Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Gjelstrup, Cathrine Marie, 1755—92, Skuespillerinde
Af Edgar Collin
I en tidlig Alder kom den lille Jomfru Morell, som var født 3. Marts 1755, og hvis Fader var fransk
Violon, ind paa det kgl. Theaters Danseskole, men som saa mange andre forlod ogsaa hun Balletten
for at forsøge sig i Skuespillet. Hun debuterede paa det kgl. Theater 3. Nov. 1773 som Pernille i »Det
aftvungne Samtykke«, og med hende fik Pernillerne den Fremstillerinde, som de havde savnet siden
Caroline Walters Dage. Den fyldige Brunette med de mørke, talende Øjne havde et ualmindelig
heldigt Udvortes for Scenen, men dog særlig for det Rollefag, hun valgte, og som Kammerpigen
overhovedet, hvad enten det nu er den danske Pernille eller den franske Soubrette, staar hun
maaske uovertruffen paa den danske Scene. Baade Rosenstand-Goiske og Rahbek [se om Rahbek
i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] ere enige om at fremhæve hendes store
Dygtighed, der blandt andet lagde sig for Dagen ved den Maade, paa hvilken hun forstod at
karakterisere de enkelte Kammerpigeroller og holde den ene forskjellig fra den anden. Pigen Annette
i »Den politiske Kandestøber« var en ganske anden end Pernillerne i »Den honette Ambition«,
»Julestuen«, »Det lykkelige Skibbrud«, »Jacob v. Thybo« osv., og den danske Kammerpigetype var
atter grundforskjellig fra Pernille i Goldonis »Huset i Oprør«, Lise i »Aabenbar Krig« og Toinette i
»Den indbildte syge«, hvilken sidste Rolle berømmes som en af hendes allerypperste. Hun udstrakte
dog sin Virksomhed videre end til dette ene Felt, paa hvilket hun glimrede saa højt; ved Hjælp af sine
gode Stemmemidler var hun til stor Nytte i Sangspillet, og med afgjort Held optraadte hun i saa
forskjellige Roller som Lady Sneerwell i »Bagtalelsens Skole« og Mette i »Kjærlighed uden
Strømper«. I 1778 blev hun, der forinden havde staaet i Forbindelse med den fra Hofrevolutionen
1772 bekjendte Officer Køller-Banner, gift med den ovennævnte A.G. Gjelstrup, men hendes
Ægteskabs Lykke formørkedes ved, at deres Datter var sindssyg. Først i Halvfemserne begyndte hun
at skrante, og da hun 12. Marts 1792 skulde spille Lisette i »Det gavmilde Testament«, ytrede hun, at
det dog var mærkeligt, om hun som den tredje Hovedperson i dette Stykke skulde dele Skæbne med
Londeman og Clementin [se om Clementin i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], der
begge for sidste Gang vare optraadte heri. Hendes Anelse slog til, og hun betraadte ikke oftere
Scenen. Hun kastedes kort efter paa Sygelejet og forlod først dette ved sin Død 29. Okt. 1792.
Til: Indholdsfortegnelsen
41/142