Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Stanley, Carl Frederik, 1738—1813, Billedhugger
Af Ch. A. Been
Carl Frederik Stanley var Søn af den nedennævnte Billedhugger Simon Carl S. og fødtes i
Westminster i England, hvor hans Fader den Gang opholdt sig. Da Simon S. i 1746 kaldtes til
Danmark, kom Sønnen med sine Forældre til Kjøbenhavn. Han blev snart bestemt til, ligesom
Faderen, at blive Billedhugger og optoges siden hen blandt de første Elever af det i 1754
reorganiserede »kongl. danske Skildrer-, Billedhugger- og Bygningsakademi«. Allerede 1755 vandt
han en af Akademiets mindre Præmier og i 1758, for Opgaven »Noahs Ofring«, Akademiets store
Guldmedaille, der ledsagedes af det store 6-aarige Rejsestipendium. Aaret efter rejste han
udenlands. Han drog først til Paris, hvor han forblev et Par Aar og færdedes sammen med andre af
Akademiets Stipendiater, Malerne Peder Als og J.P. Lund og Arkitekten Harsdorff. I 1762 forlod han
Paris, naaede efter en stormfuld Overfart fra Marseille til Livorno Rom og traf atter her sammen med
de 2 sidstnævnte Kunstnere. Efter et Par Aars Ophold i Italien vendte han i 1766 tilbage til
Kjøbenhavn og blev strax agreeret ved Akademiet paa en Kopi af »Den antike Gladiator« (den
borghesiske Fægter), som han udstillede paa Akademiets første »Salon« i 1769. Ved denne
Lejlighed viste han ligeledes et Udkast til Dronning Louises Sarkofag, bestemt for det af Harsdorff
byggede, endnu ikke paabegyndte Frederik V's Kapel i Roskilde Domkirke. Da Akademiet næste
Gang, i 1778, afholdt en Udstilling, var dette Monument færdigt (men langtfra endnu opstillet),
Saaledes at han kunde udstille en Tegning deraf. Det var gjennem Jardin, at S. havde faaet denne
store Bestilling, der beløb sig til 6.000 Rdl. K. Jardin overdrog ham samtidig Udførelsen af de store
korinthiske Kapitæler, der skulde smykke Frederikskirkens [Marmorkirkens] Portalsøjler. S. ernærede
sig vel nærmest i disse Aar som Dekorationsbilledhugger, bl.a. ved en Leverance til Hoftheatret af 22
joniske Kapitæler, Konsoller med Elefanthoveder, Palmegrene, Løvehoveder o.l. Til Riddersalen paa
Christiansborg Slot udførte han de 2 store halvrunde Broncerelieffer over Dørene. I 1777 lod S. sig
naturalisere og optoges s. A. enstemmig som Medlem af Akademiet paa en Figur i Gibs [gips]:
»Kjærlighed til Fædrelandet, forestillet som en ung Helt«. Det følgende Aar valgtes han samtidig med
Abildgaard til Professor ved Akademiet. At Opførelsen af Marmorkirken i 1770 standsedes, havde
været et haardt Slag for S., der her havde haabet at finde rigelig Beskæftigelse. Saa vidt man kan
slutte, synes han da heller ikke at være bleven meget benyttet. Han udførte nogle Gravmæler, bl.a.
over Grev Thott i Sorø (1789), ledede Gjenopførelsen af det ved Branden 1728 ødelagte
Gyldenløveske Monument i vor Frue Kirke i Kjøbenhavn samt gjorde nogle Buster og Figurer, bl. a. til
Brug for den kongl. Porcellænsfabrik; men nogen stor Produktion har det ikke været, hvad der ogsaa
bekræftes af den Omstændighed, at han paa Akademiets tredje Salon i 1794 ikkun deltog med 2
Ting: en Tegning af det Thottske Gravmæle og en allegorisk Gruppe, forestillende »den holstenske
Kanal«.
I 1769 havde S. ægtet en Enke, Marie Adrienne Courtonne (f. 1736 død 1825), der tilhørte en franskreformert
Slægt; men dette Ægteskab blev lidet lykkeligt, og i 1794 skiltes Ægtefællerne ad. Paa
hans gamle Dage gik det ganske til agters med ham. Uagtet han fra 1802 fik Fribolig paa
Charlottenborg og Pension, bleve hans økonomiske Forhold værre end nogen Sinde. I Steden for
den smukke Mand med den velplejede Paryk, det sirlige Kalvekrøs og den straalende røde Frakke,
saaledes som Erik Pauelsen har vist os S. i Akademiets Billede fra 1785, se vi ham nu, saaledes som
Werlauff har skildret ham i sine Erindringer: den stakkels gamle, forsumpede Kunstner, der »i en
højst ussel og lurvet Dragt og altid med en Skjødehund under Armen« gaar rundt og tigger sine
Bekjendte om en Mark. Han skulde dog naa en Alder af 75 Aar, før Døden 9. Marts 1813 gjorde
Ende paa hans Fornedrelse.
Som Kunstner har S., ligesom hans mere berømte samtidige Wiedewelt, fornemmelig sin Betydning
som Udøver af den Klassicisme, der her hjemme danner Overgangen fra Rokokoen til Thorvaldsen.
Skjønt han vel i Almindelighed, lige saa lidt som Wiedewelt, formaaede at frigjøre sig fra den
forudgaaende Tids Stil og Manér, vidner dog hans Hovedværk, Dronning Louises Sarkofag i Roskilde
Domkirke, om, at han fattede den antike Kunst med en sikker Intelligens, der snarere er over end
under Wiedewelts. Han savner vel dennes mere elegante Teknik; til Gjengjæld er en Figur som
»Religionen«, der flankerer Sarkofagens ene Endestykke, med sin af antike Kejserindestatuer
paavirkede Holdning langt smukkere og i en mere ædel Stil end de allegoriske Kvindefigurer, der
119/142