Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Søskende ses det, at Frydendahls Skæbne til enhver Tid laa ham paa Sinde.
Skjønt det i W.s første Direktørperiode ikke fattedes paa Riverier mellem ham og Eickstedt, glemte
han dog aldrig, at Generalen havde været hans Families varmeste Ven. 1782 udtraadte Eickstedt af
Overtilsynskommissionen, der ophævedes kort efter Regeringsskiftet, da W. blev beskikket til
administrerende Direktør, medens Overhofmarskal C.F. Numsen udnævntes til overtilsynshavende.
Samarbejdet med denne Mand, der idelig krydsede hans Planer, faldt W. meget vanskeligt.
»Numsens Fader,« ytrer han, »blev min Faders Ulykke; skal denne nu blive min, er denne Familie
vor naturlige Fjende som Kattens er Musens.« 1787 blev J.A.P. Schulz indkaldt hertil som
Kapelmester, og med denne sluttede W. et nøje Venskab. Trods mange Haande Intriger og Kabaler
ved Theatret røgtede W. vedblivende sit Hverv med ufortrøden Iver. 1790 aabnedes Sæsonen med
»Frode og Fingal« samt Thaarups »Høstgildet« til Schulz' stemningsrige Musik. I Foraaret 1791 afgik
Numsen til Glæde for W., der samtidig blev Præses for Theaterkommissionen. De sidste nationale
sceniske Arbejder, hvis Opførelse W. iværksatte, vare P.A. Heibergs »De Vonner og de Vanner« og
»Kinafarerne«. Kort efter fremskyndede en beklagelig Begivenhed hans Afgang fra Theatret.
Theaterinspektøren N. Lassen, en virksom og dygtig Mand, hvem han havde skjænket sin fulde Tillid,
havde ved Aktiespekulationer paadraget sig en betydelig Gjæld og forgrebet sig paa Theaterkassen.
W.s Anstrængelser for at redde ham vare forgjæves, og han opnaaede derved kun at blive Gjenstand
for lave Bagvaskelser, især at han skulde have set gjennem Fingrene med Lassens Besvigelser.
Hans Ansøgning om Afsked bevilgedes ham af Kronprinsen i naadige Udtryk (16. Maj 1792). W.s
Bortgang vakte almindelig Beklagelse baade blandt Theaterpersonalet og Datidens dramatiske
Forfattere; kun Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der
havde forfulgt ham med blindt og uberettiget Had, og som allerede én Gang havde gjort ham Afbigt,
udtrykte sin Glæde derover. »I denne lige saa vanskelige som yderst besværlige Post,« skrev W. en
Aarrække senere til Kronprinsen, »tilbragte jeg 14 Aar med uopretteligt Tab af Helbred og Sindsro«.
W. opnaaede dog i Samtidens Dom at finde fuld Oprejsning for de Krænkelser, han havde maattet
lide, og Eftertiden har givet ham det Vidnesbyrd, at den danske Skueplads hverken før eller senere
har haft en mere virksom og indsigtsfuld Leder end ham. I Febr. 1793 udnævntes W. til Gesandt i
Portugal, men der hengik rum Tid, inden han, optaget af at ordne sine, ved uberegnende Gavmildhed
til alle Sider ødelagte, pekuniære Forhold, kunde tiltræde Posten. I Okt. 1795 afgik han sammen med
sin Ven Kapelmester Schulz paa et Skib fra Hamborg til Lissabon, men en Orkan drev det over mod
Norges Kyst, hvor de nødtes til at overvintre i Arendal. Det følgende Foraar naaede W. endelig
Portugal, hvor han, trykket af Gjæld, pint af ualmindelig ondartede hæmorrhoidalske og rhevmatiske
Smerter og opfyldt af Hjemve og Længsel »efter at ombytte de høje Lavrbærtræer uden for hans
Bolig med en lille dansk Bøg«, »uslede« sin Tid hen, indtil han tilbagekaldtes 1802. Hans Ophold i
Lissabon »forlængedes nødtvungent«, og først 1805 gjensaa han Danmark.
W., der 6. Okt. 1780 havde ægtet Dorothea Louise v. Berger (døbt 3. Nov. 1755), Datter af Livlægen
Johan Just v. B., men som 19. Avg. 1788 var bleven Enkemand, havde kort før sin Afrejse til
Portugal, 23. Sept. 1795, indgaaet et nyt Ægteskab af en højst mærkelig Art med Johanne v.
Schilden (f. 1741), Datter af Johan Erik v. S. til Altenkoog og Giessensand, en gammel Jomfru med
mange Særheder, der levede i Fejde med al Verden, og som i sin Beundring for den aandfulde,
elskværdige og letsindige W. havde udsat en Aarpenge for ham. Som Tak herfor skjænkede han
hende sin Haand, men hun fulgte ham ikke til Portugal, og han gjensaa hende ikke mere, i det hun
døde i Kiel (28. Avg. 1805), samtidig med at W. steg i Land i Travemünde paa Hjemrejsen fra
Lissabon. Hun efterlod ham en lille Formue, ligesom han gjennem dette Ægteskab fik Andel i det rige
Marskgods Haseldorf ved Elben til en Værdi af 50.000 Rdl.
W. førte i de følgende Aar en omflakkende Tilværelse, dels i Kiel, dels hos Broderen paa Løjtmark og
Søsteren Grevinde Sophie Schulin paa Frederiksdal samt i Kjøbenhavn, indtil han 1813 udnævntes
til Overceremonimester, en Udmærkelse, der »bragte ham endelig Oprejsning for mange ufortjente
Lidelser«. 1815 fik han Storkorset. Han døde 20. Okt. 1817 i Kjøbenhavn. Sit originale, bisarre og
omskiftelige Væsen bevarede han lige til det sidste, hvilket ogsaa gav sig Udslag i, at han
testamenterede sin tro Kammertjener Schuk sit Gods.
Til: Indholdsfortegnelsen
128/142