Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Worm, Christen, 1672—1737, Biskop
Af S.M. Gjellerup
Christen Worm var født i Kjøbenhavn 10. Juni 1672 og Søn af [...] Justitiarius Villum W. 1686 kom
han i Erue Latinskole, hvorfra han blev Student 1689. I sit Hjem traadte han i Venskabsforhold til den
lærde Islænder Arne Magnussen [...] og fik Lejlighed til at gjøre sig bekjendt med hans kritiske
Arbejde over Are Frodes Islands Historie, hvoraf han fik en Afskrift. I Foraaret 1692 tog han
theologisk Examen og opholdt sig derefter i Tranebjærg paa Samsø hos en lærd Orientalist, Præsten
Mads Iversen Vejle, indtil han i Slutningen af Aaret blev Hører ved Frue Latinskole. 1692—94 holdt
han en Række Dissertationer ved Universitetet over jødiske Antikviteter. Disse bleve 1744 optrykte i
Venedig, hvilket maa tages som et Vidnesbyrd om, at man endnu den Gang har betragtet dem som
staaende betydelig over de almindelige Universitetsdisputatser. 1694 gav Christian V ham Løfte paa
et Professorat i Filosofi med senere Oprykning i et theologisk Professorat, og 1695 disputerede han
for Professoratet. I Foraaret 1696 fuldendte han et Stridsskrift, hvori han udførlig behandlede et
Æmne fra Oldkirken: Sabellius og hans antitrinitariske Vranglære. Skriftet, der udkom s. A. i
Frankfurt, vidnede om en ualmindelig Lærdom og fik en smigrende Anmeldelse i Udlandet. Men her
hjemme undrede man sig over, at han i saa kort Tid havde kunnet tilegne sig en saa omfattende
Kundskabsmasse, og der var dem, der paastod, at det ikke var hans eget, men den lærde
Samsøpræsts Arbejde, han førte frem. Hvorledes det forholder sig dermed, lader sig ikke oprede,
men maaske har Præsten, som ikke selv udgav noget, overdraget W. sine Samlinger til fri
Raadighed.
For at fortsætte sine Studier rejste W. til Udlandet. I Okt. 1696 opholdt han sig i Leiden, men rejste
kort efter til England, hvor han studerede i Oxford. Han stod i livlig Brevvexling med Fr. Rostgaard [se
om Rostgaard i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], som den Gang opholdt sig i
Paris, og maaske opmuntret ved Vennens Udgivervirksomhed, planlagde han selv en Udgave af
danske og islandske historiske Kildeskrifter. Han begyndte med Udgivelsen af Aarbøger fra Esrom
(Annales Esromenses) og af Are Frodes Islands Historie. W. kom saaledes Arne Magnussen i
Forkjøbet — en ikke ganske dadelfri Fremgangsmaade, som maa skrives paa hans
Ungdommeligheds Regning. Han maa dog vistnok hurtig være kommet til Erkjendelse af, at det var
et Misgreb. Han standsede Udgivelsen, og de nævnte Værker bleve aldrig fuldendte. Men Uheldet
fulgte ham ogsaa paa anden Maade i Oxford. Han havde paa et af Bibliothekerne laant et
Haandskrift, som han glemte at bringe tilbage 1697, da han forlod Oxford og rejste til Wolfenbüttel.
Her saa en af Bibliothekarerne det hos ham og laante det, dog vel med Forpligtelse til at sende det
tilbage, som han ogsaa gjorde. Dette blev nu udlagt, som om W. havde bortført det og pantsat det for
at komme ud over nogle økonomiske Vanskeligheder. Beskyldningen kom paa en meget
nærgaaende Maade frem i et Skrift, som udkom 1737, W.s Dødsaar, og efter Samtidens Mening har
det sandsynlig fremskyndet hans Død.
I 1698 kom han tilbage fra Udlandet, men det Professorat, der var stillet ham i Udsigt, fik han ikke.
Han traadte derefter over i praktisk Virksomhed, i det han 1699 blev Hjælpepræst hos Præsten M.
Henriksen Tistorph [...] ved Nicolai Kirke og efterfulgte ham som Sognepræst 1701. 1707 blev han
Præst ved Frue Kirke, Stiftsprovst og Provst over Sokkelunds Herred. I disse Aar gjorde han sig
særlig fortjent ved at virke for Almueskolevæsenets Fremme. 1706 fik han oprettet Nicolai Kirkes
danske Skole, og 1707 stiftede han en lignende for Frue Sogn. 1710 blev han Professor i Theologi og
1711 Sjællands Biskop. Da Kjøbenhavns Fattigkommission, hvoraf han var Medlem, i Henhold til en
ældre Lov havde forbudt at give Almisse, kom han i Strid med Stiftsprovst J. Lodberg, som
prædikede imod Loven og ikke vilde bøje sig for Biskoppen, men skød Sagen umiddelbart ind under
Kongens Afgjørelse. Da denne faldt ud til Lodbergs Fordel, følte W. sin Myndighed krænket og
klagede i en Samtale med Kongen over denne Afgjørelse. Han var saa uforsigtig at udtale, at paa
den Maade kunde han ikke regere sine Præster, og paadrog sig derved en skarp Irettesættelse af
Kongen, der svarede: »Regere, den Umage have vi ogsaa paataget os selv«. 31. Okt.— 7. Nov.
1717 holdtes Jubelfest for Reformationen. W., der havde forberedt den, prædikede selv 1. Nov. i
Frue Kirke og holdt ligeledes 3. Nov. den latinske Festtale paa Universitetet. I øvrigt var hans Stilling
vanskelig og hans Indflydelse ikke stor, især efter Oprettelsen af Missionskollegiet 1714, der paa
egen Haand gjorde Indstilling om forskjellige kirkelige Sager, som tidligere faldt ind under Bispernes
137/142