Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Voltaire) Publicistens Drift til at forsøge sig i de forskelligste Kunstformer.
Fabelen mislykkes for ham, fordi han mangler Naivetet og er altfor tynget af
belærende Hensigt, men han viser sine Landsmænd, at moralfilosofiske
Overvejelser kan bringes til at udgøre en lærerig Morskabsbog.
Den klassiske Aandsform omdanner endelig 88 Romanen, som den paatrykker
alle andre Kunstarter sit Stempel; den gør Romanen filosofisk, allegorisk, som
vi i England især træffer den hos Swift, i Frankrig især hos Voltaire, og det er
paa Grundlag af en hel Overlevering og i Tidsaandens Medfør, at Holberg
skriver Niels Klim. For at komme de nedarvede Fordomme tillivs uden direkte
at komme i Kast med de Samfundsmagter, der bar dem, sidestille man disse
Fordomme med andre (som næredes i Persien, paa Sirius eller under Jorden)
og hvis Herredømme dér var ligesaa uanfægtet. Idet man overfor den gængse
Sæd og Skik, det herskende Religions- og Rets-System, udviklede andre
Folkeslags Levevis, andre Kloders Synsmaade, Mennesketræers eller
Abemenneskers Samfundsindretning, gjorde man det, som i Hjemmet gjaldt
for det ubetinget Tilbørlige, relativt og lod et ironisk Lys falde hen derover.
Fortræffeligt laa denne Kampmaade for Holberg, hvis Fantasi stadig var ledet
af Frigørelsesdriften, hvis Lune, selv naar det blev sluppet løs i Overgivenhed,
altid blev holdt i Line af Forstanden, og for hvem det, især da Tiderne blev
trykkende, var en Fristelse at filosofere ad en ny Omvej. Kunstformen er
nutildags forældet, men Niels Klim ikke desmindre — skønt noget ufrisk — et
af Holbergs bedst lykkede Skrifter.
Paa alle disse talrige Omraader ser vi da Holbergs Aand forefinde den klassiske
Aandsform færdig og parat for ham og ser denne Aand smutte i denne Form
som i sin naturlige Dragt, en Vaabendragt, der aldrig trykker den — og ved
denne lykkelige Overensstemmelse rustes denne Aand, saa den bliver den
herskende i sit Lands Kultur.
Det er ikke for meget sagt, at det klassiske Panser aldrig trykker ham.
Imidlertid, det kan blive ham for snevert, og da ser vi ham kaste det. Det er jo
fra første Færd af en Vaabendragt for romanske Folk. Molière bærer den med
uendelig Gratie, lige ledigt til Kamp og Fest. Den lykkelige! Lykkelig i al sin
Ulykke! Han var ved Kilden. Han forefandt omkring sig Verdens første Hof,
Tidens ypperste og sletteste Selskab, havde Europas højest og finest udviklede
Sprog til sin Raadighed og beherskede det fuldendt. Han fandt desuden med sit
rige Sind Udtryk for den dybe Følelse, den ædle Harme, for Sværmeri og
Elskov ikke mindre end for Lune og Vid. Han kunde naa op til Alcestes
ophøjede Menneskeforagt, hvor Holberg maatte blive staaende ved Philemons
ærbare Selvforsvar; han kunde skildre Tartuffe i al hans uhyggelige Storhed,
hvor Holberg maatte nøjes med at male den lille visne Hykler Jeronimus i
Pernilles korte Frøikenstand. Selv om Holberg i Følelsens Dybde og
Inderlighed, i Erotikens Glød og Duft havde kunnet maale sig med Molière,
maatte han dog i Udtrykkets Finhed og Ynde staa langt tilbage for ham, stillet,
som han var, i et halvciviliseret Land med et uudviklet Sprog. I Lune og
Overgivenhed derimod maaler han sig med ham (man tænke paa Ulysses von
88 'Endelig' betyder 'sluttelig', 'til sidst' eller tilsvarende.
87