Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

▪ Den disciplinære magtøkonomi
Foucaults magtforståelse udfoldes i konkrete, detaljerede studier af bestemte histori-
ske, sociale sammenhænge. I værket Overvågning og straf behandles det 18. århundre-
des europæiske, primært franske, samfund. Foucaults analyse demonstrerer, hvorle-
des der i denne periode opstår en disciplinær magtøkonomi. Udgangspunktet er ti-
dens reformation af straffepraksisen, men omsvinget markerer sig langt bredere. Iføl-
ge Foucaults fremstilling bliver disciplinen det 18. århundredes mest almene form for
kontrol og dominans, den dominerende sociale logik.
Disciplinen overskygger tidligere tiders feudale magtform, der primært markerede
sig ved iøjnefaldende symbolske, rituelle handlinger, stærkest udtrykt i den offentlige
tortur. Denne magtform baseredes på lovens præskriptive orden og fungerede ved et
retsligt enten-eller-forhold, en binær opdeling i det forbudte og det accepterede, ikke-
strafbare, hvor overtrædelser af den fastsatte grænse blev straffet på en skadevolden-
de, ofte spektakulær facon. Disciplinen derimod opstiller en norm, dvs. et idealpunkt
der bør tilnærmes, og tager således udgangspunkt i en omfattende hierarkisk gradue-
ring. Den stiler mod individets perfektionering. I stedet for en magt der negerer, dvs.
forbyder bestemte handlinger og straffer ved at fratage, ultimativt livet, er disciplinen
en positiv, produktiv magtform, der forsøger at forme individet i henhold til nor-
men. 14 I modsætning til tidligere tiders opsigtsvækkende, demonstrative magtudøvel-
se opererer disciplinen i det stille, i det små, med en sans for detaljen. 15
Den disciplinære magtøkonomi manifesterer sig bredt i samfundet, men er særligt
tydelig inden for institutioner som fængslet, militæret, skolen etc. Det 18. århundrede
oplever en gennemgribende reformering af bl.a. statslige institutioner ud fra en fore-
stilling om folkets forbedring. I disse sammenhænge udfoldes en række teknikker, der
har til formål at optimere individet. Disciplinens fokuspunkt er kroppen, der under-
kastes en nøje bearbejdning, hvorved den tillægges bestemte tilbøjeligheder, dvs. en
14 Der er tale om en forbedrende, forebyggende magtteknologi. Dermed ikke sagt, at disciplinen annullerer den
retslige magtform (hvilket er åbenlyst forkert). Disciplinen indtræder i et samspil, hvorved den udvider rettens
domæne. Gennem en alliance med den fremspirende normaliseringsmagt omformes rettens traditionelle negativitet
til en positivitet. Jf. Foucault 2002b pp. 30 ff.
15 Som Foucault bl.a. skriver: “Disciplinen er detaljens politiske anatomi. [...] En minutiøs iagttagelse af detaljen
og samtidig en politisk hensyntagen til disse små ting med henblik på at kontrollere og bruge menneskene er et
stadigt stigende fænomen i løbet af den klassiske periode ...” (Foucault 2002b pp. 155, 157).
12