PET's overvågning af den yderste højrefløj 1945-1994

Indledning
re og for de danske partier og foreninger, som i 1930’erne havde repræsenteret
højreekstremistiske synspunkter, en belastning i den danske offentligheds øjne.
Mange af de ledende figurer på den yderste højrefløj − bl.a. DNSAP, men også
blandt de østfrontfrivillige og i det tyske mindretal i Sønderjylland − blev som
følge af retsopgøret efter besættelsen kriminaliseret og stigmatiseret som landssvigere.
7 Som anført af historikeren John T. Lauridsen udviklede der sig af samme
grund ikke nogen nynazisme af betydning efter 1945, og myndighederne skønnede
det heller ikke nødvendigt at forbyde Frits Clausens gamle parti, DNSAP,
selv om det fra flere sider blev fremsat som et krav i 1945. 8 Partiet var realiteten
gået i opløsning af sig selv, selvom et løst nazistisk netværk stadig bestod.
Verdenskrigen, erfaringerne fra de europæiske diktaturer og oplevelsen af
besættelsestiden udvidede og styrkede fundamentet for folkestyret og for de almene
humanistiske og demokratiske principper i befolkningen. Den nationale
mobilisering og den politiske oprustning bag demokratiet og bag det nordiske
folkestyre markerede således i årene efter besættelsen en styrkelse og rodfæstelse
af den demokratiske tanke, som derved rakte betydeligt videre og blev mere forankret
i befolkningen, end den havde været i 1930’erne.
Antisemitismen havde med nazismens jødeforfølgelser og masseudryddelser
endegyldigt mistet sin appel ud over meget små segmenter af befolkningen.
Aktionen mod de danske jøder og redningen af det store flertal fra deportation i
oktober 1943 indgik efter krigen som et væsentligt element i den nationale identitet
og i den danske selvforståelse. Symptomatisk for denne forståelse var den
udbredte vandrehistorie om, at kong Christian 10. skulle have båret jødearmbind
med jødestjerne i protest. Dannelsen af staten Israel i 1948 og den nye stats overlevelseskamp
blev da også i efterkrigstiden ombølget med stor folkelig sympati,
som voksede i Seksdageskrigen i 1967, og som formentlig nåede sit højdepunkt,
da Anker Jørgensen under oktoberkrigen i 1973, skønt han udtrykte forståelse
for den arabiske sag, støttede Israel, ”…for landets naboer ønsker i virkeligheden
Israel flyttet ud i Middelhavet.” 9 Det nazistiske og antisemitiske segment i den
danske befolkning bestod således i de umiddelbare efterkrigsår for en stor dels
vedkommende af borgere, som var blevet dømt for landssvigervirksomhed. En
7 Retsopgøret er beskrevet i Ditlev Tamm, Retsopgøret efter besættelsen (Gyldendal, 1997, 3. udgave).
Se også John T. Lauridsen, Dansk nazisme, s. 401-425.
8 John T. Lauridsen, Dansk nazisme, s. 450.
9 Anker Jørgensen cit. i Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2006, Dansk udenrigspolitisk
historie, bind 6 (Gyldendal, 2006), s. 82.
PET’s overvågning af den yderste højrefløj 1945-1989 13