Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

opbevarede rige kongl. Musikarkiv. Efter Lægens bestemte Erklæring var det en Nødvendighed for
hans syge Bryst, at han maatte tage sin Afsked og rejse til et varmere Klima. Rørende er det at se
den i »Minerva« aftrykte Adresse, hvori samtlige Kapelmusici bede ham om ikke helt at opgive sit
Embede og tilbyde at lette ham Byrden i enhver Henseende, og ligeledes af hans Svar at se, hvor
inderlig han følte sig knyttet til sin Stilling. Men foruden at S. efter Samtidens Vidnesbyrd var en
aldeles ypperlig Dirigent og havde den Evne at kunne inspirere dem, han virkede sammen med,
elskede han ogsaa sit Kapel. Ikke blot var paa hans Initiativ Kapellets Enkekasse bleven stiftet (8.
Nov. 1789) og forøget ved hans personlige Anstrængelser, særlig ved de Koncerter, han gav for den,
og paa hvilke i Regelen en eller anden ny Komposition af ham blev opført for første Gang, men
ogsaa havde han i sit Testamente bestemt, at et i Forhold til hans Bo betydeligt Legat skulde under
visse Eventualiteter tilfalde Kapellets Enkekasse i Kjøbenhavn, den By, »hvor han havde erhvervet
sin hele Formue, og som han betragtede som sit Hjemsted«.
27. April 1795 forlod han Kjøbenhavn, besøgte om Sommeren Slægt og Venner og rejste i Sept. i
Følge med sin Ven Kammerherre H.W. v. Warnstedt fra Hamborg til Lissabon. En vældig Storm
forslog imidlertid Skibet af dets Kurs og førte det som Havarist til Arendal i Norge, hvor S. maatte
blive Vinteren over. En forbigaaende Bedring afløstes af et Tilbagefald, og hans hidtil gode Mod
forlod ham, saa at han ganske opgav Rejsen til Syden og kun længtes efter at gjense sine kjære. I
April 1796 rejste han fra Arendal over Hamborg til Lüneburg, hvor han traf sin Hustru og sit eneste
Barn. Vinteren tilbragte de i Berlin og Sommeren 1797 i Rheinsberg. Men her traf ham det tungeste
Slag: hans elskede Hustru døde 8. Nov. Efter hendes Død lammedes hans Kræfter fuldstændig;
komponere kunde han ikke længere, det højeste, han drev det til, var nogle kritiske Artikler og
Recensioner, Hvileløs flakkede han med sin lille Datter fra det ene Sted til det andet, ængstelig
vaagende over hendes Sundhed og udtæret af stadig tiltagende Blodstyrtninger, indtil Døden endelig
10. Juni 1800 i Schwedt ved Oderen [Oder] forløste ham fra hans Lidelser. Hans betydelige Samling
af Musikalier tilfaldt efter Testamentet Musikdirektør Fr. Haack i Stettin [Szczecin]. — S. var en
ualmindelig afholdt Mand, men han var ogsaa et sjældent Menneske: et lyst Hoved og en udviklet
Forstand i Forbindelse rned et stort Hjærte, en Ordenssans i alt, ogsaa det økonomiske, og paa den
anden Side en ubegrænset Hjælpsomhed og Uegennyttighed, en medfødt Taktfølelse, der gjorde
hans Omgang lige tiltrækkende for høje og lave, og en Beskedenhed, der bundede i hans dybe
Religiøsitet.
Til: Indholdsfortegnelsen
109/142