Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

valgt til russisk Tronfølger, blev Sagen ikke opgiven. Paa G.s indstændige Raad rustede den danske
Regering sig og indtog en meget truende Holdning imod Sverige. For yderligere at sætte Kraft og
Energi ind paa det store Spørgsmaal blev den ansete Diplomat Gehejmeraad Berckentin [...] sendt til
Sverige som extraordinær Ambassadør. Det blev udtrykkelig betydet G., at han ikke maatte anse
Berckentins Sendelse som et Tegn paa Mistillid, og de 2 Mænd arbejdede da ogsaa Haand i Haand
paa at forøge det danske Parti, G. især med aldrig svigtende Forhaabninger om et heldigt Udfald. Det
tillægges da ogsaa ham, at den svenske Bondestand i 1743 helt sluttede sig til det danske Parti.
Omstændighederne bleve imidlertid vanskeligere og vanskeligere, efterhaanden som Forholdet
imellem de forskjellige Partier blev mere og mere tilspidset, Dalkarlene rejste sig i Oprør, og G.
fortæller selv, at han var Gjenstand for Overfald paa Gaden, og at han maatte have militær
Bedækning i sit Hus. Trods alle Anstrængelser og alle de overordentlige Midler, der bleve anvendte,
valgtes som bekjendt dog Adolf Frederik af Holsten-Gottorp til svensk Tronfølger; den danske
Regering og dens Diplomati lede saaledes et fuldstændigt Nederlag. Grunden hertil laa vel for en Del
i den i og for sig vanskelige, om ikke umulige, Opgave at kæmpe irnod det mægtige Ruslands
Interesser; men den danske Regerings vaklende og vage Optræden var mindst af alt skikket til at
støtte Gesandterne i deres ihærdige Bestræbelser. Disse vendte tilbage til Kjøbenhavn 1. Juli 1743.
At der ikke blev tillagt G. nogen Skyld i det uheldige Resultat, viser hans Udnævnelse 7. Avg. til
Kammerherre og Overgeneraladjudant. Aaret før var han bleven Generalmajor, og han overtog nu sit
Regiment, samtidig med at han søgte Hvile og Trøst ved et roligt Liv paa Margaard. Han solgte
endog Regimentet i Aaret 1745 til Oberst Holger Vind og opofrede sig aldeles for Bestyrelsen af sit
Gods, i det han i disse Aar opførte den smukke Hovedbygning, som endnu staar, anlagde den store
Have, forbedrede Driften m.m. Megen Glæde nød han imidlertid ikke af sin nye Bolig; thi 29. Jan.
1748 blev han udnævnt til Kommandant paa Kronborg. Aaret efter blev han Ridder af Danebrog,
1751 fik han Enkedronningens Orden l'union parfaite, og 1755 blev han Generallieutenant. Endnu i
sin høje Alder modtog G. et Æreshverv, der fuldstændig bragte Forandring i hans Liv, i det han 1759
blev kommanderende General over den norske Hær i Feltmarskal Arnoldts Sted [se om Arnoldt i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Trods sine 71 Aar rejste den gamle General til
Christiania [Kristiania] og overtog sin Post, som han røgtede med Iver og Interesse; men han
oplevede dog ikke den store Omvæltning i den dansk-norske Hær, som den Saint-Germainske
Periode førte med sig. Efter at være bleven udnævnt til General af Infanteriet 1761 døde han 18.
Febr. 1763, 75 Aar gammel, den sidste af den Linje af Slægten, som var bleven adlet 1693.
Til: Indholdsfortegnelsen
49/142