Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

nemført individualist, dvs. et individ, der står i skarp kontrast til den etablerede, do-
minante struktur. I det hele taget er det problematisk at analysere forholdet ud fra tra-
ditionelle forestillinger om individets autonomi. Tankegangen, der placerer modstan-
den i et eksternt forhold, er ved nærmere eftersyn svær at opretholde. Der er tale om
en selvrealisering, der ikke er bundet op på snævert personlige forhold, men på bre-
dere forståelser.
Carstens var af den overbevisning, at der er objektive, korrekte måder at gøre tin-
gene på. Han talte om regler inden for kunsten, anerkendte sine mangler i forhold til
pågældende og søgte assistance hos dem “... som forstode mere end jeg”. 267 Han var
forvisset om vigtigheden af billedkunstneriske idealer i den kunstneriske uddannelse
og var dybt begejstret for traditionelle akademikunstneriske forbilleder. 268
Carstens’ modstand udfoldedes ikke som en enkel, ligefrem modhandling, dvs. en
radikal afvisning af den akademiske forståelse til fordel for noget, der var fundamen-
talt anderledes. 269 I det store og hele bevægede Carstens sig inden for rammen af etab-
lerede, sanktionerede kunstneriske idealer, samtidig med at han lagde afstand til aka-
demiets håndtering af omtalte. Carstens’ bestræbelse på at skabe et alternativ til den
kunstakademiske autoritet, et kunstnerisk rum uden for akademiets kontrol, udfolde-
des i høj grad ved præmisser, der var skabt af akademiet. Det var den akademiske in-
stitution, dens fundamentale forestillinger, værdier, kunstneriske identitet, der mulig-
267 Carstens beretter bl.a.: “Desuden manglede det mig endnu ogsaa ganske paa Kundskab til Reglerne for Perspektivet,
Compositionen, Belysningen og Drapperingen”, og “... jeg kiendte endnu ikke en eneste Konstens
Regel, eller dem, jeg allerede vidste, forstod jeg dog ikke, endnu at anvende. Men disse Fornødenheder og Forlegenheder,
som jeg daglig føelte, skyndte mig bestandigen mere til; at søge Underretning paa alle Maader; at
anvende Alt, hvad jeg læste og saae; paa mine Studeringer; og at raadspørge andre, som forstode mere end jeg.
Således lærte jeg i det mindste at kiende Compositionens første Hovedregler ...” (Drees 2000 pp. 28, 31).
268 Carstens fortæller bl.a.: “... ved Antikernes fortsatte Beskuelse, fik jeg efterhaanden en rigtig Kundskab om
Legemet, og et Begreb om skiøn Form ...” og “... Kobberstikkene efter Rafaels loger ... bleve mine fornemte Veivisere
i Compositionen. [...] Mønstre som Rafaels Loger kunde ikke lede mig vild” (Drees 2000 pp. 28, 32).
269 Når jeg i denne sammenhæng taler om den akademiske forståelse, refereres der til en mere omfattende institution,
dvs. ikke blot kunstakademiet i en snæver forstand, men snarere den større fortælling vedr. kunsten og
kunstneren, der fandt sit primære udtryk i akademiet, der i særlig grad institutionaliseredes ved akademiet, fik
sin sandfærdige karakter, offentlige gennemslagskraft ved denne institution. Der hentydes altså til den bevægelse,
der promoverede billedkunsten som fri kunst, der hævdede kunstnerens høje værd, der distancerede sig
fra det fysiske, kommercielle aspekt, der var orienteret mod det klassiske, det ideelle. Således indbefattes bl.a.
en række kunstteoretikere fra tiden før akademiernes etablering og desuden en række forfattere, der ikke hørte
til det kunstneriske felt specifikt, men som relateredes til akademiet. Som tidligere demonstreret var den kunstneriske
selvforståelse sammenvævet med akademiernes etablering.
99