Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Kunzens Anførsel blev givet i 3 Repriser ved de aristokratiske Koncerter i det Schimmelmannske
Palais i Kjøbenhavn, hvor Hoffet var tilstede, og hvor den ellers ikke synderlig musikalske Kronprins
Frederik efter et Øjenvidnes Beretning blev rørt indtil Taarer, gjorde den et saadant Indtryk, at S., der
for øvrigt tidligere efter Sigende var anbefalet af Naumann [...], fik Tilbud om at overtage det ledige
Embede som kongl. dansk Kapelmester. Ikke ugjærne modtog han denne Stilling baade paa Grund
af de gode Vilkaar — omtrent dobbelt saa høj en Gage, som han havde i Rheinsberg —, og særlig
fordi han siden 1785 havde følt sig ilde til Pas der paa Grund af de ham ufortjent tilføjede Krænkelser
fra den musikalske, men stokpedantiske og bidske Prinsesse Amalies Side.
I Kjøbenhavn, hvor han ankom 19. Okt. 1787, begynder en ny og særdeles frugtbar Periode af hans
Kompositionsvirksomhed. Allerede paa Forhaand havde hans Musik skaffet ham mange Venner i
Danmark; thi foruden »Athalie« havde hans i Tyskland epokegjørende og endnu kjendte, fortræffelige
»Lieder im Volkston« fundet Vej her op; endnu mere populære bleve de, da Rahbek [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] 1792 udgav et Udvalg af dem med danske
Texter. I øvrigt satte S. sig hurtig ind i dansk Sprog og Litteratur. Hans første for Almenheden opførte
danske Komposition var et Kor i en Prolog af Thaarup ved Kronprinsens Tilstedeværelse i Theatret 8.
Dec. 1788; men allerede i Vinteren 1787—88 havde han til Ewalds Text komponeret sit klassiske
Passionsoratorium »Maria og Johannes«, som med stort Bifald var blevet opført ved Hoffet i Fasten
1788. Fra 1789 af, hvor det udkom i Klaverudtog, blev det ofte opført og 1791 endog udgivet i Partitur
efter et af S. udtænkt Ciffersystem. At komponere en original dansk Opera var S.s inderligste Ønske,
og Thaarup var ogsaa begyndt paa en Text dertil, men kunde ikke blive færdig med den.
Theaterdirektionen, som gjærne vilde have en ny Opera til Kongens Fødselsdag 1789, bestemte sig
derfor til at give S.s franske Opera »Aline«, oversat paa Dansk og omarbejdet af S., der
tilkomponerede en Del Balletmusik. Trods visse nationalistiske Bestræbelser modtoges den med
stort Bifald og holdt sig paa Repertoiret i henved 30 Aar. Men en endnu længere Levedygtighed og
en endnu mere begejstret Modtagelse var forundt hans næste dramatiske Arbejde, det lille Enakts-
Syngespil »Høstgildet«, opført første Gang ved Kronprins Frederiks og hans Bruds Indtog 16. Sept.
1790. Thaarups Text og S.s Toner dannede her et karakteristisk nationalt Billede af den hele rolige
og lykkelige Tidsaand, der herskede under Kronprinsens og Bernstorffs Styrelse, og som Bevis paa
Stykkets Popularitet kan anføres, at det fra 1790—1835 blev opført 65 Gange. Endnu i den nyeste
Tid er det givet paa vort Nationaltheater ved Aarhundredets Slutning som en pietetsfuld Hyldest til
vore Forfædres Minde. En lignende Lykke gjorde hans 2 følgende dramatiske Arbejder, Toakts-
Syngestykkerne »Indtoget«, Text af P.A. Heiberg, og »Peters Bryllup«, Text af Th. Thaarup, begge
opførte 1793. Igjennem Melodierne i disse Stykker sang S. sig ind i det danske Folks Hjærte, og man
kan uden Overdrivelse sige, at han og hans Efterfølger Kunzen skabte den danske Vise, der danner
Prototypen for den af S.s Elev Weyse saa smukt og rigt udformede Romance.
S. var en dyb religiøs Natur. Allerede i Rheinsberg havde han til den fritænkerske Prins Henriks
Forbavselse udgivet flere Samlinger af religiøse Sange; nogle af disse Melodier klinge endnu i vore
Kirker, f. Ex. »Her komme, Jesu, dine smaa«. I Danmark skrev han, i Samklang med de
Reventlowske Bestræbelser paa Trolleborg, hvor S. var en hyppig og kjær Gjæst, et lille Skrift om
Musikkens Indflydelse paa Folkets aandelige Dannelse. Det udkom 1790 og fremkaldte nogen
Diskussion, hvoraf vistnok som et praktisk Udslag resulterede forskjellige kirkelige Kompositioner af
S. 1791 opførtes Saaledes i Slotskirken Thaarups Hymne: »Gud Jehova, vi prise dig«, hvis grandiose
Begyndelse er almen bekjendt fra Berggreens »Skolesange«. Den blev s. A. oversat paa Tysk af S. s
intime Ven Joh. Heinr. Voss og er det af hans her i Landet komponerede Værker, som er blevet mest
bekjendt i Udlandet. Endnu i 1845 blev en Partiturudgave heraf udgivet og uddelt som
Examenspræmie i »Berliner Sing-Akademie«. Det vilde føre for vidt at opregne den lange Række af
Kirkemusik til danske Texter, som S. i de sidste 4 Aar af sit Ophold i Danmark komponerede; her skal
blot fremhæves Passionsoratoriet »Christi Død« af Baggesen, opført 1792 og oftere, ligesom flere af
de følgende. I Modsætning til mange andre Værker af S. henlaa det i Manuskript, til det 1879 blev
udgivet i et forkortet Klaverudtog ved »Samfundet til Udgivelse af dansk Musik«. End videre Edv.
Storms »Hymne« (opført 1792), Baggesens »Lovsang« (1793), Oratoriet »Frelserens sidste Stund«
af V. K. Hjort (1794) og Cl. Frimanns »Hymne« (komponeret 1794). Hans sidste større Værk var
Thaarups »Sørgesange« ved Arveprinsesse Sophie Frederikkes Bisættelse (1794).
S.s Helbred, der i længere Tid havde været svagt, led et ubodeligt Knæk ved hans energiske
Bestræbelser for ved Christiansborg Slots Brand 1794 at redde saa meget som muligt af det der
108/142