Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

hvad Konst-Sager betreffer”. 310 Hviid henregnes til den lavere anskuelse; en aktør der
har forsynet sig med store ord for: “... at narre dem, der intet forstaae”. 311
Abildgaards ringeagtelse af den uvidende, usmagelige kunstbetragtning er tidlige-
re blevet berørt. I værket Le Sort des Artistes (Kunstnernes Lod) opleves en forsamling af
ukyndige, ubehøvlede skabninger, der harcelerer over et fremsat maleri, mens kunst-
neren skjult bag værket græmmer sig (fig. 27). Man har tidligere påpeget forbindelsen
til François Bouchers værk Maleriet hånes af Misundelsen, Dumheden og Fuldskaben, der
blev udbredt ved en radering af Jacques Philippe Le Bas (fig. 35). 312 En anden nærlig-
gende inspirationskilde synes at være Plinius d. ældres anekdote om den antikke ma-
ler Apelles, der udstillede sine værker på gaden for i skjul at overhøre de forbipasse-
rendes respons. En dag kritiserede en skomager Apelles’ fremstilling af fodtøjet, hvil-
ket maleren derfor rettede, men da skomageren opdagede korrektionen og opmuntret
af sin bedreviden begyndte at bebrejde andre dele af figuren, trådte Apelles frem og
fastslog, at skomageren ikke skulle berøre ting, hans viden ikke dækkede, eller som
det hedder i den mere almenkendte formulering: “Skomager bliv ved din læst”. 313
Denne beretning er bl.a. illustreret i Joachim von Sandrarts berømte bogværk Teut‐
sche Academie... fra år 1675, som både Akademiet og Abildgaard selv var i besiddelse
af (fig. 36). 314 I Sandrarts illustration ser man en folkelig forsamling, der på linie med
Abildgaards værk inkluderer bl.a. børn og dyr, som tillader sig at påvise mangler i
kunstnerens arbejde. Fortællingens underforståede budskab er, at kunst skal overla-
des til dem, der har den rette kompetence, hvilket menigmand ikke har. Den afsmag
for det folkelige kunstforhold, der udtrykkes i denne sammenhæng, kan være forbun-
det med Abildgaards oplevelser af kunstudstillinger.
Abildgaards værk synes mærket af en dybfølt væmmelse ved tilgangen til kunsten
som en folkelig adspredelse, hvor selv børnene forventes at kunne deltage. Tilskuerne
med deres gestikulerende attituder, børnenes fremskudte placering i forholdet, min-
der om de beskuere af et Mester Jakel-teater, som kunstneren C.A. Lorentzen har skil-
310 Ibid. p. 9.
311 Ibid. p. 7.
312 Jf. Kragelund 1999 p. 56, Sass 1986 pp. 125-126.
313 Jf. Crow 1985 p. 32, Kris, Kurz 1980 pp. 134-135, Wrigley 1993 pp. 120-122.
314 Jf. Kragelund 1999 p. 52, Salling 1988 p. 93.
113