Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

et, maksimeret punkt for den kunstneriske forståelse; et punkt der var renere, mere
ubesmittet end det, som blev tilbudt inden for kunstakademiet.
Carstens abonnerede på den vitalitet, der lå i tidens nyklassicistiske bevægelse. I
det store kunsthistoriske perspektiv er nyklassicismen et opgør med rokokoens lette,
luftige, pikante maleri til fordel for det ædle historiemaleri, den store stil. På den vis
er der også tale om en restauration af akademiske kerneværdier. Det var da også så-
ledes, projektet oprindeligt var tænkt. Et primært arnested for bevægelsen var Frank-
rig, hvor man fra officielt hold ansporede den store, ædle stil ud fra ønsket om at gen-
oplive kulturen fra Ludvig XIV’s velmagtsdage. 281 Denne konservative attitude besad
dog et rebelsk, progressivt potentiale. Projektet lod sig udfolde i forskellige strategier,
kunne kobles til særlige interesser, kanaliseres ind i bestemte kritiske relationer. Såle-
des var nyklassicismen inden for det tyske kulturområde ofte et angreb på fransk kul-
tur. 282 Bevægelsen kunne dog også være ansatspunkt til en kritik af kunstakademiet.
Carstens’ kunstneriske udtryksform blev et kraftfuldt våben i konflikten med det
etablerede. Hans nære ven kunstneren Joseph Anton Koch gjorde år 1791 op med det
hertugelige kunstakademi i Stuttgart, Hohe Karlsschule, hvor han siden år 1785 hav-
de været elev. 283 I en tegning fra samme år skildrer han relationen som et valg mellem
den enkle, ædle og rette stil eller barok-rokoko-vanskabningen (fig. 33). Stilen blev et
moralsk anliggende, et spørgsmål om fundamentale forhold ved den kunstneriske
identitet. Carstens’ værk demonstrerer en radikal indstilling til kunstnerkaldet, bedst
symboliseret ved den gennemført enkle linietegning. Abstraktionen, purismen var en
opsigtsvækkende, fængende form og blev i flere sammenhænge udtryk for en vidtgå-
ende kunstnerisk attitude, bl.a. dyrkede en fraktion af Jacques-Louis Davids elever,
der benævntes “les Barbus” eller “les Primitifs”, denne stil med ildhu og betragtede
deres kunstneriske praksis som en kamp mod rokokokulturens dårligdomme. 284 Car-
stens forfægtede en slags “akademisk primitivisme”, dermed forstået: Han sanerede,
281 Jf. Crow 1985 pp. 111 ff, Honour 1968 pp. 22-23.
282 Jf. Christensen 1999 p. 93, Honour 1968 pp. 18, 29.
283 Jf. Bätschmann 1997 p. 63, Markus Neuwirth: “Omkring år 1800 - Thorvaldsen i de mytiske billeddannelsers
spændingsfelt” i: Jørnæs, Melander, Miss 1992 pp. 38-39.
284 Jf. Gombrich 2002 pp. 82-86, Wrigley 1993 p. 135. Les Primitifs definition af, hvad der var rokoko, var særdeles
ekstensiv, hvilket betød, at modviljen kunne udstrækkes til stort set alt, som ikke faldt i deres smag. Således
blev også Jacques-Louis David ramt af kritikken.
103