Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Den historiske Følelses Begrænsning og den skelnende Forstands Overvægt
bestemmer hos Holberg som hos næsten alle Tidsalderens Hovedforfattere
Synspunktet for Religion og Moral.
Udgangspunktet er, at man bør bygge paa Fornuft, ikke paa Autoritet. Men
man tror paa Fornuften i den Mening, at man er overbevist om, den lader sig
finde som Kærne i alt det historisk Tilblevne: den har været der oprindeligt,
men er senere bleven forvansket ved Tilsætninger. Der er heri en Arv fra
Reformatorernes Religionsopfattelse. Ligesom Reformatorerne mener
Deisterne, at det overfor Kristendommen gælder om at bringe den tilbage til
en ældre, oprindelig Renhed, kun at de har et andet Blik paa, hvad Læren i
dens Renhed har været. Den sande Religion er for dem forvansket af
Præsterne, ligesom de usande Religioner er opdigtede af Præsterne ved
bevidst Bedrag. Tidsalderens Fejden imod disse genfindes hos Holberg, hvor
han tør føre sin Krig; den kommer, som vi saa', til Orde i Peder Paars; men
den Forsigtighed, Digtets Modtagelse og desuden Censuren indprentede
Holberg, faar sit Udtryk i, at der i Komedierne ikke forekommer en eneste
Gejstlig; derimod bryder Polemiken frem paany saavel i Niels Klim, der fører
den ad Omveje og paa Latin, som i Kirkehistorien, hvis Paverække for ham kun
er en Række af magtkære Rænkesmedde.
De forskellige Forfattere i Tiden, der alle erklærer Fornuften for øverste
Dommer — »Tro er det samme som at vide« (Holberg) — stanser nu paa
forskellige Trin: nogle, særligt Englændere og Franske, bryder aabenbart med
Kristendommen, andre, som Tyskerne og Holberg, stræber at bringe den i
Overensstemmelse med Fornuften; men alle stanser paa et vist Punkt deres
udrensende Behandling af det Overleverede. Forstanden, der er fast overbevist
om ved Indsmeltning af Rettroenheden at kunne vinde den filosofiske
Sandheds rene Guld, kaster den oldsemitiske Religion, som Alkymisten sit
arabiske Pulver, paa Panden, og finder, naar den stanser Forsøget, et billedligt
Nedslag, som den kalder Gud, men som i Virkeligheden slet ikke er andet end
det utydelige Spejlbillede af selve den Forstand, der foretager Smeltningen og
som genfinder sig selv paa Pandens Bund. Uden denne Gud kan Forstanden
ikke faa begyndt, men naar den er begyndt, griber han ikke mere ind.
Taine har med Rette sammenlignet denne klassiske Gud som Rest af
Religionen med det klassiske Vers, Aleksandrineren, der som Rest af Poesien
blev tilbage, da den klassiske Forstand indsmeltede Lyrik og Heltedigt: »Som
Aleksandrineren tager denne Gud sig godt ud, forstaas uden Vanskelighed, er i
stadig Ligevægt, har ingen Flugt eller Kraft i sig, sætter ingen af dem, der
sysler med ham, i nogen Sindsbevægelse og ligesom Aleksandrinerverset er
han ikke Foster af nogen poetisk eller profetisk Ildhu, men af den kolde,
ræsonnerende Forstand.« (Hist. de la litt. anglaise IV). Holbergs Gud ligner
Holbergs Vers. Kun er der det at mærke, at han, alt som Aarene gaar og de
hjemlige Forhold udøver deres daglige, uafbrudte Indflydelse paa ham, fjærner
sig forsaavidt fra sin Ungdoms Standpunkt, som han betoner Pligten til at tro
Religionens uudgrundelige Hemmeligheder og stiller sig paa
Aabenbaringstroens Side overfor dens engelske Angribere.
85