Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

subjekt, dvs. en konkret bearbejdning af selvet og derved styring af adfærden, for som
Foucault skriver:
Alt i alt bør en handling, for at man kan kalde den “moralsk”, ikke blot være en handling
eller en serie af handlinger, som er i overensstemmelse med en regel, en lov eller en
værdi. Enhver moralsk handling indebærer rigtignok en relation til den virkelighed,
hvori den udføres, og en relation til det kodeks, som den refererer sig til, men den implicerer
også en vis relation til sig selv. Denne relation er ikke blot en “selvbevidsthed”,
men konstitueringen af selvet som “moralsk subjekt”, hvori individet afgrænser den del
af sig selv, som udgør objektet for denne moralske praksis; definerer dets stilling i forhold
til den forskrift, som det følger; fastsætter en vis måde at være på, som gælder som
dets egen moralske fuldbyrdelse, og for at gøre dette, påvirker det sig selv, forsøger at
kende sig selv, styre sig selv, afprøve sig selv, perfektionere sig og omforme sig. 29
Selvarbejdet betegnes også som en asketisk praksis. Der er tale om en øvelse af selvet
ved selvet, udfoldet i en række teknikker. I Foucaults skildring af de antikke selvtek-
nikker nævnes bl.a. praksiser angående selvransagelse, afholdenhed, tøjling af liden-
skaber osv. Selvarbejdet skal medføre individets selvbeherskelse og derved den mo-
ralske fremfærd. Ved moralen knyttes individet til en bestemt normativitet gennem at
være knyttet til sig selv, til sin identitet og de forestillinger, præferencer etc. som den
indebærer. Forskellige historiske, sociale sammenhænge har promoveret forskellige
moralske adfærdskodekser og selvpraksiser, og dette forhold præger også billedkun-
stens verden.
Selv om det sjældent får den helt store opmærksomhed, er moral et stort tema in-
den for kunsten, hvis ordet forstås som forestillinger om den rette adfærd. De tidligste
akademikere forsøgte at lægge afstand til det etablerede lavssystem ved bl.a. at hæv-
de en moralsk overlegenhed. Som specialet vil demonstrere funderedes den akademi-
ske selvforståelse på et brud med den traditionelle billedkunstneriske orden. Kunst-
akademikerne definerede sig ved distancen til bl.a. det kommercielle, det fysiske, det
vulgære. Ved dette antitetiske forhold skabtes en række grundforestillinger om kunst-
neren. Den sande kunstner var i høj grad en “asketisk” kunstner, en hævet skikkelse,
der formåede at leve uspoleret, dvs. fri fra en række nedgørende materielle bindinger.
En forestilling der stadig den dag i dag har en vis valør.
29 Foucault 2004 pp. 37-38.
18