Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Grüner, Gustav, 1688—1763, Officer og Diplomat
Af P.F. Rist
Gustav Grüner var født 1. Jan. 1688 paa Sæbygaard i Østergøtland [Östergötland], hvor hans Fader,
[...] Etatsraad Johan Diderik G., den Gang boede som Sekretær hos den danske Gesandt ved det
svenske Hof. G.s Opdragelse lader til at være bleven ledet i militær Retning. Først blev han i sit 14.
Aar indskrevet som Søkadet i Kjøbenhavn, men forblev dog hos sin Familie i Sverige, hvor han 1705
blev ansat som Underofficer ved Oberst Hugo Hamiltons Regiment for at uddannes i den praktiske
Infanteritjeneste. Da han var 18 Aar gammel, kom han i en alvorligere Krigsskole, i det han 1706
rejste til Krigsskue-pladsen i Brabant, hvor en Del af den danske Hær kæmpede som engelske
Hjælpetropper i den spanske Arvefølgekrig. I o. 14 Aar førte G. nu et omflakkende Krigerliv. Han
begyndte dette som Sekondlieutenant ved Prins Carls Regiment og deltog i mange Slag og
Træfninger. Han blev haardt saaret ved Oudenarde 1708, hvor han om Aftenen efter Slaget laa som
død paa Valpladsen, men blev kaldt til Live af en plyndrende Soldaterkone, der vilde skære Fingeren
af ham for at komme i Besiddelse af hans Ring. Ved Malplaquet 1709 var han kun selv tredje tilbage
af sit Regiments Officerer, og Aaret efter blev han atter saaret ved Belejringen af Aire. De Slag og
Belejringer, han deltog i, og i hvilke han udmærkede sig, udgjøre en lang Række. Da han efter
Freden 1714 marcherede til Glückstadt, var han da ogsaa avanceret ret hurtig i de forløbne Aar.
1708 blev han Premierlieutenant, 1710 Kapitajn reforme og gjorde Tjeneste som Generaladjudant
hos Generallieutenant Frederik Gersdorff, 1711 blev han Kompagnichef ved sjællandske Regiment.
Kort efter Hjemkomsten rejste han til Norge for at hverve til sit Kompagni, og 1716 bleve han og
nogle andre Officerer kommanderede sammesteds hen i særlige Hverv i Krigen mod Carl XII [Karl
12.]. Han fik Lejlighed til at udmærke sig ved Akershuses Belejring og modtog under den fortsatte
Krig det ene Tillidshverv efter det andet. 1717 gjorde han Tjeneste som Brigademajor under
Generalerne Gaffron og Budde og senere som Generaladjudant hos den kommanderende General,
Baron Erhard Wedel. Da General Lützow overtog dennes Post, blev G. kommanderet til Tjeneste i
Frederiksstad, i hvis Forsvar han deltog, indtil de danske Tropper efter Carl XII's Død bleve
beordrede tilbage til Danmark. G. fik 1719 Kompagni i Grenaderkorpset og kom til at ligge i Garnison
i Kjøbenhavn, men forinden han forlod Norge, ægtede han 2. Maj s. A. Sophie Amalie Vind (f. i Norge
15. Maj 1698), Datter af Generalmajor Ove V. og Alethe Margrethe Dorn.
Medens Fredsunderhandlingerne med Sverige stode paa, blev G., der ved sin Fødsel og sine
Familieforbindelser var knyttet til dette Land, gjentagne Gange sendt til Stockholm med særlige
Hverv for Kongen. 4. Dec. 1722 mistede G. sin 24-aarige Hustru, der efterlod ham 3 Døtre. Hans
andet Giftermaal (26. Maj 1725) gjorde en stor Forandring i hans ydre Forhold; thi hans anden
Hustru, Margrethe f. Due (f. 25. Juli 1682), Datter af Etatsraad Jørgen Skeel D. og Birgitte Reedtz og
Enke efter Major Jørgen Tyge Seefeldt til Margaard, bragte ham denne Gaard i Medgift; dog maatte
han først affinde sig med sin Hustrus Slægtninge for at komme i Besiddelse af den. Ved sit
Avancement til Oberstlieutenant 1728 blev han ansat ved Ribe Stifts nationale Regiment og tog nu
stadigt Ophold paa Margaard. Da Landmilitsen 2 Aar efter blev ophævet, blev han imidlertid sat paa
Vartpenge, og først 1732 lykkedes det ham som Underfører at komme ind i Drabantgarden. Aaret
efter avancerede han til Oberfører og Oberst, og endelig 1737 blev han Chef for fynske nationale
Infanteriregiment, der havde Samlingsplads i Odense. Hans anden Hustru døde 1. April 1736 uden at
efterlade sig Børn.
I Aaret 1740 blev G. udnævnt til dansk Gesandt i Stockholm. Hans gode Forbindelser i Sverige, hans
virksomme Karakter og elskværdige Væsen gjorde ham vel skikket til at være Grev Lynars
Efterfølger under de vanskelige Forhold, som det i Sverige opstaaede Tronfølgerspørgsmaal førte
med sig. Der var paa dette Tidspunkt en virkelig Udsigt til en Forening af de 3 nordiske Riger under
Christian VI eller dennes Søn. Unionstanken havde et Parti for sig i Sverige, og det gjaldt for den
danske Regering om at bekæmpe og besejre de andre Prætendenter til den svenske Krone. G.
udfoldede som Gesandt en overordentlig Virksomhed, i det han ved Udsendinger over hele Landet
søgte at vinde Tilhængere for en dansk Tronfølger, samtidig med at han efter Datidens diplomatiske
Skik anvendte store Pengesummer til Bestikkelser for at naa sit Maal. Det lykkedes ham da ogsaa at
vinde flere betydelige Mænd i Bondestanden, i Hæren og i Rigsdagen, men alligevel blev den
holstenske Hertug Carl Peter Ulriks Valg sat igjennem 1742. Da denne imidlertid netop var bleven
48/142