Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lune, der hørte til hans Talents bedste Egenskaber. Hans Stil var flydende og let, rig paa Melodi, der
dog ikke er fri for Trivialiteter og undertiden skæmmes af alt for haandgribelige Reminiscenser;
Sprogbehandlingen er som oftest mønsterværdig.
I 1809 udnævntes K. til Professor, og han nød senere den Ære sammen med Cherubini og Spontini
at blive optaget som udenlandsk Medlem af det kongl. svenske musikalske Akademi. Trods disse
Udmærkelser blev hans Sind mere og mere bittert. Han led af Hypokondri og var yderst pirrelig.
»Hans Ulykke var«, skriver en af hans Venner om ham, »at han følte alt for dybt, hvad der forekom
ham urigtigt, uskjønt, uædelt, og at han da ytrede sine Følelser og Tanker med alt for megen
Bitterhed.« Men han var ogsaa Gjenstand for andres saarende Udtalelser. Man begyndte at finde
ham gammeldags, uforstaaende over for det nye, uretfærdig mod de yngre og gav sin Misfornøjelse
Luft paa en alt andet end fin og skaansom Maade. Kuhlau offentliggjorde endog nogle Kanoner, i
hvilke han ikke blot gjorde Nar ad K.s Musik, men ogsaa ad hans Næse. K. var derfor ikke uden
Grund forbitret paa Kuhlau, hvem han tidligere havde støttet, og hans Vrede vendte sig tillige mod
Baggesen, da denne overdrog Kuhlau at komponere sit langt om længe fuldførte Operadigt
»Trylleharpen«. Kort forinden Stykket skulde opføres, udgav P. Hjort sit famøse Skrift, hvori han
beskyldte Baggesen for at have plagieret Texten til »Ossians Harfe« [...], og det kom i den Anledning
til en Forklaring mellem Baggesen og K., der begge vare syge og i høj Grad nervøst ophidsede. Det
pinlige og bevægede Optrin mellem de to fordums Venner endte med en Forsoning, men K. døde
samme Aften, 28. Jan. 1817, ramt af et Slagtilfælde. Hans Hustru, som han efterlod tillige med 2
Sønner, levede endnu mange Aar. Hun afgik ved Døden 6. Okt. 1842.
Til: Indholdsfortegnelsen
72/142