Speciale, PDF-fil, 4,2 MB (lav billedkvalitet) - nyklassicisme.dk

med Akademiet fik han lov at indtræde i modelskolen på baggrund af 14 dage i gips-
klassen og en prøvetegning. Carstens havde dog svært ved at forlige sig med under-
visningsmetoderne, havde ikke “lyst til Eftertegning”, forsømte timerne og foretrak
generelt at gøre tingene på egen hånd. 263 Bl.a. forsøgte han at lære om maleprocessen
ved at skjule sig i Abildgaards atelier og aflure professorens metode. 264 Carstens mod-
vilje over for undervisningen og besværlige forhold til professorerne kulminerede ved
en konkurrence, hvor han vandt den lille sølvmedalje. Carstens nægtede at modtage
medaljen, ifølge ham selv pga. den uretfærdighed, der var begået mod en anden elev,
som trods det bedste værk ikke var blevet tildelt den store guldmedalje. I henhold til
Carstens var konkurrencen blevet afgjort på baggrund af personlige forbindelser og
ikke efter fortjeneste. Senere fremstillinger har gættet på, at opstanden var et udtryk
for Carstens’ misforståelse af konkurrencereglerne og skuffelse over ikke selv at have
modtaget guldmedaljen og derved det store rejsestipendium. 265 Sagen endte med, at
Carstens blev bortvist fra Akademiet, og hans navn blev opslået på skolens døre. Få
år efter drog han sydpå.
Det er fristende at indskrive Carstens i en form for proto-romantisk ramme, dvs.
gøre ham til en individualist, der ikke kunne forlige sig med Akademiets etablerede
normer og idealer. En sådan udlægning er på sin vis rigtig, men samtidig er forholdet
betydeligt mere komplekst. Modstand udfoldes i bestemte sammenhænge, ved særli-
ge strategier, og man bør have øje for dens specificitet. Dermed ikke sagt, at man skal
ignorere sammenhængen med generelle tendenser. Carstens indgår i en bredere anti-
akademisk bevægelse, men markerer samtidig sin modvilje på en særlig måde, i for-
hold til særlige omstændigheder. Afdækningen af kunstakademiets styringsrelationer
åbner for en indsigt i den mangefacetterede modstand.
263 Ibid. p. 34. Den primære grund til Carstens’ indtræden på Kunstakademiet var muligheden for et rejsestipendium.
264 Carstens’ forsøg på at aflure maleprocessen faldt ikke i god jord hos Abildgaard, jf. Christensen 1999 pp. 255,
315, Drees 2000 p. 35, Kragelund 1999 p. 439, Monrad 1989 p. 550.
265 Jf. Monrad 1989 p. 550. Det anføres her, at Akademiet år 1781 ikke uddelte nogen guldmedalje, hvilket sætter
Carstens’ forklaring i et dårligt lys. Carstens’ fremstilling kan dog muligvis referere til, at kobberstikker Johann
Georg Preisler, søn af akademiprofessor Johann Martin Preisler, år 1780 modtog den store guldmedalje og år
1781 fik tilkendt det store rejsestipendium (jf. Drees 2000 p. 37). Sagen er noget speget og omgærdet af en del
hypoteser.
97