Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lindgreen, Ferdinand Ludvig Vilhelm, 1770—1842, Skuespiller
Af Edgar Collin
Ferdinand Ludvig Vilhelm Lindgreen fødtes i Kjøbenhavn 1770 (døbt 10. April) og var Søn af
Konstabel i Marinen Thomas Jespersen og Hustru Johanne Hansdatter. Han gik i Roskilde lærde
Skole sammen med en ældre Broder, der ligesom han antog Navnet L., og meldte sig, 18 Aar
gammel, ved det kongl. Theater, hvor han blev antagen som Elev med Fr. Schwarz til Instruktør.
Denne saa strax, at der boede ikke almindelige Evner hos den unge Mand og forberedte ham
omhyggelig i 2 Aar. Efter første Gang at have betraadt Scenen 30. Jan. 1788 som Korist i »Cora«
debuterede L. 19. Nov. 1790, efter lige forinden at være bleven Student, som Frontin i »Den forlibte
Avtor og Tjener« og gjorde Lykke. Han vilde helst være optraadt strax i en Holbergsk Rolle, men
dette modsatte Schwarz sig, og først 20. Dec. s. A. fik L. sit Ønske opfyldt og spillede som 3. Debut
Per Nielsen i »Den pantsatte Bondedreng». For denne Rolle var han som skabt: han var slank, men
kraftig bygget, noget under Middelhøjde, havde et bredt Ansigt, hvis store Træk kunde antage de
mest forskjelligartede Udtryk, og var fra Skoletiden saa fortrolig med den sjællandske Bondedialekt,
at den saa at sige var gaaet ham over i Blodet, ja, at han egentlig aldrig helt kunde blive af med den.
8 Dage senere spillede han Henrik i »Maskeraden« og frapperede her ved at være lige saa
forslagen, bevægelig og mundrap, som han havde været tossedum, lad og drævende i Per Nielsens
Rolle. Det var den gode, gamle Holbergske Komedie, man fik at se igjen, og alene ved disse 2 Roller
vandt han Navn af en flink Komiker. Der var imidlertid den Gang saa dygtige Kunstnere ved Theatret,
at hans Talent rimeligvis næppe vilde have faaet Tid til at udvikle sig saa hurtig og frodig, som
Tilfældet var, hvis ikke Heldet var kommet ham til Hjælp, i det Kemp gik af (1792), og Gjelstrup ved
sin Lunefuldhed gjorde sig mere og mere ildeset af Direktionen. Det var derfor et betydeligt
Repertoire, der hurtig tilfaldt den unge Mand, og navnlig blev han stærkt anvendt i den ham saa
kjære Holbergske Komedie. Der er næsten ikke et eneste af Mesterens Lystspil, uden at L. har
medvirket deri, snart i de ubetydeligste, snart i de største Roller. Henrik'erne laa for ham lige saa
godt som Arv'erne, hans Gert Westfaler skal man hverken før eller senere have set Mage til, Arlequin
i »De usynlige«, Chilian i »Ulysses v. Ithacia« og Sganarel i »Melampe« nævnes som komiske
Præstationer af første Rang, men Kulminationspunktet naar han 25. Febr. 1805, da han første Gang
spiller »Jeppe paa Bjærget«. I denne Rolle havde han set Gjelstrup og bevarede trofast alle de
geniale Smaatræk, hvormed denne havde udstyret Figuren; men hertil føjede L. alt, hvad han selv
som ung havde afluret Bønderne paa »Bjærget», gjennemsyrede Figuren med hele sit rige Lune og
vidste i et og alt at finde det adækvate Udtryk for Jeppes mange skiftende Stemninger, var burlesk
det ene Øjeblik for at blive næsten elegisk i det næste, men var bestandig naturtro og selv i sin
Drukkenskab omsvævet af Gratierne. I det danske Theaters Historie staar L. overhovedet som en af
de allerypperste Holberg-Fortolkere, stor i mange Roller, uovergaaet i enkelte.
Et Talent som hans var imidlertid for rigt, til at det ikke skulde kunne spænde over flere Felter, og
derfor ser man da ogsaa L. anvendt i de mest forskjellige Rollefag. Men hvor meget dygtigt han end
ved sin Flid og Naturtroskab præsterede, kunde han dog i de alvorlige og rørende Roller — hvilke
egentlig vare ham langt kjærere end de komiske — aldrig drive det til mere end Respektabilitet; hvad
der her var ham imod, var hans lavstammede Figur, hans Sprog, der ikke var tilstrækkelig urbant, og
en vis monoton Klynken, der hos ham skulde være Udtrykket for den dybere Følelse, men som
forfejlede sin Virkning, fordi den ikke var ganske ægte. I den specifik danske Komedie var han
derimod paa sin rette Hylde; her var alt hos ham Natur og Sandhed, og som særlig dansk — ikke
kjøbenhavnsk — Skuespiller staar han maaske uovertruffen. Med sit ejendommelige Lune, der snart
var tørt, snart sprudlende, kunde han som ingen anden spille fjollede Knøse, ondskabsfulde
Karakterer, godmodige Sladderhanke, joviale Gamlinger og saligglade Drankere saa naturlig, til den
Grad tagne paa Kornet, at de frapperede ved deres Natursandhed og gjorde den største Virkning.
Som Exempler herpaa kan af hans omfattende Repertoire anføres: David i »De Vonner og Vanner«,
Forvalteren i »Ægteskabsskolen«, Grip i »Den forladte Datter«, Jacquinot i »De to Grenaderer«,
Trækom i »Gulddaasen«, gamle Rapid i »Den hjemkomne Nabob«, Magister Schnudrian i »Sorger
uden Nød og Nød uden Sorger«, Jolivet i »Den afbrudte Rejse«, Jeremias i »Besøget«, Lasausseye i
»De lystige Passagerer«, Tøraf i »Virtuosen», Broder Sup i »Bødkeren«, Twastle i »Robinson i
England« og Proprietæren i »Hr. Burchardt og hans Familie«.
80/142