Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

efter islandske Kilder« (latinsk Program), »Bidrag til den nordiske Ravhandels Historie«, »Forsøg til
at oplyse og forklare Prokops Efterretninger om de nordiske Lande«, »Beskrivelse over Kong Erik
Menveds og hans Dronning Ingeborgs Gravminde i Ringsted Kirke«, »De hellige tre Kongers Kapel i
Roskilde Domkirke«.
Den stærke nationale Bevægelse rev ikke synderlig W. med sig, dog besvarede han en af Etatsraad
Scavenius udsat Prisopgave ved Afhandlingen »Forsøg til det danske Sprogs Historie i
Slesvig« (1819), og i 7. Hæfte af Antislesvig-holstenske Fragmenter skrev han »Om Constitutio
Waldemari« (1848). Ved sin lidet udprægede nationale Farve opnaaede W. ogsaa at blive skudfri
paa den Tid, da norske Historikere ellers krigede stærkt mod den danske Forskning. »Erz-Patriot
haver jeg aldrig været«, skriver han 1833 til Justitiarius Berg i Christiania, og W. havde baade ved sin
Faders norske Fødsel og vel ogsaa af en vis Lyst til helst at opsøge det fjærne stor Interesse for
Norge. Professor Dahlmann skrev derfor med rette 1841: »siden Schøning har W. indlagt sig de mest
mangesidige Fortjenester af Norges Historie«. Sagen var den, at samtidig med, at man i Norge
gjennem flere Aartier saa at sige helt forsømte Landets Historie, tog W. med Iver fat paa at belyse
den. Han udgav flere Sagaer om de norske Konger, oversatte dem og forsynede dem med Register
og Oplysninger, ligeledes udgav han Kong Sverres Stridsskrift mod Gejstligheden. I en Række
Afhandlinger har han foruden norske Mindesmærker behandlet Æmner som: Krigen mellem Danmark
og Norge i Slutningen af det 13. og Begyndelsen af det 14. Aarhundrede, Foreningen mellem Sverige
og Norge under Kong Magnus Smeks Regering, de norske Kongers Salving og Kroning i
Middelalderen, Grænsebestemmelse mellem Norge og Sverige i anden Halvdel af det 13. Aarh.,
endelig kan nævnes flere Afhandlinger om Norges Historie under Christian I. Da Norge havde faaet
store Historikere, holdtes da ogsaa W. højt i Ære af dem, og W. offentliggjorde jævnlig Afhandlinger i
Norge.
Ogsaa et andet Æmne synes W. at have valgt af virkelig Forkjærlighed, og det er Studiet af Holberg i
Forhold til hans Samtid og som Samfundsskildrer. 1838 udgav W. »Historiske Antegneiser til Ludvig
Holbergs atten første Lystspil« (anden Udgave 1858), hvortil slutte sig Afhandlinger, der give
historiske Oplysninger til Niels Klims underjordiske Rejse og til Peder Paars. Det er vel muligt, at det
især var det kulturhistoriske Indhold af Holbergs Værker, der fængslede W., dog fortæller
Forfatterinden Frøken Arnesen-Kall [...], hvorledes den Interesse, hvormed hun allerede som Barn
omfattede Holberg, blev næret og udviklet af W. Blandt de mange lærde Historikere, som Danmark
den Gang besad, var der ingen, der overgik W. i alsidig Kundskab. Til Danmarks og overhovedet til
Nordens Kilder havde han et Kjendskab som ingen anden, og det var allerede fra Ungdommen af
hans Ønske at kunne udgive et »Bibliotheca historica dano-norvegica« til Vejledning om Kildestoffet,
hvad han dog ikke naaede, men hans Forelæsninger ved Universitetet herover nød megen Anseelse.
Den store Forsigtighed, som udmærkede al hans Gjerning, indgav ham stor Frygt for Hypotheser
eller for Fremsættelsen af videnskabelige Muligheder, hvorfor hans Skrifter have undgaaet
Forsyndelser, hvori den Tids Forskning ellers kunde gjøre sig skyldig; de have derfor i en sjælden
Grad holdt sig i Værdi. Derimod have de i ringere Grad bidraget til at lede Historieskrivningens
almindelige Udvikling her hjemme eller til Ændringer i Opfattelsen eller den dybere Forstaaelse af
Folkets Historie. Paa de store Overblik vilde W. ikke indlade sig. Mest faldt det ham i Øje, at der intet
nyt var under Solen, men at alt gjentog sig; »W. holdt sig — udtaler hans Ven og Beundrer Wegener
— om han end gjærne dvælede ved historiske Paralleller, dog i sine Forskninger mest til
Enkelthederne, og han blev oftest staaende ved Kjendsgjerningerne selv uden at vove en
almindeligere Anvendelse«. De Æmner, han behandlede, vare ofte meget specielle eller
bortliggende, Saaledes at det først blev andre Historikere, som byggede videre paa, hvad W. saa
utrættelig havde grundlagt og lagt til rette, der gav de egentlige Impulser i vor Historieskrivning. Som
Bibliothekar havde W. store Fortjenester, selv om han fra den Tid, da han var bleven
Overbibliothekar, kun kunde ofre et Par Timer daglig paa denne Gjerning. Han kjendte nøje
Bibliothekets Indhold. For Haandskriftsamlingen nærede han særlig Interesse og vidste at erhverve
vigtige Manuskripter for den. I sin Styrelsesmaade og i Forholdet til de Mænd, som virkede ved
Bibliotheket, lagde han sit humane og hjælpsomme Sind for Dagen. W. var 1806 bleven Medlem af
det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og Sprog, 1812 Medlem af den
Arnamagnæanske Kommission og 1820 af Videnskabernes Selskab, 1818 fik han Titelen Justitsraad,
1836 Konferensraad, 1841 blev han Kommandør af Danebrog, 1855 Storkors. W. døde 5. Juni 1871,
hans Hustru 3. Marts 1873.
133/142