Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

▪ Distinktionen
I en fremstilling af bestræbelserne angående etableringen af et kunstakademi synes
Krock det ideelle sted at begynde, eftersom han om nogen var den danske inkarnation
på ønsket om at hæve billedkunsten fra mekanisk til fri, hvilket han gerne illustrerede
(fig. 3). Ved kongelig understøttelse foretog Krock tre studierejser, der førte ham til
Italien og Frankrig, hvor han bl.a. studerede ved det romerske og parisiske kunstaka-
demi. 77 Mødet med den akademiske kultur satte sig dybe spor i hans erhvervsforståel-
se, hvilket understreges ved, at Krock i sit værksted havde et kobberstik efter et værk
af Carlo Maratta hængende, forestillende det ideelle kunstakademi (fig. 4). 78 I år 1701
var han den sandsynlige foregangsmand i en gruppe på seks mere eller mindre hoftil-
knyttede billedkunstnere, der indgav en ansøgning til Frederik IV om oprettelsen af
“eine regulierte Societet”, hvorved der mentes etablering af ugentlige sammenkom-
ster indeholdende “kunstøvelser”. 79 Ved et festligt fremstød for societetets grunlæg-
gelse, anråbtes kongen i et vers, hvori kunster fra Italien, plaget af tidens spanske ar-
vefølgekrig, førte ordet og erklærede:
Vi fremmede i Noord, til dig vor Sool os føye
Vi fattig Kunster os for Kongen dybt nedbøye:
Giv, Konge Naadigst Svar, at Du vil giv os Ly;
Da faae vi varme ti(l) fra Kongens Mildheds-sky”. 80
I festarrangørernes ønske om indførelsen af Italiens kunster synes der implicit at ligge
en forhåbning om etablering af en ny version af billedkunsten, funderet i de ved den
77 Jf. Meldahl, Johansen 1904 pp. 15-16, Theimann 1980 pp. 24-25, Weimarck 1996 p. 112.
78 Jf. Meldahl, Johansen 1904 pp. 16-17, Weimarck 1996 pp. 113-115. Maratta var en tidens førende italienske billedkunstnere
og Accademia di San Lucas principe.
79 Jf. Meldahl, Johansen 1904 pp. 10-14, Theimann 1980 pp. 66-67, Thorlacius-Ussing 1954 pp. 6-7, Weimarck
1996 pp. 111-113. Datidens aviser omtaler initiativet som et akademi. Ordets anvendelse synes at ligne den, der
nævnes afslutningsvis i note 36. Foruden Hendrik Krock talte gruppen: billedhuggeren Thomas Quellinus og
malerne Wilken Ribolt, Jacob Coning, Otto de Willars og Georg Saleman.
80 Ved den såkaldte “Sanct Lukas Fest” var opstillet en række skulpturelle personifikationer af Architectonica,
Musica, Arithmetica, Pictoria, Statuaria og Astronomia. Denne kontekst synes klart at demonstrere, at arrangørernes
bestræbelse var en overskridelse af den daværende, primært håndværksmæssige situation, eks. synes den
markerede affinitet mellem billedkunst og astronomi, at plædere for en billedkunstnerisk aspiration mod det
sublime (jf. eks. Michael Levey: The Painter Depicted: Painters as a Subject in Painting. London, Thames & Hudson,
1981, p. 26). Datidens progressive billedkunstnere var særdeles bevidste om kongemagtens betydning for
deres initiativers succes. Som den tyske billedkunstner Joachim von Sandrart skriver i et vers fra 1675 om den
engelske hofmaler Peter Lely: “Was reimet sich auf Wahre Kunst? Her Lilli saget: Königsgunst” (Warnke 1993
p. 74).
36