Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Pedersen, Poul, —1697— Digter
Af Julius Paludan
Poul Pedersen hørte ligesom Bording og andre samtidige Digtere til de frie Fugle, der førte en
ustadig Tilværelse uden at kunne opnaa eller udfylde nogen fast Livsstilling. Om hans Herkomst og
Fødselsaar vides intet; kun synes han at have haft sit nærmeste Familietilhold paa Skagen. I Firserne
af det 17. Aarhundrede nød han Gjæstfrihed hos en Digterbroder, Oberstlieutenant Jens Steen
Sehested, der efter et lignende omflakkende og nødlidende Ungdomsliv var havnet i et rigt Giftermaal
paa Herregaarden Selleberg mellem Odense og Kjærteminde [Kerteminde]. Omtrent ved 1690 træffe
vi saa P.P. i Kjøbenhavn som Redaktør for de af Bogtrykkeren Bockenhoffer udgivne danske Aviser,
især de »Maanedlige Relationer«. I denne Stilling synes han at have gjort ret god Fyldest, og navnlig
roses hans Omhu for Sprogbehandlingen, om han end ikke kunde holde Bladene paa samme Højde
som den forretningsdygtige Stifter, Daniel Paulli. Rimeligvis er imidlertid P.P.s Hang til et uordentligt
Liv stadig tiltaget, siden han, formodentlig ved Principalens Død sidst i 1697, fjærnedes fra Bladet og
maatte ty til Skagen for at nyde Naadsensbrød Vinteren over. At dette ikke er faldet i hans Smag,
fremgaar af, at han ved sin Afrejse efterlod et satirisk Digt, som i høj Grad opbragte Skagboerne. Han
synes at være vendt tilbage til Kjøbenhavn, hvor han blev mere og mere elendig og forfalden, saa at
han, vistnok ikke ret længe efter, skal være funden død i en Rendesten. P.P.s eneste bevarede
Værk, der maaske er begyndt paa Fyn, men vistnok fuldendt i hans Redaktørtid, er »Kjærligheds
Ændrings- og Undringsspejl udi den spanske Herremand Don Pedro af Granada, hans Liv og
Levneds Historie, ved Philedor«. Det er ikke af stort Omfang, men som Elskovsroman, oven i Kjøbet
paa Vers (naturligvis Alexandrinere), er det noget ganske enestaaende ikke blot i dansk, men ogsaa i
tysk Digtning ved den Tid. Æmnet er en spansk Anekdote, der er benyttet af Scarron, hvem P.P.
synes at staa nærmest, og i Molières »École des femmes«. Men i Aand og Stil er P.P. ganske tysk,
den mest typiske Elev af den 2. schlesiske Skole her i Danmark, hvor Skolens Indflydelse dog ved
denne Tid er kjendelig lige fra Kingo af og nedad. Dette fremgaar allerede af Digtets utrykte Fortale,
som for en stor Del er laant fra Hoffmannswaldau og interessant ved sine litterærhistoriske Oversigter
saa vel som ved den Maade, hvorpaa den i Skolens Aand fremhæver nationale Synspunkter for
Digtekunsten, men derhos betragter denne selv som en temmelig uvæsentlig Bisyssel. Ægte tysk er
ogsaa Stilen i P.P.s Digt med dens hult dundrende Bombast og søgte Ordspil og Antitheser, dens
sanselig slibrige Udmalinger og overlæssede Billedpragt, Misbrug af Solens Op- og Nedgang,
Morgen- og Aftenrøde, som spottes af J.E. Schlegel og Holberg. Alligevel indrømme begge, ikke
ganske med urette, P.P. en høj Plads mellem Tidens Poeter. Ikke blot falde hans Vers let og
flydende, men der er mere Liv i Fortællingen og Beskrivelserne, f.Ex. af italiensk Natur, end den
Gang almindeligt. — Digtet udkom psevdonymt og synes længe at have været udbredt i Afskrifter,
som vakte en Del Opsigt og tillagdes forskjellige bekjendte Forfattere. Det blev maaske ikke trykt før
1724.
Til: Indholdsfortegnelsen
95/142