Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Saabye, Peter Rasmussen, 1762—1810, Skuespiller
Af Arthur Aumont
Peter Rasmussen Saabye fødtes 1. Marts 1762 i Kjøbenhavn — hans Forældre vare Tømmersvend
Peder Christensen S. og Karen Birgitte Andersdatter —, blev ved Begyndelsen af 1780—81
Danseskolar ved det kongl. Theater og fik 14. Juni 1781 sin Debut som Lieutenant Krone i »Greven
af Waltron«. Han gjorde strax et heldigt Indtryk paa Publikum ved sit kjønne, aabne Ansigt, sin
belevne, friske Tale og sin frejdige, gratiøse Fremtræden, dog maatte han endnu i nogle Aar nøjes
med Smaaroller og fik først 1786 Plads blandt Skuespillerne, men vandt, da han endelig anvendtes i
betydende Roller, hurtig fast Fodfæste hos Publikum, og Direktionen føjede sin Anerkjendelse til, i
det den kaarede ham til yngste Deltager i den Studierejse til Tyskland og Frankrig, Theaterkassen
1788 bekostede for 3 Skuespillere. Hjemkommen ikke alene bevarede S. sin Yndest hos det
kvindelige Publikum, men han blev i sin Paaklædning snart et Mønster for Hovedstadens
Modekavallerer, og i en Snes Aar stod han som den ubestridte Indehaver af Repertoirets lystige
Elskere og elskværdige Galninger. S. besad i fuldt Maal Ungdommens Naadegave: den umiddelbare
Sympathi, og han bevarede denne i den kaadeste Overgivenhed og de vildeste Løjer, ja selv i de
lavkomiske Overdrivelser, hvortil han ikke sjælden lod sig forlede af Publikums Bifald og sin egen
usikre Smag; hans Raskhed kunde faa et Anstrøg af Friskfyragtighed, hans Naivitet af Dumhed, hans
Lystighed af Karikatur, men selv i saadanne Øjeblikke meddelte det Ungdommens Overmod, der gav
sig Udslag i disse Overdrivelser, Fremstillingen en forsonende Frodighed. Blandt S.s bedste Roller
indtager Charles i »Bagtalelsens Skole« en fremtrædende Plads, den var som skreven netop for
ham: letsindig og elskværdig, rask og ubetænksom, overgiven og varmhjærtet, vilter og trofast. S.,
der besad en behagelig, ikke stor Tenorstemme og et indtagende Foredrag, havde nogle af sine
bedste Roller i Syngestykker, Saaledes Just i »Kinafarerne« og Falentin i »Sovedrikken«; derimod
savnede han ægte Udtryk for det lidenskabelige og pathetiske og tog her sin Tilflugt til en snart
svulstig, snart sødlig Deklamation. Skæbnen vilde, at S. skulde komme til at tage Afsked med
Scenen netop i en pathetisk Rolle; under en Kollegas Sygdom havde han for at muliggjøre
Opførelsen af »Axel og Valborg« overtaget Hakon Hærdebred, for hvis brynjeklædte Mandighed
hans bløde Elskværdighed intet Udtryk ejede, og Tragediens 6. Opførelse 24. Febr. 1810 blev S.s
sidste Optræden. Ugedagen efter, 3. Marts, døde han, ramt af et apoplektisk Slag. — S. havde 24.
Juni 1791 ægtet Bernhardine Anna Cathrine Fesser, der døde 1803 (begravet 4. Avg.), 28 Aar
gammel.
Til: Indholdsfortegnelsen
100/142