Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

stod en mængde kunstmodeller, bl.a. visse af renæssancens og klassicismens værker,
særligt Rafael og Poussin sattes højt, men først og fremmest en række antikke statuer,
som vidt og bredt ansås for det ypperste i billedkunsten og derved som det åbenbare
udgangspunkt for kunstskabelsen. I tiden for Det danske Akademis etablering blev
denne attitude formet af en begyndende nyklassicistisk bevægelse, hvori særligt den
tyske arkæolog og kunstteoretiske forfatter Johann Joachim Winckelmann var tonean-
givende. Den winckelmannske kunstforståelse kom til at dominere sidste halvdel af
det 18. århundrede og havde stor betydning for Det danske Kunstakademis opfattelse
af den rette kunstpraksis. 108
Ifølge Winckelmann skulle billedkunsten funderes på studiet af naturen, hvorved
der primært var tale om menneskekroppen, forståelsens absolutte centrum. Ved gen-
tagne observationer med fokus på naturens skønneste eksemplarer skulle kunstneren
danne sig et begreb om den ideelle version. Processen indledtes med en udsøgning af
det skønneste i naturen, hvorefter de akkumulerede indtryk forenedes i en ideel syn-
tese, dvs. der var tale om en renselsesproces, hvorved naturens enkeltstående, ufuld-
komne eksemplarer abstraheredes til en perfekt, formfuldendt model, eller som
Winckelmann-sympatisøren Wiedewelt skrev: “Naturen bliver da det Chaos, hvoraf
en Konstner skal udsøge det Skiønneste, og samle de fuldkomneste Deele”, og “... det
idealiske ... er at foreene udi eet det fuldkomneste”. 109
I denne sammenhæng indtog den græsk-antikke kunst en unik position, idet den
ansås for leverandør af de reneste eksempler på den ovenomtalte praksis og derved
108 Den nyklassicistiske anskuelse stod stærkt i Det danske Kunstakademi. De importerede franske kunstnere,
bl.a. Akademiets første direktør J.-F.-J. Saly, var tydeligt inspirerede af bevægelsen og funderede Det danske
Akademi på denne indstilling (Salling 1988 pp. 82-84). Winckelmann indtog en central position i denne praksis.
Ved Akademiets tidligste bogindkøb 1759-60 erhvervedes Winckelmanns Gedanken über die Nachahmung der
Griechischen Werke... fra 1755 som det ene af blot to kunstteoretiske værker (Nørbæk 1972 pp. 18-19, Salling
1988 p. 81). Det andet var William Hogarths Analysis of Beauty, der, som tidligere nævnt, vel nok snarere ansås
for en anatomibog (jf. note 102). Endvidere stiftede de indflydelsesrige akademiprofessorer Peder Als, Johan
Mandelberg og Johannes Wiedewelt et direkte bekendtskab med Winckelmann under studieophold i Rom i
1750’erne og hjembragte stærke indtryk fra det winckelmannske tankesæt (Christensen 1999 pp. 52, 196, Weimarck
1996 p. 168). Særligt Wiedewelt blev en vigtig formidler af Winckelmanns ideer (Bukdahl 1993 pp. 14 ff,
Bukdahl 2004 pp. 65-66, Weimarck 1966 p. 135). Winckelmann blev i 1768 tildelt Det danske Kunstakademis
stiftelsesmedalje i guld som tak for hans indsats vedr. danske akademielevers studietid i Rom (Salling 1988 p.
87).
109 Wiedewelt 1762 pp. 14, 20. Denne fremgangsmåde var karakteristisk for den nyklassicistiske kunsttilgang, jf.
bl.a. Daston, Galison 2007 pp. 81-82, Honour 1968 pp. 101 ff.
47