Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Denne Udnævnelse satte en Del ondt Blod, og der skumledes over, at den var en Tak for sidst fra
Theatrets administrerende Direktør, Kammerherre Warnstedt; S. havde nemlig ikke alene givet Ideen
til Theatrets daværende Styrelsesform — Overtilsynskommissionen af 9. Marts 1778 —, men ogsaa
henledet dennes Præses General Eickstedts Opmærksomhed paa Warnstedt til Direktørposten.
Hermed var det gaaet saaledes til: S. havde nægtet at udføre en ganske ligegyldig Birolle,
Overhofmarskallen Grev Holstein, der havde fattet Uvilje mod S., navnlig efter Opførelsen af
»Balders Død«, henviste til Blaataarn, og S. svarede med Trusel om øjeblikkelig at tage sin Afsked.
Under disse Forhold kom S. en Dag i Samtale med Eickstedt, og Resultatet blev et Samarbejde
mellem de 2 Mænd, der gjensidig benyttede hinanden til Fremme af deres Ønsker: S. den mægtige
Statsminister til at knække Holsteins Magt, Eickstedt den ringe Aktør til at skaffe sig Indflydelse paa
Theatrets Styrelse, hvorefter han paa Grund af sin Amourette med Jomfru Møller (dvs. Mad.
Frydendahl) higede. 8 Dage efter denne Samtale forelagde S. Eickstedt et fuldt udarbejdet Forslag til
en Omordning af Theatrets Styrelse, der vandt Excellencens Bifald; ligeledes lykkedes det S. — dog
kun med Opbydelsen af al sin Snildhed — at indgive Eickstedt Tanken om at kalde Warnstedt til
administrerende Direktør. Hvad de 2 havde udpønset i Stilhed, fik kort efter kongl. Stadfæstelse. Stod
end saaledes baade Eickstedt og navnlig Warnstedt i Taknemmelighedsgjæld til S., lod hans
Udnævnelse til Instruktør sig fuldt ud forsvare under Henvisning til, hvad han alt da havde ydet som
Kunstner: allerede 2 Aar forud havde han ved sin Udførelse af Figaro i Beaumarchais' »Barberen i
Sevilla« (Febr. 1777) vist sig ikke alene som en selvstændig og intelligent Kunstner, men tillige som
den nye Tids Repræsentant; ogsaa hans Virksomhed i »det dramatiske Selskab«, fremfor alt
Iscenesættelsen af »Balders Død«, havde dokumenteret hans Instruktørgaver. Han blev ogsaa af
stor Betydning som Instruktør saa vel for yngre som for ældre, de første ved en omhyggelig direkte
Undervisning, de andre ved indirekte Paavirkning. S. var ikke fyldt 25 Aar, da han udnævntes til
Instruktør, det er derfor intet Under, at han endnu ikke var den almenanerkjendte Kunstner, han
senere blev; en halv Snes Aar senere vidnede Pram netop for »kommende Tider«, at S. var »den
sande Kunstner, der med ægte Kunstnerflid opdyrkede sit Talent til virkelig eminent Storhed, fortjente
derved at sættes til at være Mester for gode Skuespillere og de tilvoxendes Leder og Danner«. 40
Aar gammel stod S. paa Middagshøjden i sin Kunst: »man kan vel«, skriver H. P. Haste ved denne
Tid, »uden at træde nogen for nær kalde S. vor største dramatiske Kunstner, især naar man
betænker, hvor mange og til Dels heterogene Fag, han spiller«. S.s Repertoire strakte sig »fra de
mest komiske til de mest tragiske Roller, fra den unge Mands til Oldingens« (Haste); med rette kaldte
Tode ham »den største dramatiske Proteus«. Et Par Sammenstillinger af hans Repertoires
Mærkepæle vil vise, hvor stor og omfattende en Forvandlingskunstner han var: han spillede med lige
Natursandhed den adrætte Figaro hos Beaumarchais og den ærværdige d'Orbesson i »Faderen«,
den aabentærlige Niels Ebbesen i Sanders Drama og den skjultlumske Pater Johan i »Dyveke«, den
kjække unge Lieutenant King i »Søofficererne« og den vindige gamle Laps Sir Philip Modelove i »De
4 Formyndere«, den gnavne Hr. v. Rosenau i »Hververne« og den joviale Warberger i »Jægerne«,
den godmodige Sir Peter i »Bagtalelsens Skole« og den hidsige Squire Russel i »Den skinsyge
Kone«, den aabenmundede van der Haan i »De Vonner og Vanner« og den indesluttede Baron v.
Harrwitz i »Fændrikken«; han magtede den dæmoniske Uhygge (Loke i »Balders Død«) og den
latterlige Fejhed (Jacob v. Thyboe), den myndige Selvbevidsthed (Robinson i »Den bogstavelige
Udtydning«) og den pjaltede Reducerethed (Mr. Mist i »Landsbytheatret«). S. blev med Aarene
meget svær og temmelig ubevægelig, derfor indskrænkede han allerede inden sit fyldte 50. Aar sin
Virksomhed til det ældre Rollefag, men ogsaa paa dette begrænsede Omraade viste han sig som en
mangfoldig Kunstner og spillede »vrantne og joviale, tossegode og fiffige, ængstelige og djærve,
blide og strænge, latterligt forelskede og but frastødende Oldinger af alle Stænder og under alle
Forhold« (Overskou).
I Vinteren 1802 indlemmede S. i dette Repertoire sit Holbergske Mesterstykke Mester Herman i »Den
politiske Kandestøber«, som han dog kun udførte 2 Gange, sagtens fordi han allerede snart herefter
begyndte at spore den Bristen i Hukommelsen, der gjør Skuespilleren utryg paa Scenen. Hans sidste
nye Rolle blev Palnatoke (April 1809), som han kun nødig overtog, da han, hvis Puls bankede i Takt
med den borgerlige Skuespildigtning i det 18. Aarhundredes Slutning, naturnødvendig følte sig
fremmed over for Oehlenschlägers Lyrik: allerede den versificerede Form voldte ham store
Vanskeligheder, og hans Fremstilling af den nordiske Helt naaede ikke op over det respektable. 28.
Nov. s. A. bevilgedes hans Afskedsbegjæring som Skuespiller, og 21. Marts 1810 takkede han efter
at have spillet Sir Peter i »Bagtalelsens Skole« i en Epilog Publikum for »mange Haande Beviser paa
112/142