Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Knudsen, Hans Christian, 1763—1816, Skuespiller
Af Arthur Aumont
Hans Christian Knudsen, hvis Forældre vare Mursvend Knud Christensen og Anna Kirstine
Hansdatter, fødtes i Kjøbenhavn 4. Marts 1763 og bestemtes til Faderens Haandværk, men snart
viste Theaterlysten sig hos ham. Overskou fortæller — efter en Gisning af Rahbek [se om Rahbek i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] —, at K. allerede som Murerlærling fremstillede
sig hos Kammerherre Warnstedt for at faa Lov til at prøve i en Henrik-Rolle, og at han, da Warnstedt
afviste ham paa Grund af hans Mangel paa Kundskaber, skaffede sig Ansættelse som Pagetjener
ved Arveprins Frederiks Hof; Werlauff fortæller i sine Erindringer, at K. som Mursvend under et
Arbejde paa Sorgenfri Slot brækkede sit ene Ben, og at denne Ulykke blev Anledningen til, at
Arveprinsen lærte K. s muntre Lune at kjende og antog sig ham. Hvorom al Ting er, K., der ved et
Par Forestillinger paa Fredensborg Slots Theater havde behaget de høje Herskaber meget, havde,
da han kom til Theatret, Hoffets mægtige Protektion i Ryggen, og den kunde ogsaa gjøres nødig, thi
de allerfleste Skuespillere sammensvore sig mod denne »Kalkslager og Tallerkenslikker«, som de
spotvis kaldte K.; de protesterede hos Warnstedt mod hans Antagelse som Aktør, men denne
henviste blot de vrede Skuespillere til Arveprinsen. Da de saaledes ikke ad den lige Vej kunde hindre
K.s Debut, søgte de ad Krogveje at skade ham og udspredte Rygter om, hvor talentløs han var, men
ved sin Debut 14. Dec. 1786 som Oldfux i »Den Stundesløse« slog K. selv sine Modstandere dette
Vaaben af Hænderne: hans frejdige Lune indtog ganske Publikum, og selv Rahbek, der ivrig havde
agiteret mod K., anerkjendte strax hans store Evner og saa i ham en Mand, der kunde komme til at
spille Holberg med hans egen Aand, men samtidig gjorde han opmærksom paa, at K. ikke altid
agtede paa »Grænselinjen mellem det latterlige og det overdrevne, imellem komisk Natur og
Karikaturen«. Denne Strid mellem Lunets Frodighed og Kaadhedens Udskejelser fulgte K. paa hele
hans Kunstnerbane, og jo fastere han følte sig i Publikums Yndest, des mindre nøjeseende blev han i
Valget af sine Midler. Dog Kaadhedens Udslag skæmmede heldigvis sjælden eller aldrig K.s
Udførelse af de virkelig betydelige Opgaver, men havde han faaet en ubetydelig Rolle, og var Stykket
tillige daarligt, viste han ingen Respekt for Helhedsindtrykket, men paatrængte sig hyppig ved
ligefremme Bajadsstreger Publikums Opmærksomhed; og hans Venners Advarsler gjorde lige saa
lidt Indtryk, som at Schwarz og Rosing som Instruktører i 1800 med tydeligt Sigte paa K. opfordrede
Direktionen til at skride ind mod den om sig gribende Buffokunst.
Trods sine store Fejl var K. en komisk Karakterskuespiller af meget høj Rang; han besad den
sjældne Gave at kunne med lige ægte Midler kalde Latteren som Graaden frem, og han anvendte
denne i Fremstillingen af en Række Jødefigurer, hvis Overflade han gav, dog vel at mærke uden at ty
til Overdrivelser, Latteren i Vold, medens det følelsesfulde Indre rørte til Taarer. Blandt disse kan
nævnes Baruk i »Embedsiver«, Pinkus i »De aftakkede Officerer«, Jøden i »Rejsen til Ostindien«,
Moses i »Kinafarerne« og fremfor alle Schewa, Hovedpersonen i Cumberlands Skuespil »Jøden«; i
denne sidste Rolle fremstillede han ypperlig Brydningen mellem den jødiske Races medfødte
Sparsommelighed og det menneskelige Hjærtes iboende Hjælpsomhed. I det hele udtrykte han
mesterlig Kampen mellem Natur og Vane, mellem Pligt og Tilbøjelighed; i »Dragedukken« stred hans
Skomager Olsen en haard Dyst mellem Sulten og Faderkjærligheden, og i »Gulddaasen« kunde
hans Faldsmaal, der saa længe færdedes paa lyssky Veje, næppe begribe, at nogen vilde hjælpe
ham op i det ærlige Dagslys. [? - Faldsmaal var iflg ODS en bøde man kunne pålægges, hvis man
ikke indfandt sig som vidne i en retssag].
K. besad en meget smuk Sangstemme, og han vidste at bruge den paa den mest indsmigrende og
bedaarende Maade; intet Under derfor, at han fik en Mængde Roller i Syngestykker, f. Ex. Tomaso i
»Domherren i Milano«, Johan i »Ungdom og Galskab«, Saft i »Sovedrikken«, Leporello i »Don Juan«
og Michelli i »De to Dage». Særlig i den sidste fejrede han en stor Triumf, i det han atter her havde
Lejlighed til at fremstille Brydningen mellem forskjellige Følelser, nemlig mellem Michellis naturlige
Angest for, at hans List skal opdages, og hans viljestærke Bestræbelse for at synes ganske rolig i
den farlige Situation. K. havde ogsaa et betydeligt Repertoire i Holbergs Komedier; her kunde han ret
af Hjærtens Lyst tumle sig i de lavkomiske Jødefigurer, derimod lod hans Lune sig ikke bringe ind
under den Disciplin, der kræves til Henrik-Roller; dog vil hans geniale Oldfux i »Den Stundesløse«
altid sikre ham en Plads blandt den danske Scenes Holberg-Skuespillere.
66/142