Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

nød, synes ikke primært at udspringe af erhvervspraksisen i sig selv, men ved praksi-
sens position i den kongelige tjeneste. Eftersom det kniber med illustrationer angåen-
de synet på hofkunstnere i Danmark, vil jeg anføre et eksempel fra den svenske bil-
ledkunst, som, man må forvente, ikke adskiller sig radikalt fra den danske på dette
punkt. Da Carl XI adlede hofmaler David Klöcker Ehrenstrahl blev det i diplomet fra
år 1675 anført, at kongens bevæggrund havde været: “att skilja en sådan konstnär
frän den gemena målarehopen, på det han med sa mycket större förnöjelse och hon-
neur må kunna idka sin konst.” 72 En hofkunstners eventuelle sociale opvurdering fo-
regik således ikke ved erhvervspraksisen i sig selv, men ved den kongelige velvilje
over for billedkunsten. 73 Erhvervet var et aktiv qua vigtigheden i repræsentationen af
majestæten, men blev inden for hofsystemet ofte mødt med skepsis. 74 Samtidig var
hoffet muligheden i billedkunstneres bestræbelse på socialt avancement, og særligt ef-
ter enevældens indførelse i Danmark år 1660, der medførte et øget kongeligt billed-
kunstforbrug, et øget fokus på den individuelle billedkunstners betydning og dertil
en gradvis stigende adelig og borgerlig interesse, blev mulighederne klart forbedret. 75
Hofmaler Hendrik Krock synes at være kulminationen på denne proces. I løbet af før-
ste halvdel af det 18. århundrede tillagde han sig en position, der vedrørende billed-
kunstnerisk anerkendelse og autonomi var uden fortilfælde. 76
72 Jf. Ludvig Looström: Den svenska konstakademien. Under första århundradet af hennes tillvaro, 1735‐1835. Stockholm,
Gernandts Bogtrykceri, 1887, p. 41. Looström fortsætter: “Det var således icke Ehrenstrahls konstnärskap
utan hans adelskap, som skulle ställa honom på ett högre trappsteg i samhället”. Ifølge denne kilde tilhørte den
svenske billedkunstner i begyndelsen af d. 18. årh. håndværkerklassen, og “at frigöra honom från detta band
eller at på annat sätt söka höja hans ställning hade man ännu ej ifrågasatt. Endast undantagvis hade en eller annan
af dem genom att anställas i konungens tjenst fått sig visse förmåner tillerkända” (pp. 40-41).
73 Billedkunstnerens position var særdeles afhængig af den kgl. gunst. Jf. Johannsen, Johannsen 1993 pp. 24-25,
Warnke 1993 pp. 120-122.
74 Selv i relation til d. 17. årh.s største europæiske billedkunstnere var der inden for hofsystemet en konstant latent
mistro vedr. deres erhverv. Da Velazquez, førstemaler ved den spanske kong Filip IV’s hof, søgte om optagelse
i Santiago-ordenen 1659, måtte han forsvare sin ansøgning, bl.a. ved at fremkomme med 148 vidner, der
kunne verificere, at han levede som en gentleman, at han ikke havde stået i lære som lavsmedlem, og at han
aldrig havde taget betalt arbejde (jf. Warnke 1993 p. 160).
75 Jf. Heiberg 1994 p. 200, Theimann 1980 pp. 11-12, 19.
76 Jf. Theimann 1980 pp. 64-65. Som Theimann anfører: “Mit Krock steelt sich in seiner autonomen Position ein
für den Norden neuer Künstlertyp dar. [...] Krock war in dieser ausgeprägten Form für Dänemark der erste
Künstler gewesen, der sich gänzlich vom Status des Handwerklichen gelöst hatte.”
35