Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

aabner En Indblikket i en Menneskesjæl. At Historien væsenligt er
Sjæleskildring, det er en Tanke, som er Holberg og hans Tidsalder fremmed.
Meget tydelig bliver Begrænsningen, hvor der tilsyneladende netop er lagt an
paa Sjælekundskab som i Heltinde-Historier. Laa det Heroiske som saadant
ikke godt for Holbergs Talent, saa laa det særligt Kvindelige det endnu mindre.
Der er derfor ikke den svageste Duft af Kvindelighed over dette Skrift. Selv
hvor Holberg er det Kvindelige ganske nær, griber han det ikke, fordi han
mangler Øje derfor. Om Modsigelserne i de store Kvinders Væsen bemærker
han ikke, at de er feminine, de vækker blot hans komiske Sans. Efter saaledes
til sin Skildring af den engelske Dronning Elisabeths Storhed at have knyttet en
lille Række Anekdoter, der røber hendes forfængelige Behagelyst og rent
kvindelige Koketteri, slutter han til Læsernes Overraskelse: »Man seer heraf,
at denne Dronning havde noget som var comique.« Man studser formelig ved
Ordet.
I Helte-Historier træder den klassiske Synsmaade dog maaske klarest og mest
afstikkende frem. Heltene fremstilles, ikke uden Tvang, efter Plutarchs Mønster
parrede to og to. Men Plutarch havde et Grundlag for sine Sammenligninger;
han paralleliserede bestandig en Oldtids-Græker med en Oldtids-Romer.
Holberg derimod sammenstiller Stormogulen Akebar og Czar Peter den Store,
Zoroaster og Muhammed etc. som var de ensartede Størrelser. Oldtids-
Skikkelser og Personligheder fra det 18de Aarhundrede, Tatarer, Persere,
Tyrker, Russere, Meksikanere og Peruvianere skildres i samme livlige,
underholdende, forstandige og klare Stil: de tager sig alle ens ud. Holberg har
sat dem i Scene, som den franske Tragedie paa hans Tid satte sine Persere og
Meksikanere i Scene, med Hjelm og Kaarde, i det væsenlige klædte som de
Samtidige, og tænkende som de.
Han fremstiller dem saadan, fordi han forestiller sig dem saadan. I Grunden er
hans egen Tid den eneste, han forstaar, ligesom hans eget Land og dets
Konger — trods al hans Stræben efter at naa historisk Upartiskhed —
uvilkaarligt staar for ham i et langt bedre Lys end alle andre. Danmark er,
siger han, fra Christiern den Førstes Tid »bleven regieret af lutter Fredericis og
Christianis, og ligesom samme Konger alle have haft eens Navn, saa have de
ogsaa alle lignet hinanden udi Dyder, saa at man i begge Henseender kand
holde den Oldenborgske Konge-Stamme som den Merkværdigste og
Anseeligste udi Historien«. »Den eneste Plet,« tilføjer han, »er Christiani 2.
Regimente«. Christian den Anden holdt jo ingenlunde »det store Medium«. —
Det er, som om selve Navnenes Enshed har tiltalt Holbergs klassiske Instinkt;
de skifter som Leonard og Jeronimus i Komedien, alle har de en vis Jævnhøjde
af Evner, alle holder de en vis Middelvej, uden Afbrydelse af nogen, Landet
rystende, Lidenskab, Storhed eller Galskab, alene med Undtagelse af hin Enes
Regering, der danner en Plet.
Et Aarhundrede senere vilde Holberg ikke have udfyldt en saadan Plads som
Historiker. Nu kunde han lade sig lede af sin naturlige Skønsomhed, sin store
Gave til at fortælle, sit Hang til at oplyse og moralisere ogsaa paa dette
Omraade, og kom ved sin Dømmekraft og sin Takt til at bryde den danske
Historieskrivning Vej.
84