Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Malling, Ove, 1748—1829, Historiker og Gehejmestatsminister
Af A.D. Jørgensen
Ove Malling var en Søn af Peder Pedersen M. og Charlotte Hylleborg f. Storm og født 10. Dec. 1748
paa Taarupgaard ved Viborg. Faderen kjøbte Aaret efter Herregaarden Astrup i Salling, hvis
Hovedbygning han opførte af ny, medens han forøgede og forbedrede Bøndergodset og afløste
Bøndernes Hoveri mod en Pengeafgift. O.M. blev sammen med en ældre Broder undervist i
Hjemmet, et Par Aar i Viborg Skole; han blev Student 1763 og theologisk Kandidat 1766; Faderen
sikrede ham faa Aar efter et Præstekald (Vistofte), som han dog aldrig tiltraadte. Hans lærde
Uddannelse var maadelig; han brugte ikke Universitetets Vejledning, men læste i Hjemmet, og sine
Examiner tog han med liden Hæder. Derimod søgte han med Iver at uddanne sig saa fyldig som
muligt paa egen Haand ved Hjælp af Faderens righoldige Bogsamling og senere som Huslærer hos
Hofjunker Holger Sehested paa Jungetgaard, ligeledes i Salling. Faderen maatte ved denne Tid
opgive sin Ejendom og tage Embede som Borgmester i Viborg.
M. følte sig især aandsbeslægtet med de litterære Bestræbelser, som den Gang udgik fra Sorø med
Sneedorff som Hovedmand; han lagde sig efter Modersmaalets Behandling i bunden og ubunden Stil
tillige med de historiske Videnskaber. En Sproglærer fra Strasburg [Strasbourg], der havde ført et
omflakkende Liv, og som hans Fader havde udløst fra Militærtjenesten, havde tidlig vakt hans
Interesse for de store Verdensbegivenheder, og paa de gamle jyske Herregaarde, der bevarede
Minder om en Række Adelsslægter, saa vel som i det minderige Viborg var hans Sans for
Fædrelandets Historie bleven rigt udviklet. Da han derfor endelig som Hovmester for Holger
Sehesteds Sønner fik varigt Ophold i Hovedstaden, lagde han sig med Iver efter historiske Studier,
medens han samtidig deltog i sine Lærlingers juridiske Øvelser, særlig under E. Colbjørnsens
Vejledning. Han kom nu ogsaa i Forbindelse med de litterære Kredse, hvis Arbejder han tidlig havde
følt sig tiltalt af, og hvis formaaende Midtpunkt efter Sneedorffs Død Ove Guldberg var blevet; det
blev hans kjæreste Tanke en Gang selv at blive knyttet til Akademiet i Sorø. »Selskabet for de
skjønne Videnskaber« optog et Par Oder af ham i sine »Forsøg« (1774), og i Begyndelsen af 1776
opførtes et Syngespil af ham, »Belsor i Hytten«, der udmærkede sig ved sin lette Dialog og sit rene
Sprog, men i øvrigt ingen Lykke gjorde.
Guldberg havde imidlertid særlig fæstet sin Opmærksomhed paa M.s Sysselsættelse med
Fædrelandets Historie. I Forordningen om de latinske Skoler (af 11. Maj 1775) nævntes blandt
Lærebøger, som skulde bruges, ved Siden af Guldbergs Verdenshistorie »en Samling af
berømmelige og gode danskes, norskes og Holsteneres Handlinger, hvilken skal besørges udgiven«,
denne Bog blev det overdraget M. at forfatte. Han fik en kongelig Understøttelse for at vinde Tid til at
indsamle sit store Stof, og han maatte om Sommeren følge med Hoffet til Fredensborg, hvor han da
levede sammen med Jacobi, Sporon og andre Skjønaander. Saaledes fremkom den navnkundige
Bog: »Store og gode Handlinger af danske, norske og Holstenere« (1777), senere udgivet i endnu 6
Oplag (til 1885) og oversat paa de 3 Verdenssprog. Planen, der var givet ham udefra, ordnede de
historiske Minder om Personer og deres Handlinger, disse igjen efter deres moralske Karakter:
Menneskekærlighed, Kiærlighed til Fædrelandet, Sindighed osv.; han ender med en Oversigt over de
2 Rigers Historie under Titelen: Store Fortjenester af Staten. Fremstillingen tilhører helt igjennem
Forfatteren: »Hvad Fortællingerne selv angaar,« hedder det i Fortalen, »da har jeg for dem intet
Mønster valgt; jeg har søgt at fremsætte enhver især saaledes, som jeg omtrent mundtligen vilde
have fortalt dem for Folk af forskjellig Alder, naar jeg ønskede, at den unge skulde fatte, hvad jeg
vilde sige, og den gamle ikke blive kjed af at høre til.« Derved opnaaede M. denne jævne og levende
Stil, der gjorde hans Bog til en Folkebog for 2 Menneskealdere; faa andre have som den bidraget til
at vække Fædrelandskjærlighed og sprede Kundskab om vort Folks Historie i vide Kredse.
Dette Værk banede M. Vej til et ret anseligt Embede; 27. Jan. 1777 udnævntes han til »Sekretær og
Chef for det vestindisk-guineiske Rente- og Generaltoldkammerkancelli«, d.e. Kontorchef i
Generaltoldkammerkollegiets Sekretariat. Her lærte man snart at sætte Pris paa hans klare Hoved og
ualmindelige Arbejdsevne, særlig hans Lethed i at føre Pennen, og der blev i fuldt Maal lagt Beslag
herpaa. Alt 1781 blev han tillige Kommitteret i Kollegiet (d.e. Deltager i de kollegiale Afgjørelser, med
visse Departementschefsforretninger), 1797 Deputeret, fra 1801 ældste Deputeret, til 1809, da han
85/142