Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

St.-G. forlangte bestemt, at Krigen skulde føres offensivt; man maatte ikke vente paa Russerne ved
Grænsen. Flaaden skulde direkte angribe Ruslands Kyster og ødelægge dets Marine; Hæren skulde
gaa ind i Meklenborg [Mecklenburg] og sætte sig fast i et Terræn, hvor Fjenden ikke kunde udnytte
sin Overlegenhed. Skjønt Armeen havde været samlet i Hertugdømmerne siden 1758, var den ikke
krigsberedt; den var ikke sammenarbejdet og manglede alle Feltinstitutioner. St.-G. fik Lov til at
arbejde uforstyrret i 4 Maaneder, og det lykkedes ham at naa et forholdsvis godt Resultat. Tropperne
blev lagte i Lejre langs Sydostgrænsen, hvor der blev exerceret og manøvreret med Energi. Han
organiserede en Stab, navnlig bestaaende af Officerer, der havde tjent sammen med ham i Frankrig;
han oprettede lette Tropper, forstærkede Feltartilleriet, anlagde Depoter og indrettede Forplejnings-,
Sundheds- og Trænvæsen. Da Rusland i Begyndelsen af Juli brød Freden, var St.-G. saa
nogenlunde færdig, og i Dagene mellem 9. og 12. Juli marcherede han i Spidsen for 27.000 Mand ind
i Meklenborg, som han i Forvejen omhyggelig havde rekognosceret. Man tog Stilling syd for Wismar
og gjorde alt rede til at give Russerne en varm Modtagelse. Allerede havde Fortropperne faaet Føling
med hinanden, da St.-G. 23. Juli til sin Forbavselse erfarede, at Fjenden trak sig tilbage. Peter III var
styrtet 8. Juli; Krigen var endt, førend den var begyndt. St.-G. blev staaende i Meklenborg
[Mecklenburg] til langt ind i Avg. og gik saa til Holsten, hvorfra han i Dec. begav sig til Kjøbenhavn.
Hæren blev først i det følgende Foraar sat paa Fredsfod. Da St.-G. kom til Danmark, var han en
anerkjendt og prøvet Hærfører, hvorimod han var ganske uforsøgt som Hærorganisator; og dog blev
det i denne Egenskab, at han kom til at erhverve sig et Navn i den danske Hærs Historie. Uagtet det
ikke var kommet til Slag, havde Felttoget i Meklenborg vist, at den danske Hær var mangelfuldt
indøvet, organiseret og kommanderet; dens Mangler og Brøst laa klart for alle. Fra de forskjelligste
Sider blev der til Regeringen indsendt Forslag til Armeens Omordning, og Kongen paalagde St.-G. at
udtale sig om nogle af disse Projekter og selv stille Forslag. De Betænkninger, som han i Febr. 1763
indsendte til Kongen, indeholde mange sunde Tanker, der ville bevare deres Gyldighed, saa længe
der overhovedet existerer Armeer: Hærens Styrke maa staa i Forhold til Statens finansielle Evne; en
lille, vel ordnet og vel forplejet Hær er mere værd end en stor, der er løst sammensat og slet
underholdt. Et godt Officerskorps er den vigtigste Betingelse for at have en god Armé; man maa ikke
have for mange Generaler, og Forfremmelse til højere Stillinger maa kun ske efter Dygtighed.
Underofficerskorpset er »Maskinens Drivfjeder«; det maa lønnes anstændig og udelukkende bestaa
af indfødte. Landet forsvares bedst af dets egne Børn; i alle Tilfælde maa et stort Antal af Soldaterne
være nationalt, og disse maa øves ordentlig. Der maa skaffes Folkene ordentlige Kvarterer og god
Sygepleje; der maa strængt vaages over, at de faa, hvad de skulle have; Forsømmelser og Misbrug
fra Chefernes Side straffes med Afskedigelse. Soldaten skal være »Kongens Mand«, ikke Chefens,
Regimenter og Kompagnier maa ikke være Entrepriser, ikke gjøres til Gjenstand for Kjøb og Salg;
men Officererne maa ved rigelige Lønninger holdes skadesløse for de uvisse Indtægter. Fodfolket er
det vigtigste Vaaben; en Hær paa 24.000 Mand bør tælle 20.000 Infanterister, 4.000 Ryttere og
Dragoner med 30 lette og 40 sværere Kanoner. Artilleriet bør samles i et Korps under en fælles
Ledelse, ligesaa Ingeniørerne; der bør oprettes lette Tropper og sørges for Træn- og
Hospitalsvæsen. St.-G. var ogsaa, saa vidt vides, den første, der havde Øje for, at den administrative
Inddeling bør falde sammen med den taktiske. Alt dette forekommer nu at være selvfølgeligt, næsten
trivielt; den Gang var det nyt, ja paradoxalt.
Kongen fandt Behag i St.-G.s Udtalelser og hædrede ham i Marts 1763 med det blaa Baand; men
der hengik over et halvt Aar, inden han lod ham begynde paa at føre sine Ideer ud i Livet. Dette skete
først, efter at Hærens Centralstyrelse ved en kongl. Forordning af 28. Okt. 1763 var bleven totalt
omdannet. Krigskancelliet og Generalkommissariatet bleve ophævede og erstattede af et
»Generalkrigsdirektorium«. Dette fik 4 Departementer, der hver havde sin Del af Administrationen at
varetage, og hvis Chefer dannede et Kollegium med St.-G. i Spidsen som Præsident. I Norge blev
der 1764 oprettet et særligt Krigsdirektorium under W. Schmettau.
St.-G. skred strax til Udførelsen af sine Reformer. Han indførte et Normalbudget og satte Hærens
Regnskabsvæsen paa en bedre Fod. De 3 Garderkorpser bleve indskrænkede til en lille kombineret
Livvagt. De nationale Regimenter bleve opløste og Mandskabet stukket ind i de hvervede Afdelinger,
der fremtidig skulde have en Kjærne af udskrevne Soldater. Et Artillerikorps og et Ingeniørkorps
afløste de 3 Artillerier og de 3 Fortifikationsetater. Af Fæstningerne bleve de, der ikke havde virkelig
Betydning for Monarkiets Forsvar, nedlagte. En Mængde overflødige Officerer blev afskediget eller
sat paa Ventepenge. Tilgangen til Officerskorpset og Avancementsforholdene bleve regulerede; der
blev udfærdiget Konduitelister og givet Bestemmelser, som indskrænkede Kjøb og Salg af
103/142