Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

dereført og videreudviklet i middelalderen og fortsatte i de efterfølgende århundre-
der med at sætte sig dybe spor vedrørende evalueringen af forskellige kunster. 39
Bestræbelsen på at højne billedkunstens anseelse observeres eks. i navngivningen
af det tidlige Accademia del Disegno. Ved at benævne det akademi forbandt man in-
stitutionen med det humanistisk-intellektuelle miljø, og ved at centrere det om et fo-
kus på disegno signalerede man, at billedkunst er funderet i en intellektuel, kreativ ak-
tivitet. 40 Samtidig tilkendegav kunstakademiets praksis, derunder dets undervisnings-
praksis med et øget fokus på teoretisk skoling, at det var en institution, der repræsen-
terede og uddannede individer, som bedrev en fri kunst.
Trods den geografiske-periodiske variation i udlægningen af billedkunstens og bil-
ledkunstnernes berettigelse til en højere social status, synes der at være nogle generel-
le karakteristika grundet den basale bestræbelse på at italesætte billedkunst som en fri
frem for mekanisk kunstart; en række diskursive strategier vedrørende opgradering
af billedkunst og billedkunstner, som den kunstakademiske institution på varierende
vis forsøgte at institutionalisere og derved gøre til anerkendt teori og praksis. Billed-
kunstens revaluering forsøgtes bl.a. opnået ved en association med uantasteligt frie
kunster, som eks. poesi, retorik, musik, filosofi, matematik, eller ved iscenesættelse af
en glorværdig fortid, hvor eks. antikkens billedkunstner indvævedes i en narrativ
tænkning, der lancerede ham i en mere positiv-mytisk version, end kilderne reelt gav
belæg for. 41
39 Ordet “kunster” dækkede tidligere over en bred, varieret mængde tillærte færdigheder eller fag og var ikke
som i dag særligt knyttet til den æstetik-faglige praksis. I antikken bestemtes de syv frie kunster, og disse suppleredes
under middelalderen med de syv mekaniske kunster, hvoriblandt eks. arkitektur tillige med visse
grene af billedkunst og skulptur placeredes som en underafdeling af armatura, dvs. fremstillingen af udrustning.
Fag relateret til den moderne forståelse af kunster fandtes spredt blandt, hvad man i dag ville kalde, diverse
videnskaber, håndværk og andre menneskelige aktiviteter (Kristeller 1951 pp. 505-508). Med tiden udfordredes
de antikke modeller af anderledes kategoriseringer.
40 Disegno er ifølge Giorgio Vasari, hovedmanden bag Accademia del Disegno: “... an apparent expression and
declaration of the concetto [or judgment] that is held in the mind and of that which, to say the same thing, has
been imagined in the intellect and fabricated in the idea.” (Goldstein 1996 p. 14). Kunstteoretiske begreber, som
det italienske: disegno, eller franske: dessin, dannede klangbund for etableringen af den kunstakademiske institution
(jf. Barasch 1985 pp. 218-219, Goldstein 1996 pp. 17, 31, Pevsner 1940 pp. 43-44).
41 Antikken var en ekstrem vigtig autoritet. Derfor blev antikke kilder, som fortællingen om billedkunstneren
Apelles og Alexander den Store eller Horats lignelse mellem billedkunst og digtekunst: Ut pictura poesis (jf. Lee
1940), anvendt igen og igen i bestræbelsen på forbedringen af billedkunstens position (jf. Barasch 1985 p. 177).
26