PET's overvågning af den yderste højrefløj 1945-1994

Indledning
som på en lang række områder – kulturelt, politisk, økonomisk – havde sammenlignelige
strukturer. Reelt omfattede processen først og fremmest Vesteuropa,
Nordamerika, Australien, New Zealand, Japan og Sydkorea, mens udviklingslandene
og afhængige lande i Sydamerika, Afrika og Asien i langt højere grad var
passive aktører. I 1980’erne og 1990’erne var disse såkaldte tredjeverdenslande i
langt højere grad selvbevidste aktører på den politiske og økonomiske verdensscene.
Samtidig kan man iagttage, at disse lande og kulturer, som længe havde
ligget under for tilpasning til og påvirkning fra den vestlige verden, også kulturelt
og religiøst havde udviklet en stærkere selvbevidsthed. Det gjaldt ikke mindst
Mellemøsten, der med de to store oliekriser udviklede sig til et vigtigt finansielt
og strategisk punkt – som i højere grad gjorde kulturmødet mere ligeværdigt og
dermed også en større udfordring for de vestlige lande – herunder Danmark.
Under indtryk af disse strømninger og påvirkninger i 1980’erne skærpedes
den politiske debat i Danmark om dels flytninge- og udlændingepolitikken, dels
om nationens forhold til det stadig mere robuste europæiske samarbejde og til
de forpligtelser, som dette indebar. I forhold til Europa sås en reorientering hos
de fleste af Folketingets partier, som placerede dansk udenrigspolitik på en mere
proeuropæisk platform end hidtil. Mens de fleste politiske partier og den politiske
elite således i stadig stærkere grad orienterede sig mod det europæiske og internationale
samarbejde, forblev der i befolkningen vælgergrupper, som nærede
betænkeligheder ved spørgsmålet om suverænitetsafgivelse og konsekvenserne
af Danmarks internationale forpligtelser.
Tilbage stod Fremskridtspartiet som talerør og generator for den ængstelse,
som rørte sig i visse dele af befolkningen over den stigende indvandring og over
det voksende europæiske engagement. Mens midten af dansk politik i disse år
således samledes om en mere proeuropæisk lejr og i hvert fald en tid lang opretholdt
en vis skrøbelig konsensus i flygtninge- og udlændingepolitikken, tematiserede
en række debattører på især højrefløjen disse spørgsmål. I dette intellektuelle
klima fremkom en række grupperinger og enkeltpersoner, som italesatte en
utryghed over for de påvirkninger, som det danske samfund stod overfor internt
og internationalt. Modstanden mod EU og mod flygtninge- og udlændingepolitikken
blev et samlingspunkt for både et markant skifte i den politiske retorik,
men også for en fremvækst af nye grupperinger, som slog sig op på forsvaret af
traditionelle forestillinger om dansk folkelighed, den udsatte nationalstat og traditionelle
nationale mærkesager. Det gjaldt i udpræget grad Søren Krarups initiativ
mod Flygtning 86 og dannelsen af Den Danske Forening (DDF). I denne
samfundsmæssige bevægelse med fremvækst af et nyt højre uden for de etablerede
borgerlige partier synes også de ekstremistiske gruppinger på højrefløjen at
PET’s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989 21