funktion var at give dets elever en færdighed i at tegne
kroppen korrekt. Undervisningen roterede fra start til slut om tegningen af kroppen;
fra tegning efter plancher, til tegning efter gipsafstøbninger, til tegning efter den le-
vende model. At kunne tegne, som de akademiske praksisnormer foreskrev, var i høj
grad en kropslig færdighed, dvs. det krævede en grundig oplæring i den rette brug af
110 Winckelmann skriver bl.a. om de græsk-antikke skulpturer: “... indem sie hier die höchsten Grenzen des
menschlich und zugleich des göttlich Schönen bestimmt siehet” (Winckelmann 1995 p. 14).
111 Jf. Weimarck 1996 pp. 134-135, Wiedewelt 1762 pp. 15-18, Winckelmann 1995 pp. 5-12.
112 Betegnelsen “nyklassicisme” anvendtes ikke i den benævnte periode, men er en senere, stilhistorisk konstruktion.
Datidens “nyklassicister” talte i stedet om den sande stil eller smag (jf. Honour 1968 p. 14). Der var
altså tale om en stilforståelse, der transcenderede historiske, sociale omstændigheder, jf. bl.a. Goldstein 1996
pp. 202-204, 222-223, Wiedewelt 1762 pp. 35-36.
48