Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

de politiske, økonomiske kontroversers indvirkning på kunsten og i stedet skabe en
orden, hvor kunsten kunne udvikles ideelt.
Carstens var velbekendt med dette idékompleks grundet en omfattende læsning af
kunstteoretisk litteratur. 271 På den baggrund kunne han spejle de ideelle fordringer i
den faktiske praksis og angribe akademiet med dets egne værdier. Carstens tog den
fulde konsekvens af de bestræbelser den akademiske institution var baseret på. Han
gik skridtet videre og accepterede ikke kompromiser.
Carstens’ modstand over for Det danske Kunstakademi blev bygget op omkring de
førnævnte kunstnerisk krav. Han var eks. særdeles kritisk over for eftertegningen,
den mekaniske repetition, der ikke gav rum for kreativ udfoldelse. I stedet for den fy-
siske indøvelse, akademiets kunstneriske disciplinering af kroppen, anstillede Car-
stens et nærmest åndeligt ritual, hvor han indoptog den ideelle form ved intens, time-
lang beskuelse af de antikke skulpturer. 272 Han blev grebet af antikkernes overjordisk-
hed og var skeptisk i forhold til de levende modeller, der var ufuldkomne, kropslige.
Spørgsmålet om det ideelle blev intensiveret på bekostning af det materielle, profane,
i tråd med bl.a. Winckelmanns udsagn om “die gemeine Natur”, “Unvollkommen
und gemein”. 273 Derudover favoriseredes tegningen i forhold til den mere fysiske ma-
lepraksis. 274 Den strategi, hvorved de tidlige akademikere distancerede sig fra lavssy-
stemet, blev nu anvendt over for akademikerne selv. 275
271 Carstens havde før indtrædelsen på Akademiet læst bl.a. Gérard de Lairesse, Charles Du Bos, Roger de Piles,
Anton Raphael Mengs og Daniel Webb, jf. Drees 2000 pp. 31-32, Hannover 1913 p. 1078.
272 Carstens beretter bl.a. om eftertegningen: “... Eftertegningen vilde ikke hjælpe mig til Noget, og naar jeg forsøgte
det, forekom det mig, som blev min Følelse kold derved”, “... Eftertegning, som dog altid, ved den stærkeste
Drift til Konsten, var mig imod, og syntes mig en uværdig maade at studere paa” og “... da jeg aldrig havde
Lyst til Eftertegning ...” (Drees 2000 pp. 28, 34). Vedr. beskuelsen af de antikke skulpturer, jf. Drees 2000 pp.
28, 30, Hannover 1913 p. 1080).
273 Hannover 1913 p. 1082. Vedr. Carstens forhold til antikkerne, jf. Drees 2000 pp. 27-28, 30, Hannover 1913 pp.
1080, 1082.
274 Jf. Drees 2000 pp. 35-36, Hannover 1913 p. 1081.
275 Et forhold som også Nikolaus Pevnser bemærker: “It seems a strange whim of history that all those denunciations
- trade, not art; compulsion, not freedom; routine, not genius - which the first academicians and their
forerunners had poured out over the guilds were now heaped upon academies. For the second time in the history
of Europaen art, the artist condemned his ancestors and his native soil in order to obtain full emancipation”
(Pevsner 1940 p. 204).
101