Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Kunzen, Frederik Ludvig Æmilius
Af V.C. Ravn
Frederik Ludvig Æmilius Kunzen hørte til en Musikerslægt, som oprindelig stammede fra Omegnen af
Leipzig. Saa vel Bedstefaderen, Johan Paul K., som Faderen, Adolph Carl K., vare ansete Musikere,
den første en fortræffelig Komponist og Orgelspiller, den sidste især udmærket som Klavervirtuos.
Æ.K. fødtes 24. Sept. 1761 i Lybek [Lübeck], hvor hans Fader var Organist. Han begyndte allerede
som Barn at komponere, men Faderen syntes ikke om, at han skulde være Musiker, og K. beklagede
i senere Aar, at han ikke i Hjemmet havde faaet nogen egentlig Undervisning. Efter sin Faders Død
kom han 1781 til Kiel for at studere ved Universitetet der. Det juridiske Studium formaaede dog ikke
at svække hans Interesse for Musikken. Han fik en Ven i en af Professorerne, Musikenthusiasten
C.F. Cramer, der knyttede ham til sig som Medarbejder ved forskjellige musikalske Foretagender og
var den, som først henledte Offentlighedens Opmærksomhed paa ham ved at omtale ham i sit
Tidsskrift, »Magazin der Musik«. I Cramers Hus kom K. i Berøring med daværende Kapelmester ved
Hoftheatret i Rheinsberg J.A.P. Schulz, et Bekjendtskab, som fik afgjørende Indflydelse paa hele
hans følgende Løbebane. Schulz omtaler, at han i 1784 hos Cramer ofte havde Lejlighed til at
beundre K.s Færdighed paa Klaveret, hurtige Nodelæsning, brillante og smagfulde Fantaseren, hans
grundige Indsigt i Kompositionen, som han havde erhvervet sig ved egen Flid, hans mange
forskjellige Slags Udarbejdelser, med ét Ord: hans store Geni. K. var netop, efter at have fuldført
Kompositionen af en Samling »Geistliche Lieder« af Cramers Fader, den tidligere Hofpræst i
Kjøbenhavn J.A. C., i Færd med at komponere Musik til Klopstocks »Hermann u. die Fürsten«, og
Schulz fandt navnlig i dette Arbejde saa umiskjendelige Beviser paa kunstnerisk Begavelse, at han
raadede K. til at opgive Universitetsstudiet og udelukkende hellige sig til Musikken. K. bestemte sig
da til at blive Musiker og til at forsøge sin Lykke i Kjøbenhavn, hvor han ankom ved Paasketid 1785.
Blandt de Mænd, der her toge sig af den unge fremmede og indførte ham i de ledende musikalske og
litterære Kredse, var Musikvennen og Filanthropen Bärens, Rahbek [se om Rahbek i: Georg
Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], hvem K. tidligere var truffen sammen med i Kiel, og
Skuespilleren Rosing. Hans første danske Arbejde var Musikken til Rahbeks Sørgekantate over Grev
O. Thott, der blev udført paa Universitetet 17. Nov. 1785. Ikke længe efter udgav han en Samling
»Viser og lyriske Sange« (1786), hvortil Rahbek havde valgt Texterne blandt Storms, Thaarups,
Prams, Baggesens, Ribers og andre af Tidens mest yndede Digteres Poesier. I det hele gjorde han
sig hurtig bekjendt ved en livlig og alsidig musikalsk Virksomhed. Han gav Undervisning i Sang og
Klaverspil, optraadte som Klavervirtuos i »det harmoniske Selskab« og fik allerede 1786 opført et Par
større Lejlighedskompositioner i denne fine Koncertforening, ligesom han det følgende Aar dirigerede
de aristokratiske Koncerter i det Schimmelmannske Palais, ved hvilke Schulz' »Athalie« blev udført.
Fra en noget tidligere Tid var en »malerisk og rig« Musik til Ewalds »Fiskerne« i tysk Bearbejdelse af
Sander. Efter at der ved Nytaarstid 1789 var udkommet en Samling Musikstykker af ham under Titel
»Zerstreute Compositionen für Gesang u. Clavier«, hvoriblandt især en interessant Behandling af
Burgers »Lenore« tiltrækker sig Opmærksomheden, debuterede han 31. Marts s. A. paa en
glimrende Maade som dramatisk Komponist med Operaen »Holger Danske« (af Baggesen), der
vakte overordentligt Bifald, men fremkaldte den bekjendte litterære Fejde, som havde til Følge, at K.s
geniale Musik blev skrinlagt for bestandig efter nogle faa Opførelser.
K. havde for at opnaa en fast lønnet Stilling søgt en Plads i Kapellet som Akkompagnatør, men fik
den ikke. Efter det nye Nederlag, som »Holgerfejden« beredte ham, blev han led og kjed af at være
her. Schulz, der i 1787 var kommen til Kjøbenhavn som Kapelmester, gav ham da det Raad at tage
til Berlin, og med Anbefalinger til Kapelmester Reichardt rejste han saa ogsaa der til mod Slutningen
af 1789 og høstede en Del Bifald baade som Klaverspiller og Komponist, men uden at der aabnede
sig Udsigt for ham til at bane sig en Vej, hvorfor han i Efteraaret 1791, da der tilbød sig en Stilling
som Musikdirektør ved det nye Theater i Frankfurt a.M., modtog denne og endelig fik Lejlighed til at
prøve sine Evner som Leder af en større musikalsk Virksomhed. I Frankfurt forelskede han sig i
Sangerinden Johanna Margaretha Antonetta Zuccarini, der blev hans Hustru. Det var her, han skrev
sit friskeste og mest populære Syngestykke, »Vinhøsten«, som gjorde megen Lykke og efterhaanden
blev spillet rundt om i Tyskland. Han var dog ikke selv helt tilfreds med denne Musik, som han »af
Lokalaarsager« havde behandlet temmelig let, »for den store Hobs Gane«, og omarbejdede den
70/142