Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Møllmann, Bernhard, 1702—78, Historiker, Bibliothekar
Af C.F. Bricka
Bernhard Møllmann fødtes 12. Sept. 1702 i Flensborg [Flensburg] som Søn af Carsten M. og Gesine
f. Paulsen. Efter at have gaaet i sin Fødebys Latinskole (under J. Moller [? J. Müller]) og fortsat sin
Uddannelse paa Gymnasiet i Lybek [Lübeck] (under J.H. v. Seelen) drog han 1721 til Universitetet i
Wittenberg, hvor han studerede i 3 Aar, og kom efter kortere Ophold ved Universiteterne i Halle, Jena
og Leipzig hjem 1725. Allerede 1721, inden han forlod Lybek, udgav han en Piece paa Latin om
berømte flensborgske Forfattere; naar en senere Tid har undret sig over flere temmelig alvorlige
Fejltagelser, som den »lærde« Forfatter her har gjort sig skyldig i, maa det dog erindres, at han da
ikke var 19 Aar gammel. Efter et Par mislykkede Forsøg paa at blive valgt til Præst vendte han sin
Fødeby Ryggen og rejste 1731 til Kjøbenhavn for at slaa ind paa en anden Livsbane. Her fandt han
en Beskytter i Hans Hans Gram, der ansatte ham ved det kongl. Bibliothek. En af ham skreven
Katalog over Bibliotheket i 11 Foliobind og en Fortegnelse over det gottorpske Bibliotheks
Haandskrifter vidne om hans Flid i disse Aar. Ogsaa et offentligt Vidnesbyrd om sin ualmindelige Flid
fik han Lejlighed til at aflægge, da han 1740 for at opnaa det efter A. Hojer ledige juridiske
Professorat som Konkurrenceafhandling udgav et Skrift om tysk Lensret, hvis historiske Lærdom
forbavsede alle, men som af de sagkyndige dog ikke sattes højt som Prøve paa juridisk Indsigt.
Udfaldet af Konkurrencen blev da ogsaa det, at Kofod Ancher sejrede, men samtidig med ham
(1741) ansattes ogsaa 2 af hans Medbejlere ved Universitetet, nemlig H. Stampe [se om Stampe i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og M., den sidste som Professor i Fædrelandets
Oldkyndighed (med en Løn af 100 RdL, som Ancher maatte udrede). 1742 tog M. baade
Magistergraden og den juridiske Doktorgrad, 1748 efterfulgte han Gram som Bibliothekar ved det
kongl. Bibliothek, 1754 blev han tillige Professor i Historie og Geografi efter Holberg, for hvem han
hidtil havde vikarieret, da denne var fritaget for Forelæsninger, 1755 blev han Justitsraad og kongl.
Historiograf, 1756—57 og 1764—65 var han Universitetets Rektor, 1768 blev han Etatsraad. Han
døde 25. Juli 1778, ugift. — Han hørte til Videnskabernes Selskabs ældste Medlemmer (fra 1743) og
blev 1754 Æresmedlem af Kunstakademiet.
M.s 30-aarige Styrelse af Bibliotheket blev i sin Helhed hverken til Gavn for det eller til Hæder for
ham. Som hans Fortjeneste af det maa fremhæves, at han (1754) opnaaede et fast Annuum
[bevilling] (paa 1.000 Rdl.) for det, hvad det hidtil havde savnet, og der er ingen Tvivl om, at hans
gode Bogkundskab og stærke Hukommelse gjorde ham i flere Henseender vel skikket til at forestaa
det; men hans Flid synes mere og mere at have indskrænket sig til Læselyst, og for sin Samtid stod
han nærmest som en Drage, der rugede over Bibliothekets Skatte uden at tillade andre at benytte
dem og uden selv at bringe noget ud af dem. Som naturligt er, tiltog hans Uvirksomhed med Aarene,
og den endte i en fuldkommen Sløvhed over for hans Pligter, saa at Bibliotheket ved hans Død
fandtes i en utrolig forsømt Tilstand. — De Løfter, han havde givet om videnskabelig Produktion,
indfriede han kun i ringe Grad. Foruden nogle Programmer og Smaaafhandlinger udgav han
»Spicilegium antiqvitatum patriæ«, et fra Indholdets Side temmelig ubetydeligt Arbejde, der udkom
som 5 akademiske Lejlighedsskrifter 1753—65 og, karakteristisk nok, aldrig blev afsluttet, men ender
midt i en Sætning, og 1. Del af en »Almindelig Historie» (1760), et tykt Kvartbind, der dog kun
indeholder den jødiske Historie indtil Salomons Død, og hvis Fortsættelse udeblev. Hans bebudede
Udgave af de gamle danske Love kom aldrig. Efter Hans Grams Død skulde han have forsynet den
færdigtrykte »Knytlinga Saga« med en Fortale, men denne blev aldrig skreven, og Oplaget
ødelagdes ved Vanrøgt. For Videnskabernes Selskab skulde han udgive den afdøde F.L. Nordens
Beskrivelse af sin ægyptiske Rejse, men trods alle Selskabets Paamindelser var han 7 Aar (1748—
55) om at afslutte dette Arbejde. Som Efor for det Arnamagnæanske Legat holdt han ogsaa dettes
Skatte vel forvarede under Laas og Lukke. Som Universitetslærer havde han næppe stor Betydning; i
alt Fald paa hans gamle Dage gik det usømmelig til ved hans Examinationer. I sine 2 sidste Leveaar
var han fritaget for at holde Forelæsninger. — Kort sagt, fra alle Sider Klager over hans
Sendrægtighed og Utjenstvillighed, og hans gode Egenskaber (f.Ex. hans Godgjørenhed) kunde i
den fremskudte Stilling, han indtog i den videnskabelige Verden, ikke dække herover. Det pompøse
Epitafium over ham i Nicolai Kirkes Ligkapel har lige saa lidt som hans Skrifter kunnet redde hans
Navn fra Forglemmelse.
91/142