Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

V • Selviagttagelse • Selvskildring • Selvmaskering • Selvkarikeren • Jean de France og Erasmus
Montanus • Forhold til Kvinden • Jomfru Stoud • Kvindens Talsmand • Holbergs Geniblik • Kloge
Fortolkere • Holberg og Rousseau • Skildrer danske og norske Forhold • Rangvæsenet •
Undervisningsvæsenet • Lægevæsenet • Holbergs Læger • Bonden • Politiseren • Benytten af
Litteraturen • Plautus, Italienerne, Molière • Molière og Holberg • Laan i Ulysses • Ulysses •
Uendeligheden i Ulysses • Shakespeareske Stykker • Laan i Montanus • Situationen i Montanus • Ny og
gammel Daarskab • Montanus altid og overalt
Skønt Holberg i sit Levned taler, som om han pludselig midt i Aaret 1722 »fik i
Sinde« at skrive Komedier, tyder dog baade Fortalen til den samlede Paars fra
1720 og til Skemtedigtene fra Januar 1722 paa, at han har syslet med Tanken
om at skrive »moralske Comoedier«; thi han forsvarer dem, der skriver slige, i
samme Aandedrag som sig selv.
Vi har allerede bemærket den rivende Hast, med hvilken han nu i ikke tre Aar
skriver over en Snes Stykker af sine Skuespils første Hold.
Hvilke Kilder tyede han til under denne uhyre og den senere, roligere
Kunstfrembringen?
Der gives efter Sagens Natur kun tre: den indre Iagttagelse, Iagttagelsen af
Omverdenen, og den trykte Literatur.
Det er klart, at de to første Kilder ikke blot fuldstændiggør, men forudsætter
hinanden og det særlig for den komiske Digter. Vi forstaar de Andre gennem
os selv og os selv igennem de Andre. Vi finder i os selv hvad de Andre skjuler
for os og opdager hos de Andre, hvad vi skjuler for os selv. Hertil kommer saa
endelig 89 det gennem Bøger Tilegnede.
Hvad nu den første Kilde angaar, den indre Iagttagelse, der fører til
Selvskildring, en Kilde, der for mange moderne Digteres Vedkommende
strømmer saa rigeligt, at man bestandig genfinder dem selv i deres Æmner og
deres Helte, saa synes denne Kilde at maatte nyde særlig sparsomt her.
Holberg staar saa fuldkomment over og udenfor sit dramatiske Livsværk; hans
Galleri er et Galleri af Narre, af ubetydelige eller indbildske Tosser, over hvis
Laster og Fagter man ler.
Imidlertid har han jo kun gennem sig selv forstaaet dem. Og det er
paafaldende, hvor tidligt han fremhæver, at han først og fremmest selv er sin
Satires Genstand. Hvor han i sine Skiemtedigte hævder, at han »skyder udi
Flæng«, ikke sigter paa nogen bestemt Person, gør han en Undtagelse med sig
selv: det eneste Væsen, over hvilket han satiriserer personligt, det er hans
eget Jeg:
Saa tidt jeg Tempo seer, jeg med mig selv raillerer.
Og med en overlegen Aands dybe Beskedenhed aflægger han i Fortalen til
disse Digte Tilstaaelsen:
89 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
93