Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Rahbek, Karen Margrethe, 1775—1829
Af Nic. Bøgh
Kamma Rahbek [Karen Margrethe Rahbek] er Søster til Skuespilleren Jens Stephan Heger [...
medtages evt. senere]. Hun blev født i Kjøbenhavn 19. Okt. 1775. Navnet Kamma fik hun af sin lille
Søster, da denne ikke kunde tale rent. Fra sin hjærtelige, aandfulde Moder havde hun arvet en fyrig
Livlighed, fra sin Fader en talentfuld Natur med dennes Tilbøjeligheder. Forældrene levede ikke
lykkelig sammen, og Kamma synes at have sluttet sig mest til Faderen, hvis Yndlingsbarn hun var.
De studerede i Fællesskab Astronomi, Sprog, Musik og Tegning, de dyrkede Havevæsen og lavede
Paparbejder. I Hjemmet kom der en Mængde betydelige og begavede Mennesker, bl.a. Thorvaldsen,
der var Kammas Lærer i Tegning. Blandt sine 3 Brødre og sin Søster sluttede hun sig mest til den
beskedne, kontemplative, litterært anlagte Carl, der tidlig havde sluttet Venskab med K.L. Rahbek [se
om K.L. Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], som saa gjennem ham gjorde
Kammas Bekjendtskab, hvilket førte til, at hun i sit 23. Aar ægtede ham, 31. Avg. 1798. Hun blev nu
Centrum for Livet paa det berømte Bakkehus, det mest aandig bekjendte Hjem, Danmark har ejet.
Hendes Ægteskab var barnløst og tilfredsstillede hende vel i andre Henseender heller ikke ganske; al
sit rige Hjærtes Kjærlighed gav hun da foruden til sin Mand til sine talrige Venner; »Veninde kunde
hun være med al sin fyrige Sjæls Kræfter, og hvad hun følte, kunde hun sige i de mest smigrende
Ord«. Vort Folks mest begavede og bedste Mennesker hørte til hendes nærmeste Kreds, og alle vare
de enige om at beundre og elske hende. Hun førte en udstrakt Korrespondance, havde stor
Fremstillingsevne og skrev levende og let, saa hendes Personlighed lyste ud at hver Sætning;
Heiberg [Johan Ludvig Heiberg] siger etsteds, at han i et af hendes elskværdige Breve finder mere
Poesi end i alt, hvad han har læst i de sidste 10 Aar. En stor Del af disse Breve er senere trykt, skjønt
hun selv rødmede ved Tanken om, at den mindste Billet fra hendes Haand skulde blive
Almenejendom. Det bedste ved hende eje vi dog ikke umiddelbart; det var nemlig hendes personlige
Omgang og hendes Samtale; Mynster siger, at »han regner Konversation med mange og mange
Slags Mennesker til hendes Embedspligter; en af hendes Bestemmelser i Verden er just at tale med
Folk, hvorved hun gjorde dem ikke blot Glæde, men Gavn«. Hvor interessant og indtagende var hun
ikke, fuld af Barnlighed og Uskyld, Hjærtelighed og Skjælmeri, Humanitet og Intelligens, Originalitet
og Karakter! Der var en stærk Sjæl i hendes fine, sarte Legeme. Hendes Skikkelse var mager, hun
havde et aandfuldt, aabent og klart Fysiognomi; hendes Øjne saa, naar hun var alvorlig, lidt
melankolske ud; men næppe fik hun et lystigt Indfald, saa funklede de med en sjælden Munterhed;
thi hun ejede i Grunden et glad Hjærte, som snart overvandt alle Forstemtheder. En Masse
Kundskaber havde hun, men var paa ingen Maade nogen Blaastrømpe; hun yndede endogsaa ikke
at gjøre sin Lærdom gjældende og trak sig tilbage fra videnskabelig Diskussion. Hun hadede al
Affektation og var meget uforbeholden i sine Ytringer. Skarpt iagttog og opfattede hun, havde
levende Sans for det pudsige, kunde med Hegersk Talent meget vittig efterligne alle, gav dem
Øgenavne og ramte enhver paa hans svage Punkt, men altid godmodig og yndefuldt, saa hun kun
vandt sig Venner derved; af hendes Omgangskreds maatte det dog forlanges, at den var smidig og
forstod sig paa Spøg. Hendes Lader, Latter og hele Færd overskrede imidlertid aldrig det graciøses
Grænser, og hun kom aldrig ind paa det trivielles Omraade.
Det lystige i hendes Natur havde en Baggrund af dyb Alvor; hun var stærk i Selvprøvelse og
Selvopdragelse, og derfor var Ensomhed hende kjær; skjønt hun gjæstedes af mange, tilbragte hun
dog lange Tider i stor Stilhed; meget sjælden gik hun uden for Hjemmets Enemærker, men havde der
nok at beskæftige sig med: sin Have, sine Blomster, sine Paparbejder, sine Tegninger og sin
vidtstrakte Læsning paa de forskjelligste Sprog. Hun var stærkt religiøs paa kristelig Grund. Der
kunde tit være Vemod over hende, og hun kjendte godt til Resignation. Større Kontraster end hun og
hendes Mand skal man vanskelig kunne opstille; disse Modsætninger fødte snart Spøg, snart alvorlig
Modsigelse, men forhindrede aldrig, at de to levede meget lykkelig sammen. Næsten altid havde hun
sin Broder Carl hos sig, J.L. Heiberg var fra sit 9.—11. Aar hendes Plejesøn, Poul Møller og J.M.
Thiele boede i længere Tid paa Bakkehuset, og alle priste de hendes Elskværdighed; Poul Møller —
»den kjæreste og fortræffeligste af hendes Sønner« — mente, at hendes Omgang foruden at
skjænke den fineste Fornøjelse tillige var en sand Opdragelse i moralsk og intellektuel Henseende.
De unge forstod hun godt, og næsten mere, jo ældre hun blev; hun tilhørte det 19. Aarhundrede,
hendes Mand det foregaaende. — Aldrig havde hun haft stor fysisk Kraft, og mere og mere skrantede
96/142