Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

litet, i den moderne forståelse af ordet, var langt fra kernen i datidens hofkunst, hvor
hovedmålet var beherskelse af de anerkendte repræsentationsformler; en praksis som
senere tider ofte har beskrevet som tilgrænsende den direkte kopi. 68 Det bør samtidig
erindres, at der i tiden før Det danske Kunstakademi ikke eksisterede et uddannelses-
mæssigt alternativ til den af lavsmestre og til dels frimestre praktiserede mesterlære,
og at uddannelsesbaggrunden for lavskunstnere og hofkunstnere således ofte var den
samme. 69 Et alternativ på denne front var en absolut nødvendighed i skabelsen af en
utvetydig og permanent grænse mellem kunstner og håndværker.
▪ Sociale positioner
Beklageligvis er der ikke inden for dansk kunsthistorie foretaget større behandlinger
af danske billedkunstneres sociale stilling i tiden op til etableringen af Det danske
Kunstakademi, men værende et randområde i både geografisk og kulturel forstand er
der ikke meget, som taler for, at vilkårene har været bedre end i resten af Europa, sna-
rere tværtimod. 70 Det synes sikkert, at lavskunstnere, som en del af byernes hånd-
værksmiljø, har hørt til samfundets lavere klasser, og at manglen på en utvetydig dis-
tinktion mellem billedkunstnere i lav og ved hof har haft betydning vedrørende hof-
kunstnernes sociale anseelse. 71 Hoffets billedkunstnere led under, at der i opfattelsen
af deres erhverv lå en nedarvet mistillid grundet dets traditionelle status som meka-
nisk kunst, og at de i en historisk og ofte reel sammenhæng var forbundet med er-
hvervets renlivet mekaniske udøvere. Den generelt større agtelse, som hofkunstnere
68 Den mest velrenommerede billedkunstner i første halvdel af det 18. årh., hofmaleren Hendrik Krock, baserede
sit arbejde på særligt italienske forbilleder i en sådan grad, at eftertiden ofte har beskrevet ham som plagiator
(jf. Theimann 1980 p. 60, 71-72). Hofkunstnernes praksis måtte sædvanligvis efterleve en række normer og
regler, og der er således tale om en forskel i relation til lavskunstnerne inden for et, i moderne øjne, snævert
spektrum. Samtidig bør man være opmærksom på, at datidens forståelse vedr. det personlige engagement blev
ført på radikalt anderledes præmisser end i dag (jf. eks. Poulsen, Lassen, Danielsen 1973 p. 354). Fri kunst var
langt fra ensbetydende med, at alt lod sig gøre. Spørgsmålet om “originalitet” er ligeledes centralt i den akademiske
praksis og vil blive omtalt senere hen.
69 Jf. Berg 1922 p. 8. Eks. måtte det største kunstnernavn i første halvdel af. d. 18. årh., Hendrik Krock, og det
største kunstnernavn i anden halvdel af d. 18. årh., Nicolai Abraham Abildgaard, begge indlede deres billedkunstneriske
uddannelse som elever hos beskedne malere.
70 Fraværet af behandling kan ikke blot tilskrives manglende interesse. Det nævnes ofte, at det er sparsomt med
klare vidnesbyrd angående situationen for datidens billedkunstnere. Der er foretaget en del mindre etnologiskhistoriske
studier vedr. billedkunstneres sociale position, der dog stort set eksklusivt fokuserer på den “ukunstneriske”
del af udøverne.
71 Jf. Degn, Dübeck 1983 p. 97, Dybdahl, Dübeck 1983 pp. 39-64, Nyborg 1990 pp. 157, 164.
34