Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Ganske som der nu under de falske Troesbekendelser findes en sand, naturlig
Religion — Gud, Frihed, Straf og Belønning efter Døden — ganske saaledes
findes der under de givne borgerlige og politiske Love en Naturret, som det
gælder om at udfinde og som bliver tilbage, naar alt det Forældede
bortsmeltes, saaledes som det f. Eks. sker i Holbergs Natur- og Folkeret. I
Religionen er Kærnen Moralen. Religion uden Moral er ingen Religion, men
»Moral uden Religion er altid Moral«. Og Moralen er atter Fornuft. Som det
hedder i Natur- og Folkeret: »Fornuft er Samvittighedens eneste Grundlag«.
Denne Gud er da lige langt fra den gammelhebraiske Stormgud og Lovgud og
fra den moderne tyske Poesis og Filosofis Verdensguddom. Denne Moral stiger
ikke til noget Kantsk kategorisk Imperativ eller til noget kristeligt Paradoks.
Denne Fornuft stormer ikke Himlen, indlader sig ikke med de højeste,
vanskeligste Overvejelser. Denne Fornuft-Moral eller moraliserende Fornuft
lever og aander, aander sundt og frit, her paa Jorden; den er hyggelig og
borgerlig, alvorlig uden at være overvættes streng, skemtsom og mange
Gange vittig i sit Udtryk, vel skikket til at lære en Nation af jævne Borgerfolk
og Haandværksfolk Levevisdom. Den nøjes med Middelsandhederne og passer
særlig godt for den Middelstand, hvis Frigørelse var gaaet forud for Holbergs
Tid, og hvis Digter og Lærer han blev.
Tidt synes de Genstande, der ligger til Grund for Komedierne, næsten for
underordnede, saaledes f. Eks. Æmnerne i Barselstuen og Den Stundesløse,
men det sprudlende Lune og den mangesidige og skarpe Iagttagelse gør
Fremstillingen og Læren lige uforglemmelige. Undertiden kan de Genstande,
som de Moralske Tanker behandler, synes altfor middels, altfor nærliggende; vi
véd, at man ikke bør gifte sig altfor gammel, at man hverken bør være en Laps
eller unødigt trodse Moden, at man hellere bør udmærke sig ved Fortjenester
end ved en Rang, at Venskab ikke bør være Sammenrottelse o.s.v., men
Afhandlingen om Ægteskab i Moralske Tanker er ligefuldt saa sundt tænkt, saa
mesterligt skreven, saa vittig i sin Bevisførelse, saa digterisk overgiven i sit
skønhedsdyrkende Slutningsforslag om de smukke Pigers Bevarelse i ugift
Stand til Ziir for Staden, at ingen nok saa dyb Tanke kunde udøve større
Tiltrækning eller indpræge sig stærkere end denne en Verdensmands
Bekendelse, og Afhandlingerne om den falske Gudsfrygt, der nu synes os saa
selvfølgelige, har engang været dristige og er vittige endnu.
Vi nulevende maa overhovedet overfor Holberg aldrig glemme, at hvad der nu
er for sandt til at siges, engang har været højst urimeligt, og at det er Holberg,
der har havt Mod til at tage vore sædelige og kunstneriske Livssandheder op
som urimelige og holde Pinen ud, indtil de blev Selvfølgeligheder. Han stod
overfor et Publikum, hvem han maatte give sin Satire ind med Skeer og banke
sin Moral ind i Hovedet. Og intet kunde ligge bedre for hans Evner end Kamp
for Udbredelsen af hans og Tidsalderens Moraltro og Fornufttro.
Den klassiske Aandsform tager i Frankrig og England alle Kunstarter i sin
Tjeneste for paa en smagfuld og tiltalende Maade at formane. Den gør
Fremstillingsmaader, der hidtil har staaet udenfor Skønliteraturen, literære,
som den moralske Afhandling, Epistlen, Fablen. Men Holberg har netop (i
Modsætning til Molière, hvis Aarhundrede han har bag sig, men ligesom
86