Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Gähler, Peter Elias von, 1718—83, Officer
Af S.A. Sørensen
Peter Elias von Gähler var født i Kjøbenhavn, Søn af Konferensraad Caspar v. G. (f. i Flensborg
[Flensburg] o. 1680, optagen i den danske Adelsstand 1749, død i Slesvig 1759), begyndte sin
militære Løbebane 1734 som Kadet i Livregiment Dragoner, blev 1736 Kornet ved Holsteins
gevorbne Rytterregiment (senere oldenborgske Kyrasserer), 1743 Sekondlieutenant ved Neubergs
gevorbne Regiment Ryttere, vendte 1745 tilbage til Holsteins Regiment og fik her 1746 Ritmesters
Karakter, blev 1747 Kapitajn i møenske Infanteriregiment og 1750 Kompagnichef i Livgarden til Fods.
De fleste af disse Aar tilbragte G., der fra ung af havde en brændende Lyst til at se sig om og lære
noget, i Krigstjeneste uden for Landets Grænser — 1735 tjente han saaledes i det danske Korps
under General Mørner, der ved Rhinen deltog i den polske Arvefølgekrig, 1741 i Korpset under
General Schulenburg, der sendtes England til Hjælp i Hannover, 1744—48 i de franske Hære under
Morits af Sachsen og Valdemar Løvendal, ved hvilken Lejlighed han bl.a. deltog i Belejringen af
Bergen op Zoom m. m. — og erhvervede sig derigjennem en Erfaring og Kundskabsfylde paa
mangfoldige Omraader, der kom ham fortrinlig til Nytte senere ved hans Indtrædelse i den højere
Administration. 1753 blev han udnævnt til Generaladjudant hos Frederik V og til Oberst af Kavalleriet,
1758 til Generalmajor og 1760 til Generalkvartermester, hvilken Stilling han beklædte, da Grev Saint-
Germain 2 Aar senere stilledes i Spidsen for Hæren, først som Overgeneral, senere som
Krigsminister.
Vanskelig kunde vel den geniale, men i sine Ideer tit fantastiske, i Administrationens Detailler
uvidende, paastaaelige og overmodige franske Marskal have fundet en bedre Mand til Medhjælper
end den bøjelige og beherskede, fint dannede og skarpt tænkende G., der til Punkt og Prikke kjendte
Tjenesten. De synes ogsaa at have arbejdet godt sammen og i den Grad udfyldt hinanden, om man
saa tør sige, at det maaske ikke bliver saa let at udrede, hvor meget der af det, der kom frem paa det
hærorganisatoriske Omraade under Saint-Germains berømte Styrelse, skyldes Marskallen, hvor
meget G.s Raad og smidige Pen. I Okt. 1763 ved Generalkrigsdirektoriets Oprettelse blev G. 2.
Deputeret og Chef for 2. Departement, under hvilket sorterede Artilleri- og Ingeniørkorpserne,
Fæstningerne, Militærfabrikkerne og Indkvarteringsvæsenet. Samtidig udnævntes han til hvid Ridder
og Generallieutenant af Kavalleriet. Da Saint-Germain 1766 for første Gang fjærnedes fra
Krigsstyreisen, dimitteredes G. ligeledes fra sit Embede i Direktoriet og blev ansat som
Vicekommandant i Glückstadt, en latterlig Post for en Mand med hans Rang og Evner, men vendte
med Saint-Germain tilbage Aaret efter og blev nu 1. Deputeret. Ved Saint-Germains Fjærnelse anden
Gang, i Dec. 1767, fra Direktoriet, der nu omdøbtes til Generalitets- og Kommissariatskollegiet,
beholdt G. sin Post, og i Juni 1770 stilledes han i Spidsen for Kollegiet som dets Præses. Denne G.s
Udnævnelse til Krigsvæsenets øverste Styrer faar en særegen Betydning, naar det erindres, at
Struensees egen Udnævnelse til Lecteur hos Christian VII var gaaet umiddelbart forud. Det kan
næppe være tvivlsomt, at G. var bleven haandgangen Mand hos den endnu i det skjulte virkende
Magthaver, og mærkbart Spor i Danmarks Historie afsatte Forbindelsen, da Grev Bernstorff, den
væsentligste Hindring for Struensees Planer og Saint-Germains og G.s gamle Modstander, styrtedes
15. Sept. 1770. Som bekjendt afgav det mislykkede Tog s. A. til Algier et belejligt Paaskud til
Bernstorffs Afskedigelse, og G. havde selv Forsædet i den Kommission, der skulde undersøge, om
Ministerens Forhold ved denne Lejlighed ikke maatte paadrage ham Tiltale og Straf. Samme Dag,
Bernstorff fjærnedes, indtraadte G. som Medlem af Gehejmekonseillet. Da dette ved Struensees
Kabinetsordre hævedes i Dec. s. A., blev han Formand i den af 6 af Statens højeste Embedsmænd
sammensatte »Konferens«, der var at anse som et Slags Surrogat for Konseillet, og som havde at
afgive sine Vota til Kongen om visse af Struensee forelagte Spørgsmaal. Saaledes var G. nu paa
samtlige Omraader, militære som civile, Statens første Embedsmand næst Struensee og dennes
nærmeste Raadgiver. Rimeligvis var dog paa dette Tidspunkt hans Indflydelse hos Struensee
allerede i Aftagende og ikke svarende til hans Stilling. Han synes tvært imod at have haft nok at gjøre
med at værge denne mod den personlig i langt intimere Forhold til Struensee staaende Grev
Rantzau-Ascheberg, der var G.s Undermand saa vel i Kollegiet som i nævnte »Konferens«, men følte
sig kaldet til at indtage første Plads, og i Begyndelsen af 1771 fik G. en ny Medbejler til Magten i den
fra Rusland hjemkaldte Oberst Falkenskjold. Det vil derfor næppe være rigtigt at tillægge G. direkte
Ansvar for den nu med stærke Skridt sig nærmende Katastrofe. Ganske vist hedder det i den senere
55/142