Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Afgjørelse. Den theologiske Professor H. Bartholin, der havde betragtet sig som selvskreven til at
beklæde Sjællands Bispestol, blev en af W.s mest ihærdige Modstandere. Frederik IV havde 1724
nedsat en hemmelig Kommission, der skulde undersøge Klager over Underslæb, som vare rejste
imod forskjellige højere gejstlige og verdslige Embedsmænd. Kommissionen, der paa Grund af den
Ed, som den afkrævede dem, der indkaldtes til Forhør, kaldtes Bandekommissionen, vakte i høj Grad
W.s Forargelse. I en Samtale med Bartholin bebrejdede han ham, at han havde aflagt den omtalte
Ed, »som stred imod Guds Ord og Naturens Lov«. Han erklærede, at han selv aldrig vilde lade sig
tvinge til at aflægge den, og han udtalte som sin Overbevisning, at der vilde blive mange Menedere.
Bartholin var ikke sen til at lade denne Udtalelse gaa videre til Kommissionen, og W. fik atter en
skarp Irettesættelse. Maaske var det i den Anledning, at han optog sit bekjendte Valgsprog: »Per
spinas ibo ocreatus (skal jeg gaa igjennem Torne, tager jeg Støvler paa)«. Dronning Anna Sophie,
som var stærkt interesseret i Kommissionens Undersøgelser, var i det hele taget ikke velsindet over
for W., der hørte til Dronning Louises Parti. 1721 havde han holdt Ligprædiken over den tilsidesatte
Dronning og rost hende i høje Toner. Under Kjøbenhavns Ildebrand 1728 brændte Bispegaarden
med Stiftsarkivet og W.s betydelige Bibliothek, der for en Del var en Arv fra hans Farfader, den
berømte Ole W. 1730 ledede han i sørgelige Omgivelser Jubelfesten til Minde om den augsburgske
Trosbekjendelse, og 12. Dec. s. A. holdt han Ligprædiken over Frederik IV. Han udtalte sig ret
uforbeholdent om den afdøde Konge og rettede et skarpt Angreb paa hans strænge
Sabbathsforordning af 21. April 1730 og særlig paa Anvendelsen af Gabestokken. Angrebet gjorde
sin Virkning. Kort efter ophævede Christian VI Loven. Den Helligdagsforordning, Kongen senere
udstedte, var noget mildere. 1731 kronede W. Christian VI og Sophie Magdalene.
Under den nye Regering blev hans Indflydelse paa Afgjørelsen af egentlig kirkelige Sager endnu
ringere, end den havde været under Frederik IV. Derimod fik han rig Lejlighed til at gjøre sin praktiske
Dygtighed gjældende som Medlem l af en Række Kommissioner, hvori han var den, der trak Læsset.
Saaledes fik han 1731 Sæde i en Kommission, der skulde udarbejde en ny Plan for Universitetets
Virksomhed, og 1733 udvidedes dens Virksomhed tillige til at gjøre Forslag til Reformer i det lærde
Skolevæsen. 1732—37 var han Meddirektør for Herlufsholm Stiftelse, 1736 holdtes Jubelfest til
Minde om den danske Reformation. Festen skulde forherliges ved Doktorpromotioner, og da der ved
Universitetet ikke var nogen Dr. theol., der kunde meddele Graden til andre, fik W. Graden ved et
kongeligt Diplom. Forud for Festen forberedtes Konfirmationens Indførelse paa Forslag af Kongens
pietistiske Raadgivere J. Bluhme og J. Schrøder. W. var den eneste af Landets Bisper, hvem der
blev affordret en Erklæring om Forslaget. Han udtalte sig meget forsigtig. Han fandt Konfirmationen
gavnlig og hensigtsmæssig, men frygtede for, at den skulde svække Daabens sakramentale
Betydning, og han henstillede til Kongen at udsætte Indførelsen, for at Almuen forinden kunde blive
vejledet til Forstaaelsen af denne nye Kirkeskik, saa at den ikke stillede sig uvillig over for den. Da
der ikke blev taget noget Hensyn til hans Erklæring, udgav han 1737 et lille Skrift om »Børnedaabens
Fornødenhed og Konfirmationens Nytte«, hvortil han føjede: »Et velment Sendebrev angaaende den
gudelige Konfirmationsforretning«, ligesom han ogsaa forfattede Konfirmationsbønnen.
W. døde 9. Okt. 1737. 1699 havde han ægtet Christine Tistorph (død 18. Jan. 1729), Datter af hans
Formand ved Nikolai Kirke. — Foruden de tidligere nævnte Skrifter har han udgivet en Række
Ligprædikener. Om Ligprædikenerne over Dronning Louise og Frederik IV skal tilføjes, at den første
ikke maatte udkomme i Frederik IV's Tid og den sidste ikke i Christian VI's. De bleve først udgivne
1747, og da, efter samtidige Vidnesbyrd, i en mildere Form end den, hvori de vare holdte.
Til: Indholdsfortegnelsen
138/142