Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Schulz, Johan Abraham Peter, 1747—1800, Komponist og Kapelmester
Af S.A.E. Hagen
Johan Abraham Peter Schulz blev født 31. Marts 1747 i Lüneburg, hvor Faderen var Bager. Da
Faderen, der var en flittig Kirkegænger, ønskede, at Sønnen skulde blive Præst, blev denne sat i
Latinskolen. Ved Disciplenes Kortjeneste i Kirken vakte den livlige Drengs smukke Sopranstemme og
hans medfødte Evne til at synge endog vanskelige Sager fra Bladet almindelig Opmærksomhed, 11
Aar gammel begyndte han allerede at komponere uden at kjende noget til Harmonilæren; men
heldigvis tog den dygtige Organist ved Johanneskirken Schmügel, en Hamborger af Fødsel og Elev
af den berømte Telemann, sig af Drengens musikalske Opdragelse, lærte ham Theori og Orgelspil, ja
lod ham endog bo i sit Hus, hvor der var ganske anderledes Ro til at øve sig end i det tarvelige Hjem.
Hans hurtige og store Fremskridt paa Orgelet, det eneste Instrument, som Faderen havde Agtelse
for, aabnede endelig dennes Øjne for, hvad der var Sønnens rette Livsopgave, og 1765 gav han S.
Lov til at rejse til Berlin, hvor han var saa heldig at gjøre Bekjendtskab med Phil. Em. Bach, der
anbefalede ham til den bekjendte Theoretiker Kirnberger. Men her kom han i en stræng Skole. Alt,
hvad han tidligere havde komponeret, blev kasseret, og han maatte begynde forfra som en
Skoledreng. S. arbejdede med Jærnflid, og til Gjengjæld tog Kirnberger ham i sit Hus, sørgede for
ham som en Fader og var utrættelig i at undervise ham i simpel og figureret Koralstil, i enkelt og
dobbelt Kontrapunkt. Heri var Kirnberger en Mester i gammeldags Betydning, men Praktiker var han
ikke; at tage sin Elev med paa Koncerter faldt ham ikke ind, og Orgelspillet blev lagt paa Hylden. S.
tilstaar ogsaa, at hvad han den Gang vandt i theoretiske Kundskaber og Kritik, det tabte han i
Opfmdelsesevne, og at han senere havde vanskeligt ved at gjenvinde sin medfødte Lethed i at skrive
melodisk og behagelig. Heri ligger maaske Grunden til, at han forholdsvis sent — over 30 Aar
gammel — debuterede som Komponist med et 1778 udgivet Hæfte Klaverstykker, der for Resten
fandt en meget rosende Modtagelse ligesom hans Aaret efter udkomne 24 »Gesänge am Clavier«.
I 3 Aar var han i Lære hos Kirnberger; da skaffede denne ham en god Stilling som Akkompagnatør
hos en rig polsk Fyrstinde Sapieha, med hvem han rejste i 4 Aar i Italien, Frankrig og Tyskland. Paa
disse Rejser besøgte han Jos. Haydn i Wien og lærte dennes Værker at kjende, hvilke med deres
inderlige og naturlige Forening af Melodik og harmonisk Kunst gjorde et stærkt Indtryk paa ham.
1772 forlod han i Warschau [Warszawa] Fyrstindens Tjeneste og fik en lignende Plads hos hendes
Slægtning Fyrst Sapieha, der residerede i Dereczyn, en lille By i Lithauen. Men
Akkompagnatørtjenesten trættede S., saa at han kun holdt ud at være der i 6 Maaneder og 1773
rejste tilbage til Berlin. Her fik han snart en omfattende Virksomhed, dels som Musikforfatter ved at
redigere de musikalske Artikler i 2. Del af Sulzers »Theorie der schönen Künste« og ved at hjælpe
Kirnberger med Udgivelsen af dennes »Die wahren Grundsätze zum Gebrauch der Harmonie«, dels
som en søgt Lærer i Sang og Klaverspil.
Ved det kongl. franske Theater i Berlin blev S. ansat som Musikdirigent 1776; men 1778 blev
Theatret nedlagt. Den musikalske Prins Henrik, der overværede nogle Privatforestillinger — smaa
franske Operetter, som Kronprinsessen og hendes Hofdamer opførte under S.s Ledelse —, syntes
saa godt om S., at han engagerede ham fra 1. April 1780 som Kapelmester ved sit franske Theater i
Rheinsberg. Ikke længe efter ægtede S. en vakker ung Pige, Wilhelmine Flügel, der var i Huset hos
sin Onkel Carl Sievert, Kammermusikus hos Prinsen. Men den huslige Lykke varede kun kort. Først
mistede de deres Barn, derefter sygnede hans Hustru hen og døde i Sommeren 1784. Et Par Aar
senere fandt han dog Trøst for sit Tab ved at ægte sin afdøde Hustrus Søster Louise Charlotte
Philippine Flügel. Der var heller ikke Tid til at sørge i det muntre Rheinsberg, thi Prinsen forlangte
meget Arbejde af sin Kapelmester, og S. skaanede sig ikke i nogen Retning. I de 7 Aar, han tilbragte
i Rheinsberg, opførte han foruden en Mængde af de bedste franske Operetter, hvoraf navnlig Grétrys
vare ganske efter S.s Hjærte, de bedste store Operaer af Gluck, Piccini og Sacchini. Tillige
komponerede han for Theatret i Rheinsberg mange større og mindre Lejlighedskompositioner samt
Operetten »La fée Urgèle«, Operaen »Aline, reine de Golconde« og endelig sit mest berømte Værk:
Ouverturen og Korene til Racines Tragedie »Athalie«. Denne Musik, som han skrev 1782 efter
Prinsens Opfordring, bragte hans Navn viden om, hvortil ogsaa hans Ven Professor C.F. Cramer i
Kiel bidrog meget ved at oversætte Texten paa Tysk og ved 1786 at udgive et Klaverudtog af
Musikken. S. A. blev den med Bifald opført ved en Koncert i Berlin, og da den i Jan. 1787 under
107/142