Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Warnstedt, Hans Vilhelm von, 1743—1817, Theaterchef
Af Louis Bobé
Hans Vilhelm von Warnstedt fødtes 13. Sept. 1743 i Fredericia, blev 1750 indskreven som
Reservesøkadet, kom 1755 fra Bergen til Kjøbenhavn og blev Aaret efter optagen paa
Landkadetakademiet. »Fattige, forladte, venneløse, ja næsten foragtede« havde han og hans
Søskende en trang Barndom og Ungdom, men hos »Familiens Beskyttere« H.H. v. Eickstedt og
Etatsraad C.V. Wever fandt de Hjælp og Støtte. 1761 blev W. Fændrik ved Kronprinsens Regiment,
1763 Sekond- og 1766 Premierlieutenant. 1769 udnævntes han til Kapitajn og i Maj Aaret efter til
tjenstgjørende Generaladjutant hos Kongen, hvem han ledsagede til Holsten. Faa Dage efter
Bernstorffs Fald sendtes han til St. Petersborg med et egenhændigt Brev fra Christian VII til
Kejserinden, der forbitret over, at Kongen sendte en simpel Kapitajn, »en Dreng«, til at forhandle med
hende, henviste W. til Udenrigsministeren Panin. Skjønt han fik det Vidnesbyrd, at han havde
optraadt som en forstandig og forsigtig Mand, blev han efter sin Hjemkomst for en kort Tid sat i
Arrest. 1773 blev han ansat ved en annekteret Bataillon som Kapitajn og 1775 ved danske
Livregiment. 1776—77 laa han i Garnison i Helsingør. Gjennem sin Ven Skuespiller Schwarz havde
W. fattet varm Interesse for dramatisk Kunst. Paa Anbefaling af sine Venner Dreyer og Schack, i
Følge Overskou tillige gjennem Schwarz, blev han i Marts 1778 udnævnt til administrerende Direktør
for det kongl. Theater og Kapel. Som saadan havde han det daglige Tilsyn med Scenen og dens
Forretninger, ligesom det paahvilede ham aarlig at indlevere en Plan til Theatrets Virksomhed for den
følgende Sæson. »Tre Uger senere,« siger W., »styrtede man den værdige, gamle Theaterbestyrelse
(Bornemann o. fl.), for at indvikle den gamle Eickstedt i Blaar«, som samtidig udnævntes til Præses
for Theatrets Overtilsynskommission. W. gik med den største Iver og Pligtfølelse til sin brydsomme
Gjerning. Blandt de mange ypperlige Egenskaber, der udmærkede ham, skal i første Række
nævnes, at han, der ved Afstamning og Slægtskab var knyttet til de tysktalende aristokratiske
Kredse, selv var dansk i Sind, Skrift og Tale, og han roser sig af at eje et »simpelt, dansk
Bondesind«. Han havde som fattig Officer levet tilbagetrukken og læst meget. Som sine
Yndlingsforfattere nævner han Wessel, Lady Montague, Rabelais, Ronsard, Peder Syv og Sterne.
Hans Væsen var bestemt og myndigt, hans Omgang let og behagelig, og han yndede i høj Grad
Spøg og Lystighed.
W. opofrede sig ganske for sit Kald, indførte Disciplin og regelmæssige Prøver, oprettede Synge- og
Danseskoler, gjenopvakte blandt Skuespillerne den sunkne Agtelse for Scenen og bragte Theatrets
aarlige Indtægter fra o. 18.000 Rdl. op til 40.000 Rdl. Han værnede fremfor alt for den danske
Scenes Bestaaen i national Aand ved hyppige Opførelser af Holbergs Komedier og ved at træde i
Forbindelse med danske Skuespilforfattere som Ewald, Tode, P.A. Heiberg og Pram, hvem han
opmuntrede til originale Arbejder for Scenen og til Dels af sine egne smaa Pengemidler støttede
rundhaandet. »Hvor kunde jeg,« udtaler han, »som kjendte Nød af egen og Forældres sørgelige
Erfaring, nægte Hjælp og Trøst til de nødlidende«. Han var især for Pram en god og trofast Ven, saa
længe han levede, skjønt Pram med sit iltre Væsen ikke altid lønnede ham med Tak, og det skyldes
W., at man overdrog ham at oversætte flere Syngestykker til Theatrets Brug. Med Ewald, der i sine
Breve kalder W. sin kjæreste Velynder, drøftede han Planen til »Fiskerne«, der opførtes i Jan. 1780.
Om P.A. Heiberg, hvis dramatiske Arbejder »Heckingborn«, »De Vonner og de Vanner« og
»Kinafarerne« W. bragte til Opførelse, ytrer denne: »Jeg har til alle Tider ærlig vist, at jeg satte Pris
paa hans gode Mening om mig. Han har megen Retfærdighed i Hjærtet og vil aldrig gjøre noget
Menneske forsætlig ondt. Min Agtelse har han fortjent og skal stedse beholde«.
Uden at tilsidesætte Respekten levede W. paa en fortrolig Fod med de udmærkede sceniske
Kunstnere og Kunstnerinder, der den Gang prydede den danske Scene, Schwarz, Gjelstrup, Preisler,
Rose [se om Rose i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Fru Walter, der ved
Eickstedts Intriger 1780 forlod Theatret. Inderligst følte han sig knyttet til Frydendahl, der debuterede
1786 og som, hvad der ikke før har været bekjendt, i Følge W.s eget skriftlige Vidnesbyrd, var hans
egen Søn. W. havde som ung Lieutenant staaet i et intimt Forhold til Frydendahls Moder, der var
bleven tvungen til at ægte en gammel, rig Lærredshandler, som siden blev forarmet og med Konen
maatte leve af W.s smaa Midler. »Frydendahl«, ytrer W., »forbinder det fortræffeligste Hjærte og en
Adel i Sjælen, som mangen Prins maatte ønske sig, med det letteste Sind«. Af W.s Breve til sine
127/142